Pc-læsning gavner voksne med læsevanskeligheder

At en computer læser teksten sikrer, at voksne med læsevanskeligheder forstår teksten fuldt ud og gør dem derfor selvhjulpne og uafhængige af andre - både i uddannelse, erhverv og privat. Det slår en ny rapport fra Projekt Pc-læsning fast.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rundt regnet ti procent af alle voksne danskere har svært ved at læse den daglige post, underteksterne på en film eller avisen. Mange af de berørte står aldrig frem med deres handicap, men forsøger at leve en tålelig tilværelse med hjælp til oplæsning fra familie, venner og kolleger. Men der er hjælp at hente hos computeren.

Projekt pc-læsning viser en umiddelbar effekt, hvor voksne ordblinde "pc-læser" og forstår en tekst, der oplæses med syntetisk tale af computeren. Især hos svært ordblinde er den umiddelbare læseforståelse meget markant og betyder en stor forskel for den enkelte.

På arbejdsmarkedet peger undersøgelsen på et stort og uudnyttet potentiale, da der endnu er en relativ lille anvendelse af it-støtte. Og en dybere undersøgelse af tre svært ordblinde, viser en stor personlig værdi for den enkelte. Udover at give umiddelbar adgang til viden og information betyder it-støtten større uafhængighed og selvstændighed, og den giver mod på mere efteruddannelse og større udfordringer i jobbet.

Resultaterne bør få afgørende indflydelse

Projektleder Erik Arendal fra Hjælmemiddelinstituttet i Århus har store forventninger til projektets resultater. Især på arbejdsmarkedet vil en bedre udnyttelse af de teknologiske muligheder kunne være til stor gavn for såvel den enkelte ordblinde, virksomheden og samfundet generelt.

"Undersøgelsens resultater er så markante, at de bør få afgørende indflydelse på indsatserne for voksne ordblinde i både uddannelse og erhverv. Traditionel læsning og læseundervisning er ikke entydigt den bedste eller eneste løsning for ordblinde. It-støtte anvendes kun sparsomt i dag, men ordblindes potentiale kan optimeres i både uddannelse og erhverv, hvis it-støtte bruges mere, og adgangen til digitale tekster bliver forbedret", siger Erik Arendal.

To væsentlige perspektiver for fremtiden

I rapporten om projektet peger Erik Arendal og hans kolleger på to perspektiver ved pc-læsning:

For det første har Danmark tiltrådt FN's handicapkonvention, hvor fokus i højere grad flyttes til til¬gængelighed og ligeværdig deltagelse på trods af handicap som for eksempel ordblindhed.

"Projekt Pc-læsning peger på en meget enkel, effektiv og relativ billig måde at understøtte konventionens intentioner i forhold til ordblinde", mener rapportens forfattere.

For det andet kan projektets resultater være relevante for en langt større gruppe af borgere. Det gælder primært personer med en mindre grad af læse- og skrivevanskeligheder, men også borgere helt uden disse vanskeligheder kan erfaringsmæssigt have gavn af denne nye teknologi. Det gælder for eksempel til læsning og skrivning af fremmedsprog og som et supplement til stave- og grammatikkontroller.

"Ligeledes kan alle borgere vælge at få en tekst læst op med syntetisk tale fra computeren for eksempel under bilkørsel, eller man kan via oplæsningsprogram¬met konvertere teksten til en lydfil og lytte til den under løbeturen"

Den teknologiske udvikling betyder, at det, der i projektet kaldes særlig it-støtte, om ganske få år vil være almindelig og udbredt teknologi, forudser Erik Arendal.

"Hvis alle anvender teknologien, er kulturteknikken ændret og accepteret, og så må stigmatiseringen af ordblindes anvendelse af teknologien formodes at forsvinde".

Fakta om projektet

Projekt Pc-læsning er en landsdækkende undersøgelse, hvor effekten og værdien af it-støtte til voksne ordblinde dokumenteres. Bag på projektet står Hjælpemiddelinstituttet i samarbejde med og en række institutioner, der vareta¬ger bevilling af og undervisning i it-hjælpemidler til voksne ordblinde. Projektet er økonomisk støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsen og begyndte i 2006 i samarbejde med de tidligere amter.

Læs mere om Projekt Pc-læsning via linket til højre.