Bachelorprojekt

Historiefaget har et identitetspolitisk sigte, men styrkelsen af en identifikation med Danmark som fællesskab betyder ikke en undertrykkelse af elevers etniske identitet, siger Thomas Haislund (foto) og Niels Therkildsen.

Bachelorer: Vi skal undervise i Danmarks historie – ikke i danskernes historie

Historiefagets nationale fokus skal være Danmarks historie og ikke danskernes historie, skriver Thomas Haislund og Niels Therkildsen i deres bachelorprojekt, hvor de undersøger bindestregs-danske elevers oplevelse af historieundervisningen.

Publiceret
Man finder bikulturel identitet hos elever, der både identificerer sig med forældres eller bedsteforældrenes oprindelsesland og med Danmark, siger Thomas Haislund og Niels Therkildsen (foto).

Gode projekter

Lærerprofession.dkpræsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fralæreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fraskoleområdet.

- Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Seindstillingsskema og tidsfrist  her

- Uafhængige dommere af lærere, skoleledere, skolechefer,undervisere fra læreruddannelsen og forskere udpeger hvert år treprojekter til præmiering. Læs om formålet og sedommerkomiteerne her

Lærerprofession.dk drivesi fællesskab af professionshøjskolerne ogfagbladet Folkeskolen.

- Sponsoreres af Akademisk Forlag, Gyldendal Uddannelse, HansReitzels Forlag, Kähler Design, Lærerstandens Brandforsikring ogSinatur-hotellerne.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg synes jo kildekritik er sindssygt relevant og vigtig i forhold til et nutidigt aspekt. Nu tager vi det jo ganske vist i forhold til historiske kilder, men almentdannende er det sindssygt vigtigt med den her kritiske tilgang", siger den linefagsuddannede historielærer.

Han har undervist i folkeskolen i ti år og mener selv, at han er "fagligt velfunderet og kreativ". Det betyder, siger han, "at der er et vist krav i forhold til kildekritik og at finde direkte kilder, som peger ind i de historiske begivenheder, så det ikke kun er overordnet historie, men så vi dykker ned i stoffet".

Så føler man sig måske lidt mere dansk

Ahmad har ham i historie i 8.klasse, og han mener, at man som elev er god i faget, "når man kan datoerne på tingene. Har styr på, hvad der skete, når man kan genfortælle, hvad der er sket hvornår".

Vedad fra samme klasse mener, at det er vigtigt at kunne årstal, "så man ved, hvornår ting er sket og sådan noget". Og så tilføjer han en indirekte definition på at være dansk: "Jeg har det sådan, at hvis man kan kongerækken, så føler man sig måske lidt mere dansk".

Vedad kan rigtig godt lide "selv at undersøge noget" i historietimerne, og hans opfattelse af kildekritik er meget pragmatisk. Når Vedad skal undersøge noget, googler han:

"Jeg plejer bare at tage den første side, der kommer frem og så læse lidt der. Og så går jeg videre til de andre sider for at se, om det ligesom er rigtigt".

Citaterne er fra Thomas Haislund Andersen og Niels Therkildsens professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Vordingborg ved Professionshøjskolen Absalon.

Bikulturelle elevers oplevelser

I projektets problemformulering spørger de: Hvordan oplever bikulturelle elever historie som fag, og hvilke konsekvenser har skolens multikulturelle virkelighed for historieundervisningen? Og deres arbejdsspørgsmål lyder:

- Hvad siger styringsdokumenterne om historiefagets forhold til national identitet?

- Hvordan ser bikulturelle elever sig selv ift. danmarkshistorien?

- Hvor stor indflydelse har lærernes historiesyn og undervisning på elevernes oplevelse af faget?

Romantikkens tænkning om nationen som sproglig og historisk enhed, der er bundet til et afgrænset territorium, er i det store og hele bevaret op til i dag, hvor udtryk som 'etnisk dansk' og 'anden etnisk baggrund' er almindelige, skriver Thomas Haislund Andersen og Niels Therkildsen.

Danmark bliver som nation med andre ord fortsat populært defineret ud fra etnicitet. Professor Ove Korsgaard kalder denne nationale identitet ethnos og sætter den op over for en anden national identitet, som han kalder demos, refererer de.

Demos-nationalitet er for eksempel tydelig i det multikulturelle USA, hvor nationalitetsfølelse ikke kan baseres på befolkningens etniske ophav, men på tilslutning til en række universelle værdier, der søges fremmet gennem en meget målrettet form for historiebrug, en værdiladet fortælling, der formidler demos-nationale værdier i en følelsesmættet form - en social poesi.

Bindestregs-danskere

Haislund og Therkildsen taler i deres problemformulering og analyser om bikulturel identitet.

"Ordet bikulturel udspringer af den globaliserede og multikulturellevirkelighed, som de fleste nationalstater eri, og beskriver en situation, som i medierne ofte koges ned til 'af anden etnisk baggrund'.

Begrebet bikulturel identitet er hentet fra socialpsykologien, hvor det optræder særligt hyppigt i australsk forskning. Der er varierende definitioner, men de forstår bikulturel identitet, som beskrevet hos Chu, White og Verrelli, skriver de:

'... Bicultural identity refers to the outcome of experiencing two cultures simultaneously, where the values, traditional systems, and behaviours pertaining to one's heritage culture (...) and the dominant national culture are integrated within the self'.

I dansk skolesammenhæng finder man altså en bikulturel identitet hos elever, der både identificerer sig med forældres eller bedsteforældrenes oprindelsesland og med Danmark, forklarer Thomas Haislund og Niels Therkildsen.

Eleverne integrerer modsætningen eller dobbeltheden i en såkaldt bindestregs-identitet - for eksempel dansk-tyrker og dansk-iraker. Den canadiske psykolog John W. Berry ser bikulturel identitet som udtryk for, at personen har valgt integration som primær akkulturations-strategi frem for separation, assimilation eller marginalisering. Med akkulturations-strategi menes den gensidige kulturelle og psykologiske forandringsproces, der sættes i gang, når grupper og enkeltpersoner med forskellig kulturbaggrund er i kontakt med hinanden i en længere periode.

Hvordan Danmark blev Danmark

Thomas Haislund og Niels Therkildsens analyse viser, at disse elevers oplevelser af faget historie "ligger inden for rammerne af fagsynet historie som kundskab". Eleverne beskriver formålet med historieundervisning som "en forståelse af det samfund og fællesskab, de lever i".

"De forstår Danmark som et fællesskab defineret ud fra demos og ser sig således inkluderede i fortællingen om, hvordan Danmark blev Danmark. Historieundervisningens nationale fokus og identitetspolitiske sigte opleves altså af eleverne som legitimt i forhold til tilegnelsen af medborgerskab. De giver alle udtryk for en bikulturel identitet, men lader ikke til at se et modsætningsforhold mellem en henholdsvis dansk og en etnisk identitet, som de opfatter som et privat anliggende", skriver Haislund og Therkildsen i deres projektkonklusion. Det er interessant, siger de, "at eleverne synes at være bærere af et fagsyn, der ligger tættere på formålsparagraffens formålsbeskrivelse, end det er tilfældet med deres lærere".

"Hvis vi tager udgangspunkt i elevernes oplevelse af faget, ser vi som sådan ikke det store behov for umiddelbare ændringer i forhold til fagets mål og midler på grund af den multikulturalitet, som eleverne bringer ind i skolen", siger de, men de vil gerne diskutere, om fagets mål er etisk forenelige med en verden, hvor globalisering og multikulturalisme er grundvilkår. Deres eget svar er "et forbeholdent ja".

"Vi betvivler ikke, at historiefaget har et identitetspolitisk sigte, men vi mener ikke, at styrkelsen af en identifikation med Danmark som fællesskab gennem social poesi automatisk betyder en svækkelse eller undertrykkelse af elevernes eventuelle etniske identitet", skriver Thomas Haislund og Niels Therkildsen.

Men de understreger, at historiefagets nationale fokus skal være "Danmarks historie og ikke danskernes historie". Vi skal fortælle historien om dannelsen af den danske demos og ikke ethnos. Det er vigtigt, at historieundervisningen giver eleverne en forståelse for nationen som et forestillet fællesskab, national identitet som en konstruktion og danmarkshistoriensom udvalgte fortællinger, siger de.

En tematisk kanon

Med inspiration fra Sverige, hvor der i skolen arbejdes med tre tilgange: historie som livsverden, historie som kundskaber og historie som kompetencer, foreslår Thoma Haislund Andersen og Niels Therkildsen, at der indføres en tematisk kanon, der definerer generelle historiske kræfter og processer, for eksempel magt og religion, statsdannelse, migration og teknologi, så den eksisterende historiekanons indholdspunkter sættes i relation til disse temaer, og den danske historie på den måde bliver eksemplet på generelle tendenser.

"Vi mener, at det vil styrke koblingen mellem det nationale og globale historiske niveau, ligesom undervisningen i dansk historie bliver til udviklingen af generelle kompetencer og dermed mildner graden af symbolsk vold mod de (få?) elever, der ikke identificerer sig med det danske fællesskab", skriver de og følger synspunktet op med et praktisk didaktisk forslag i skemaform (se projektet side 37 til 40.)

Se hele deres projekt her: