Chantal Pohl Nielsen er 'lærling' hos Niels Egelund med henblik på at overtage som national projektleder på Pisa 2015

Egelund tager én runde mere i spidsen for Pisa

For femte gang har DPU, AKF og SFI med professor Niels Egelund i spidsen vundet udbudet af den danske del af Pisa-undersøgelse. Men denne gang har den knap 65-årige professor en souschef med, Chantal Nielsen, for at sikre et generationsskifte.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolestyrelsen har netop skrevet kontrakt med Pisa-konsortiet om Pisa 2012. Der var to konsortier, der bød på opgaven. Det samme skete for Pisa 2000's vedkommende - de andre tre gange har konsortiet med Egelund i spidsen været alene om budet. Kontrakten på Pisa 2012 er på 12 millioner kroner inklusive pilotafprøvninger af elektroniske test i både læsning og matematik. Muligvis skal Danmark også afprøve en elektronisk test af problemløsning - et område, Niels Egelund har store forventninger til:

"Jeg havde jo store - måske naive - forventninger om, at Danmark ville give Finland, Korea og Singapore baghjul, da vi havde problemløsning med sidste gang i 2003. Og Danmark klarede sig da også relativt godt, men der var nogle begrænsninger i, hvad man kunne gøre i sådan en papir-og-blyant-test. Denne gang skulle der være udviklet noget meget mere interaktivt, hvor eleverne virkelig bliver udfordret på deres kreativitet", siger Niels Egelund.

Han er blevet centerdirektør for det nye Center for Strategisk Uddannelsesforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, men det er ikke så meget den post som hans alder, der er årsag til planen om, at Pisa 2012 skal være hans sidste. Den efterølgende Pisa-runde vil nemlig være 2015, hvor han runder de 70. Derfor har han Chantal Pohl Nielsen, AKF, med som "lærling" ved den kommende Pisa, som løber af stabelen ude på skolerne næste forår. Den seneste Pisa-undersøgelse fandt sted sidste forår, og resultaterne herfra offentliggøres først sidst på året i år.

Pisa-konsortiets medlemmer er DPU, som står for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under Aahuus Universitet - dpu.dk, AKF, Anvendt Kommunalforskning - akf.dk og SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærd, sfi.dk