Nej, Helle Rabøl Hansen blev ikke mobbet som barn. Det er ikke derfor, hun beskæftiger sig med forskning i mobningens vildveje i dag. Tværtimod var hun mobbeudøver dengang på mellemtrinnet i skolen i Albertslund. Og nej, det er heller ikke derfor, hun arbejder med mobning i dag.

De fleste tror, at forskere i mobning selv blev mobbet, da de var børn, men sådan behøver det ikke at være. Det er ikke nødvendigvis for at få genoprejsning, at forskere beskæftiger sig med mobning, fortæller Helle Rabøl Hansen.

»Jeg fik et spørgsmål en dag om, at jeg er Mary Fondens ekspert i mobning og skriver bøger om emnet, men samtidig har jeg selv holdt mobbemønstret i gang. Og ja, det er rigtigt. Men skulle jeg lade være med at beskæftige mig med mobning, fordi jeg selv har udøvet mobning engang? Nej«, understreger hun.

Helle Rabøl Hansen er ikke stolt over sin fortid som mobbeudøver, men som hun siger: »Jeg kan ikke gøre fortiden om«. Det er en af de pointer, hun giver videre, når hun holder foredrag for elever. At man ikke kan ændre sin fortid, men at de lige nu kan vælge at gøre noget andet end det, de er i gang med. At de kan beslutte at stoppe mobning.

Hun har tænkt over, om hun skulle fortælle sin egen historie, og har besluttet sig for, at det vil hun. Ikke for at få aflad eller forsvare sig,men fordi hun bruger sin egen historie, når hun taler med elever om mobbemønstre.

Fra skolelyst til ulyst

Først skal vi tilbage til Albertslund i 1970, hvor Helle havde en kanongod skolestart. Det var en betonskole med en masse tilflytterbørn og en flok ambitiøse hippielærere.

»Jeg var en middelklasseunge med masser af bøger i reolerne derhjemme. Jeg lærte hurtigt og kunne læse, da jeg begyndte i skolen. I 2. klasse ville jeg diskutere EF. Der var ikke ro på mig, og jeg sad sjældent stille, men det var der fint plads til i skolen. På det tidspunkt. Men omkring 4. klasse tabte lærerne kampen om skolen, og der kom andre lærere til. Nogle, der besluttede, at klassen skulle tages med hård hånd og sanktioner. De voldsomme ændringer i skolen er en del af historien om min klasse«, fortæller Helle Rabøl Hansen.

Hun er helt klar over, at historien kan se anderledes ud for andre. Det er selektivt, hvad man husker, og man kan ikke forske i og analysere sin egen fortid. Men man kan godt blive klogere på den alligevel, mener hun.

Helle Rabøl Hansen husker skiftet af lærere som voldsomt. Og der kom en stor ulyst til at gå i skole. Samtidig blev klassen hele tiden omtalt som vanskelig og »en af de værste klasser på skolen«.

Det var på mellemtrinnet, de var pre-teenagere og optagede af at høre til. At være et fællesskab. Altså nogle af dem - for der var åbenbart ikke plads til alle i det fællesskab. Hun havde nogle meget stærke venskaber i klassen. De var en gruppe på omkring ti stykker - drenge og piger - der havde noget sammen og var enormt gode venner. Faktisk er nogle af hendes gode venner i dag de samme som dengang.

Holdt udenfor

Men nogle blev holdt uden for det stærke fællesskab. For eksempel en elev, der begyndte i klassen på mellemtrinnet og aldrig blev optaget i fællesskabet.

»Vi havde det hele med drenge på knallert, der ikke gad skolen, og de røde elevers rødder - som jeg var iblandt. Jeg begyndte så småt at arbejde politisk. Samtidig var det diskotid, og fredagen var hellig. Dér skulle vennerne være sammen. Desuden var der en mindre gruppe, som var med en gang imellem, men ikke altid, og så var der en lille gruppe, der aldrig blev inviteret ind. Vi beslutter simpelt hen, at de er anderledes. Vi konstruerer det, og det kan de ikke komme ud af«, siger Helle Rabøl Hansen.

Hun beskriver klassen som »forladt«, opgivet og med ren junglelov. Ulysten til at gå i skole breder sig blandt eleverne, og lærerne møder det med hårdhed og straf. Det betyder, at Helles fravær stiger voldsomt. På et tidspunkt i overbygningen havde hun 70 procents fravær. Hun var engageret i elevrådsarbejdet, men ikke i skolearbejdet. Hun skrev ikke stil, og det gik helt galt med at forstå matematikken.

»Lærerne besluttede, at nu skulle der være orden i tingene i skolen. Min dansklærer ydmygede mig, jeg skulle stå og fortælle hele klassen, hvorfor jeg ikke havde skrevet stil. Vi blev en meget klemt klasse. En dysfunktionel klasse. Og hvis en elev græd over at være blevet mobbet, sagde læreren: 'Det nytter jo ikke, at du sidder der og græder'. Lærerne gik ikke ind i problemet«.

»Vi oprettede en parallel-moral. Vi vidste godt, at vi var gået for langt, men vi var med i et 'vi' - et fællesskab, der var gået for langt«.

Langt over grænsen

Helle Rabøl Hansen fortæller, at hendes mor på et tidspunkt opdager, at der mangler to piger til hendes fødselsdag - og at de slet ikke var blevet inviteret til børnefødselsdagen.

»Vi øvede på en diskodans, og de to var ikke med i dansen. Så jeg havde udelukket dem. Min mor gav mig en skideballe, som jeg tydeligt husker den dag i dag. Fordi den var relevant. Jeg blev så flov. Det var totalt imod det moralkodeks, jeg havde lært hjemmefra. Men det var for sent, for det var jo efter fødselsdagen«.

Hun husker en episode fra klassen dér på mellemtrinnet. En vellidt geografilærer fortalte om Interrail, og det var fantastisk. De hev kort ned og pegede på Spanien. Dér kunne man komme til på Interrail, og det ønskede alle.

»Jeg hiver danmarkskortet ned og spørger en af de mobbede, hvilket land vi mon har her. Jeg tror, eleven bliver så usikker, at vedkommende slet ikke kan svare, og så driller vi straks med, at det nok er, fordi klassekammeraten slet ikke ved det. Vi kører på og nægter jo vedkommende en adgang til fællesskabet på den måde. Og man er i en meget følsom alder på det tidspunkt. Det har været vildt ubehageligt«.

»Vi plejede vores 'vi' og gav konstant den mobbede stød. Vi får skabt en kultur af, at 'vi har hinanden, og vi går til grænsen'. Men vi gik langt over. Vi kunne i stedet have skabt noget fælles sammen. Vi var kreative. På et tidspunkt blev jeg og to andre piger indkaldt af lærerne og skældt ud. Vi blev konstant presset af lærerne - men ikke fordi vi mobbede. Det forholdt de sig ikke til. Vi fik skældud, fordi vi forstyrrede undervisningen. De kunne bedre have nået os ved at appellere til blødheden hos os i stedet for straf«.

Dejlig grønlandsk klasse

Helle Rabøl Hansen får mindre og mindre lyst til skolen, fordi lærerne har anlagt en strafpædagogik. Samtidig mister hun tilliden til voksne. Hendes forældre er ved at blive skilt, og de voksne i skolen viser aldrig tillid.

»I 7.klasse flytter jeg til Grønland med min mor og skal gå i skole i Nuuk. Jeg kommer ind i en fantastisk klasse, og det er noget af en øjenåbner. Vi var en flok meget forskellige elever, men der var plads til alle og en nysgerrighed over for den enkelte. Det var en legende klasse, og jeg elskede at være der. Der var en kærlig grundkultur i klassen«.

Især oplever hun sig kærligt mødt af de grønlandske lærere. Hun bor i et område med velfungerende familier, hvor der var plads til børn.

Efter et år i Grønland er det et chok at komme tilbage til den danske Albertslund-klasse og udstødelseskulturen. Her er det stadig sådan, at når nogle af de mobbede i klassen siger noget, bliver de mødt med tilråb.

Der er kommet nogle elever fra en lilleskole ind i klassen, og de deltager aldrig i mobningen. Også Helle Rabøl Hansen ændrer sig. Hun holder op med at mobbe.

»Men jeg gik bare fra at være aktiv mobbeudøver til at blive passiv. For ofret er det helt ligegyldigt. Jeg sagde jo ikke fra, når andre mobbede«.

Hun blev generelt mindre aktiv i skolen, passede ikke sit skolearbejde, men blev mere politisk aktiv.

»Jeg savnede klassekammeraterne fra Nuuk. De andre i klassen var blevet fuldt ud teenagere. Pigerne gik med makeup og høje hæle. Jeg var blevet flipper og faldt lidt på popularitetslisten, men havde stadig gode venner«.

»Hende den onde«

Helle Rabøl Hansen ved, at hun kan klare sig igennem til afgangsprøven. Hun skal bare tage sig sammen. Men i matematik bliver det ikke godt i folkeskolen. Hun er helt blokeret. Og hun skal i hvert fald ikke i gymnasiet. Der er ret få fra hendes klasse, der går videre til gymnasiet.

Et år efter afgangsprøven begynder hun på hf og får vendt matematikblokaden til noget godt og nogle gode karakterer. Da hun er færdig på hf og i gang med at læse jura, møder hun en dag i toget en af dem, hun var med til at mobbe i folkeskolen. De taler om skoletiden og om mobningen, og hun er overrasket over, hvor åben og sympatisk den tidligere klassekammerat er.

»Jeg tror, man skal passe på med at søge aflad og med at give undskyldninger. Det er nok mest mobbeudøverens behov, og det behov skal måske nok ikke dækkes. Forskudt skam hjælper ingen«, siger hun.

»Det er logisk nok også altid mobbeofrenes historie, man hører, og det er fair. Men der opstår også en dæmonisering af mobbeudøverne. Jeg er blevet 'hende den onde'. Det er meget illegitimt. Nu har jeg fulgt mobbeofre i 20 år, og jeg oplever, at det er svært at få udøverne til at stå frem. Men det er nødvendigt, at vi kender mekanismerne«.

»På et tidspunkt talte man om at bruge konflikthåndtering i mobbesager, men det dur ikke. For der er ikke tale om et lige forhold mellem ofre og udøvere. Hvis man skal bruge konflikthåndtering, skal der være et lige forhold mellem parterne«.

Derimod kan man tale om sine skolehistorier, foreslår hun. For skoletiden fylder meget hos de fleste. Det gjorde de blandt andet, dengang Helle Rabøl Hansen var en del af antimobbekonsulenterne Amok, der tog rundt og arbejdede mod mobning på skolerne. At fortælle sin historie giver nogle gode bånd og er en god praksis, mener hun. Men sådan gør man ikke i forskerkredse. Der inddrager man ikke sig selv og sin egen historie, fordi man godt ved, at man ikke kan forske i sig selv.

Når børn prøver at overleve

»Når man oplever, at der er overlevelsesstrategier på spil i en klasse, så er det galt. Jeg har tit talt med lærere om, at det ikke er et personlighedstræk hverken at være mobbeoffer eller mobbeudøver. Alle kan blive offer og udøver. I min klasse sad vi hver især med vores overlevelsesstrategi. Vi ville være med, være en del af fællesskabet, men når alle har deres egen strategi for overlevelse, så er der altså tale om en form for krigszone. Så det er en god ide at se på, om et barn er i overlevelse«.

Det handler ikke om at stille krav eller ej. Om straf eller ej. Det handler om at opbygge en god kultur i en klasse.

»Jeg møder tit lærere, der fortæller om for eksempel tre elever, der ikke forstår fællesskabet. Så taler jeg med de tre 'rødder', og det viser sig, at de har et fællesskab sammen. At de står sammen i tykt og tyndt og er tæt på hinanden, men de forstår måske ikke det fællesskab, som læreren tilbyder. Dérfra må man så arbejde videre«.

Man kan tage et andet valg

Helle Rabøl Hansen bruger sin egen historie, når hun taler med elever. Fordi det er let at forstå og vise, hvad der var på spil. Hvad der skete. Og derefter opfordre eleverne til at ændre noget, inden de en dag sidder og fortryder uden at kunne ændre noget. At de kan tage et andet valg.

Da Helle Rabøl Hansen læste jura på Københavns Universitet i 90'erne, skrev hun speciale om retsproblemer i forbindelse med optagelsesritualer i forsvaret. Hun kom i kontakt med en, der fortalte om de ritualer, der blev brugt på kasernen Grønnedal i Grønland. Forfærdelige og grænseoverskridende ritualer. Det blev hendes vej ind i mobbeforskningen. Hun blev optaget af fænomenet, at mennesker i sociale sammenhænge kan finde på at udvikle et »dem« og »os«. Noget, mennesker gør, fordi vi ønsker at høre til et fællesskab.

Under jurastudiet beskæftigede hun sig også med børns rettigheder og med implementeringen af FN's børnekonvention, hvilket straks gav hende arbejde i Børnerådet, da hun var færdig med studiet. Her begyndte hun at arbejde med antimobbestrategier, og det arbejde har hun fortsat.

»Der er en forventning om, at det er the good guys, der forsker i mobning. Men sådan behøver det altså ikke at være. Som voksen har jeg prøvet at forstå udøverperspektivet, hvad der driver de mennesker - uden at gøre dem til psykopater«.