"Man skal ikke bare være god til at spille klaver, man skal være god til at undervise i musik og gøre eleverne nysgerrige," siger centerchef Stina Løvgreen Møllenbach fra UC Sjælland.

Ny musikprofil på læreruddannelsen i Roskilde

Direktionen på UC Sjælland besluttede i går at oprette en ny musikprofil på læreruddannelsen i Roskilde. ”Musik er et af de fag, der mangler undervisere. Derfor tager vi initiativet,” siger centerchef Stina Løvgreen Møllenbach.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

UC Sjælland sætter til september et nyt musikalsk skib i søen, når læreruddannelsen i Roskilde tager imod et hold studerende, som har valgt den nye musikprofil på uddannelsen. Det er ønsket om at styrke musikundervisningen ude i folkeskolerne og uddannelsen af lærerne, der får UC Sjælland til at starte den nye linje.

Centerchef Stina Løvgreen Møllenbach mødte forleden en 6. klasse på en sjællandsk folkeskole, som var på vej ind i klassen til musikundervisning. Elevernes ord til Stina Løvgreen Møllenbach illustrerer den udfordring, hun mener, mange oplever i folkeskolernes musiktimer.

"De sagde til mig 'vores lærer er ikke uddannet, så vi laver ikke så meget'. De fik ikke lov at spille på instrumenter, og jeg ved egentligt ikke, hvad de så lavede i musik", konstaterer Stina Løvgreen Møllenbach.

"Musikfaget har været lidt trængt, fordi der ikke er mange studerende, som har valgt faget. Og ude i skolerne mangler der undervisere. Derfor tager vi initiativet her", siger hun.

"På UC Sjælland vil vi lave en særlig musikprofil, hvor man udover musikfaget får nogle vildt spændende specialiseringsmoduler med fokus på musik. Man kommer i praktik på nogle særligt udvalgte skoler, hvor man skal arbejde med musik og bevægelse", forklarer centerchefen.

Musikken i folkeskolen spiller pianissimo

 Faglighed og didaktik i højsædet

UC Sjælland sætter uddannelsesmæssigt et skarpt fokus i den nye musikprofil. Det er nemlig afgørende for projektets succes.

"Man skal ikke bare være god til at spille klaver, man skal være god til at undervise i musik og gøre eleverne nysgerrige, motiverede og sætte dem ind i det fantastiske univers, musikken er," understreger Stina Løvgreen Møllenbach.

"Samtidig med de faglige kompetencer lægger vi stor vægt på, at man skal have nogle stærke didaktiske kompetencer", tilføjer hun.

Udover didaktikken er det afgørende, at de studerende på musikprofilen tilegner sig de praktiske, færdighedsmæssige kompetencer.

"Vi håber måske også, at vi kan få fat i en ny gruppe studerende, som har mod på at deltage i det studiesociale liv på campus udover undervisningen. Spille i bands for eksempel", foreslår centerchefen.

Musikprofilen skal være særlig

Hun understreger, at der i første omgang blot oprettes ét hold på den nye musikprofil. For der er brug for at gøre en ekstra indsats for de nye studerende, når startskuddet lyder til september.

"Vi vil kun have ét hold. For det skal være eksklusivt, det skal være særligt, det skal være super, super fedt", lover Stina Løvgreen Møllenbach.

"Vi lægger stor vægt på, at man både får de praktiske, færdighedsmæssige kompetencer, og det er derfor, der i den nye musikprofil er ekstra soloundervisning, og der er samspil, bands og kor. Vi lægger nogle ekstra ting ved", siger hun.

Uens prioritering af musik på læreruddannelserne

 Tæt samarbejde med omverdenen

Læreruddannelsen får et meget tæt samarbejde med musikbyen Roskilde, og måske bliver Roskilde Festival på en eller anden led en integreret del af den nye musikprofil.

"Det er også det, der ligger i den åbne skole, at uddannelsesinstitutionerne skal samarbejde med omverdenen. Det gør denne her profil, og vi er allerede blevet spurgt om samarbejde fra flere steder", påpeger Stina Løvgreen Møllenbach.

Musik er som fag obligatorisk på UC Sjællands nye musikprofil, og de to øvrige fag er valgfri. Musikprofilen udbydes nu, og der er ansøgningsfrist 5. juli via kvote 1.