"Musik er en del af en større enhed," siger lektor Malene Bichel. "Vi bliver ramt, når for få vælger faget", påpeger lektor Jesper Juellund Jensen.

Uens prioritering af musik på læreruddannelserne

På nogle professionshøjskoler oprettes faget musik slet ikke. Hele faget bør gentænkes i læreruddannelsen, mener lektor Jesper Juellund Jensen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På en Christiansborg-høring fredag om musikundervisning i folkeskolen blev det fremhævet, at faget på mange måder er blevet et stedbarn både i den konkrete undervisning på folkeskolerne og på professionshøjskolerne, der uddanner lærere. Musik lever i et udefineret område mellem at være et såkaldt dannelsesfag og et færdighedsfag, lød vurderingen.

Det er afgørende for musikkens fremtid, at både professionshøjskoler og studerende tænker faget anderledes, hvis musik skal genoplives i folkeskolen. Det mener lektor, ph.d., Jesper Juellund Jensen fra professionshøjskolen Metropol.

"Der er to hovedudfordringer for professionshøjskolerne og dermed også for folkeskolen. Den ene er, at der er en tendens til, at for få vælger musikfaget. Den anden udfordring er, at det er svært med den begrænsede tid, og på grund af de nedprioriteringer der sker af musikfaget på professionshøjskolerne", konstaterer Jesper Juellund Jensen, som også er formand for den nationale faggruppe i musik på læreruddannelsen.

Musik i folkeskolen spiller pianissimo 

Musik interesserer få studerende

Der er enkelte professionshøjskoler, hvor musik ikke kan udbydes hvert år, fordi for få studerende vælger faget. Det gælder for eksempel på UC Lillebælt.

"Der er ikke mange studerende, der vælger faget. Vi realiserer faget, når der er studerende til et hold. Vi arbejder med udviklingen af en model, hvor musik oprettes hvert andet år enten i Jelling eller Odense," konstaterer vicedirektør Charlotte Høy Worm.

Den vigende interesse for faget musikblandt de studerende  går igen på UC Nordjylland. Og musik udbydes ellers i både Hjørring og Aalborg. I Aalborg findes endda en særlig musikprofil med moduler, hvor lærerstuderende bliver undervist sammen med studerende fra konservatoriet. De lærerstuderende modtager desuden ekstra musikundervisning.

Nye musiklærere uddannes i samspil med konservatorium 

"Men vores musikhold er relativt små med 9-14 studerende pr. hold", oplyser uddannelseschef Jesper Vinther fra UC Nordjylland.

Ingen grund til klagesang

(10/5 kl. 13:49: Der er ikke noget modsætningsforhold mellem Erik Lyhnes og Jesper Juellund Jensens syn på musik i læreruddannelsen, som det tidligere fremgik af denne artikel, redaktionen)

Lektor Erik Lyhne på professionshøjskolen Via i Aarhus er tidligere formand for den nationale faggruppe og peger på, at antallet af dimitterede i adskillige år har ligget stabilt omkring 200,

Af Censorrapporten 2016 fremgår, at antallet af dimittender var 176 i undervisningsfaget musik, et fald i forhold til 2015 hvor der var 206 dimittender.

"Udsvinget forklares med, at der ikke udbydes musik hvert år på de enkelte professionshøjskoler, samt at der er overgangsordninger mellem LU 07 og LU 13", påpeger censorrapporten.

Fagets status hænger i høj grad også sammen med, hvordan den enkelte professionshøjskole prioriterer musik, mener Erik Lyhne.

"Mange steder er der grøde i musikken, nogen steder er der ikke," konstaterer Erik Lyhne.

Han tilføjer, at de årlige besparelser på to procent selvfølgelig også rammer musikken. 

"Det kan mærkes. Politikerne skal tænke over, at det er fremtidens råstof, de sparer på. Og efter min mening burde de tænke om," siger Erik Lyhne. 

"Men hvis skoleledelsen prioriterer musikken, ligger pottemulden der jo", siger han med henvisning til de uddannelsessteder, hvor musikken swinger.

"Min fornemmelse er, at morgensangen igen er begyndt at blomstre," tilføjer Erik Lyhne.

En uholdbar situation

Det får alvorlige konsekvenser, hvis et uddannelsessted ikke kan tilbyde de studerende undervisning i musik, vurderer Malene Bichel, lektor på professionshøjskolen Metropol.

"Det er fuldstændigt uholdbart. Man har pligt til at sørge for hele fagrækken, og at et fag er mindre, betyder ikke, at det ikke skal varetages", siger Malene Bichel.

Musik er ikke alene et dannelsesfag, det er i lige så høj grad et ganske almindeligt fag med konkrete emner, som skal læres af de lærerstuderende, påpeger lektor Malene Bichel.

"Folk har en til tilbøjelighed at tænke, at musik er enten det ene eller det andet. Altså for eksempel, at nu skal vi bare lære noder. Men de tænker ikke, hvorfor skal vi lære noder. Eller også tænker de 'dannelse', og så bliver det lidt fluffy, hvad man skal lave. Så bliver musik bare noget, man taler om og lidt et hyggefag," siger hun.

Erik Lyhne er enig i, at musik i høj grad er et håndværksfag.

"Selvfølgelig er klaverundervisning nødvendig. Men der er ingen grund til at synge en klagesang på fagets vegne", mener han.