For fjerde gang får kommunerne i dag et brev om, at de ikke må gøre skoledagene for lange.

Nyt hyrdebrev til kommuner om skoledagens længde

I dag sender ministeriet for fjerde gang et brev til kommunerne om skoledagens længde. Denne gang understreger ministeriet, at skoledagen ikke må strække sig længere end de tidspunkter, politikerne vedtog med reformen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En Epinion-undersøgelse fra oktober viste, at en del elever stadig har skoledage, der er længere end til klokken 14:00, 14:30 og 15:00.

Det får i dag undervisningsminister Merete Riisager til at sende et hyrdebrev ud til skolerne, hvor det understreges, at skoledagen skal ligge inden for de politisk vedtagne tidsrum.

Ellen Trane: Kommunerne må tage ansvar 

Det sker kort efter, at lovændring per 1. marts pålægger skolelederne, at skolens skemaplanlægning skal godkendelse af skolebestyrelsen. Og den nye lovregel forventer Merete Riisager vil føre til, at skolerne bliver bedre til at holde sig inden for politikernes rammer.

Sådan skal 'hyrdebrevet' læses 

"Det er afgørende, at skoledagen har en længde, hvor der også er plads til et godt børneliv uden for skolen. Derfor er det vigtigt, at både skoleledere og forældre er enige om, hvordan skoledagen skal tilrettelægges. Skoledagen skal ikke være længere end det, der var intentionen fra folkeskoleforligskredsen, som stod bag reformen. Desværre har vi stadigvæk mange skoler med en for lang skoledag, men vi er på rette vej", siger hun i en pressemeddelelse.

Skoleleder: Ingen har for lange skoledage

Men der er ingen grund til at sende et brev til hverken kommunerne eller skolelederne, lyder det fra formanden for Skolelederforeningen.

For der er ingen skoler, som giver eleverne for mange timer. Er der nogle dage, hvor eleverne får senere fri, får de nemlig tidligere fri en anden dag, siger Claus Hjortdal til Jyllands-Posten.

Minister gør igen opmærksom på muligheden for at korte skoledagen 

"Der er ingen børn, der sammenlagt får mere undervisning, end de må. Der er simpelthen ikke penge til at give børnene mere undervisning", uddyber han til avisen.

Ellen Trane Nørby sendte sammen forligskredsen det første brev om skoledagens længde tilbage i august 2015, og siden er det blevet til to breve, inden Merete Riisager nu sender et nyt brev til alle landets kommunalbestyrelser, skoleledere og skolebestyrelser.