Læreruddannelsen – meget kan man sige om den, men faktum er, at den giver fremmede mennesker adgang til at kunne varetage undervisningen af dit barn. Uddannelsen er ikke perfekt. Den kan ikke være perfekt. Jeg tvivler på, at noget kan forberede os på den opgave, vi har i vente. Vi kommer til at stå med en stor del af ansvaret for at “udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle”. Det er ikke ligefrem småting...

Men den kunne selvfølgelig helt klart være bedre. De studerende kunne være bedre. Underviserne kunne være bedre. Rammerne kunne være bedre. Den generelle holdning til uddannelsen kunne være bedre.

Hvad gør vi?

Sparer.. og skyder skylden på den nærmeste.

Som repræsentant for de studerende i bestyrelsen i VIA, står jeg dagligt i et spændingsfelt mellem studerende, der råber på flere undervisningstimer og mere inddragelse på den ene side, og en ledelse, der skriger efter mere engagerede studerende, der rent faktisk dukker forberedte op til undervisning på den anden. Nogle dage har jeg bare lyst til at smide håndklæden i ringen, men andre dage – som fx en dag som i dag – mærker jeg helt nede i maven, hvor vigtigt det er, jeg fortsætter. Hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at skabe bro mellem studerende og ansatte. Hvor vigtigt det er, at vi altid arbejder for bedre studerende, bedre undervisning og bedre rammer.

På baggrund af besparelser på læreruddannelsen holdte vi et “hastemøde” i de studerendes råd på læreruddannelsen i Skive med vores uddannelsesleder. Vi havde som studerende brug for at høre, hvad besparelserne betød for vores uddannelse.

Det gennemgående tema blev: undervisningstimer. Har vi nok? Der var ingen sure miner. Der var ingen krav om mere undervisning for mere undervisnings skyld. De studerende kom til mødet med et åbent sind. Stemningen var hverken oppisket eller oprørsk. Tvætimod. Det var ængstelse og bekymring der fyldte mest.

Bliver jeg god nok? Får jeg undervisning nok, så jeg kan varetage den kæmpe opgave, der venter mig?

Meget kan man sige om læreruddannelsen men: Én ting er sikkert. Der sidder nogle fantastisk engagerede mennesker, som bare brænder for at komme ud og gøre en forskel for eleverne. Vi kæmper for vores uddannelse. Ikke for vores egen skyld. Ikke for regeringens skyld. Vi gør det for børnenes skyld.

Får vi undervisningstimer nok? Måske.. Får vi nok god undervisning? Nej det tror jeg ikke. Hjælper det at spare mere? Dét tvivler jeg virkelig på.

Hvad gør vi? Hvad gør I?