Bachelorprojekt Kristendomskundskab
0   237

Skal læreren fortælle om sit eget religiøse ståsted?

Man skal tilstræbe objektivitet, men man kan aldrig undervise værdineutralt, siger Sara Kristensen i sit bachelorprojekt. I kristendomskundskab i de ældste klasser kan det for nogle lærere give nye muligheder at fortælle eleverne, hvad de selv tror på, mener hun.

"Hvad tror du selv på?" spørger eleverne læreren i kristendomskundskab. Hvad skal man svare?

Tidligere skulle folkeskolen forkynde et kristent budskab, men siden 1975 har kristendomsundervisningen været et kundskabsfag, hvor det ikke er tilladt at forkyndende. Men kan læreren alligevel bruge sin egen religiøsitet eller overbevisning i undervisningen som modspil til elevernes synspunkter? spørger Sara Hove Klok Kristensen i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College.

Respekteret og udfordret

Ifølge folkeskolelovens formålsparagraf skal skolen fremme den enkelte elevs alsidige udvikling og udvikle arbejdsmetoder, så eleverne får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle, og i vejledningen for faget kristendomskundskab står der, at det er lærerens opgave at give rum for elevernes personlige overbevisninger på en måde, så de alle kan rummes inden for fællesskabet samt blive respekteret og udfordret.

Artiklen fortsætter under banneret

"Mit emne udspringer af en generel refleksion over lærerens rolle i kristendomskundskab, som bliver udfordret af frimodige elever, og det stiller store krav til lærerens dømmekraft og overvejelser", siger Sara Kristensen. I projektets problemformulering spørger hun: "Bør man som lærer inddrage sin egen religiøse overbevisning i kristendomsfaget? Og hvordan kan lærerens eget subjektive engagement i givet fald være med til at støtte identitetsarbejdet hos elever i folkeskolen?"

Hun præciserer nogle vigtige begreber:

Religiøs: "'Religiøs' omfatter i dette projekt, trods dens indholdsmæssige betydning, også overbevisninger som for eksempel ateisme, da den også er subjektiv som andre overbevisninger med for eksempel en tro på Gud. Ateister er for eksempel også trosvæsener med en grundopfattelse af, hvad der er vigtigt i livet, så religiøs er i dette projekt et udtryk for, at man har en overbevisning, der er subjektiv, og som har betydning for ens tydning af tilværelsen". 

Folkeskolen: "Mit udgangspunkt er folkeskolen og dens bestemmelser i forhold til fagformål og ikke-konfessionel undervisning. Jeg vil dog også bruge den mere overordnede betegnelse 'grundskolen', da problemstillingen er relevant for alle lærere, der underviser i kristendomskundskab, herunder også på de frie skoler". 

Inddrage: "Når det i indeværende opgave skal undersøges, hvorvidt lærerens religiøsitet bør inddrages i undervisningen, er en bestemmelse af at inddrage nødvendig. At inddrage vil sige: medtage eller involvere i en sag, et forhold eller lignende. Når det her skal behandles, er det derfor en bred betegnelse for at bruge sin religiøsitet, hvor det for eksempel vil sige at tale om, diskutere og bruge sin overbevisning som oplæg til debat i undervisningen med eleverne".     

Forkyndelse: "Det er væsentligt at redegøre for begrebet forkyndelse, da dette ikke er lovligt i folkeskolen, og det derfor bliver vigtigt i undersøgelsen af lærerens religiøse overbevisnings berettigelse i undervisningen at definere, hvornår der forkyndes. Lektorerne Anne-Mette Nortvig og Mona Høgh betegner forkyndelse som en 'formidling af den eneste sandhed'). Den, som forkynder, gør troens indhold og betydning mere tydelig for den troende. Man hævder i forkyndelsen at have patent på sandheden, og vil overbevise andre om, at den tro er den rigtige. Dette begreb vil blive inddraget i analysen af de empiriske data".

Indefra-perspektiv: For at se på alternativer til lærerens brug af sin tro i undervisningen er det relevant at redegøre for, hvad et indefra-perspektiv er. Kristendomskundskab kan bruge et indefra-perspektiv i undervisningen, hvilket vil sige, at eleverne kan møde repræsentanter fra forskellige trossamfund som perspektiver på indholdet i undervisningen. Dette kan, ifølge Nortvig og Høgh, være et væsentligt bidrag til en nuanceret undervisning, hvor eleverne blandt andet kan lære at respektere andres trosopfattelser på den pågældende trosretnings egne præmisser. Dette vil i analysen blive brugt til at undersøge, om andre personer end læreren i kristendomskundskab kan bibringe perspektiver på undervisningen, og hvad det i så fald kan betyde for lærerens muligheder for at bruge sin egen religiøsitet".    

Undervisning kan ikke være værdineutral

Sara Kristensen inddrager den engelske religionspædagog Michael Grimmitt, som har undersøgt religionskundskabs bidrag til elevers personlige udvikling. "Jeg vil bruge hans syn på religionskundskabs bidrag til humanisering til at analysere empirien med", siger hun.

Michael Grimmitt benytter begrebet humanisering, som, han mener, er det overordnede mål med skolen: "Eleven skal finde ud af, hvad det vil sige at være menneske". Religionsundervisningen kan i den forbindelse særligt bidrage med at "få indsigt i en religiøs livstydning som en særlig form for svar på grundlæggende spørgsmål og som tydning af menneskelige erfaringer, anskuelser og værdier" samt "opdage, at det at lære om andre folks anskuelser og engagement kan bidrage til ens kendskab til sig selv og til udvikling af evnen til at træffe afgørelser i almindelighed", refererer Sara Kristensen 

Undervisning kan ikke være værdineutral, for det er et menneskeligt grundvilkår, at mennesker ikke kan være værdifri i deres tænkning, mener Grimmitt. Men hans ærinde er ikke, at læreren skal forkynde noget bestemt religiøst. Eleverne skal hjælpes til at blive mennesker, de skal ikke hjælpes til at tilhøre nogen bestemt religion", understreger Sara Kristensen. 

Religionslæreren må have et gennemtænkt værdistandpunkt, men det må ikke forhindre vedkommende i at tilskynde eleverne til selv at formulere deres egen værdiposition, siger Grimmitt. "Læreren, som selv har en religiøs tro, må være villig til på professionel vis at opfylde de pædagogiske mål, så den pædagogiske integritet er intakt. Læreren skal altså forene kravene fra den religiøse tro med pædagogiske krav". Fagets kvalitet er ikke afhængig af, hvilke religiøse overbevisninger læreren og eleverne har. Arbejdsfelt skal være adskilt fra personlige overbevisninger, så det kritiske blik på undervisningssagen bevares, siger Grimmitt.

En 8.-klasse på en kristen skole

Empirien til undersøgelsen har Sara Kristensen fundet i dybdeinterview med tre lærere, der underviser i kristendomskundskab, og i svar fra elever i en 8.-klasse på en kristen friskole. Eleverne fik 16 spørgsmål i et elektronisk spørgeskema.

"Daniel har undervist i kristendomskundskab i 3,5 år i 8.- og 9. klasse på en folkeskole, men er ikke uddannet i faget. Jakob underviser ligeledes i 8. og 9. klasse, han er uddannet i faget og har praktiseret undervisning i det i ti år. Han arbejder på en katolsk friskole. Sanne arbejder på en folkeskole og er uddannet i kristendomskundskab og har undervist i faget i indskolingen siden 2008 med enkelte års pauser".

"Den tredje informant, Sara, er blevet lokaliseret efter at have søgt direkte efter en holdning til at tale om sin tro med eleverne, da jeg efter de to første interviews fandt, at jeg manglede et andet perspektiv på spørgsmålene", fortæller Sara Kristensen.

"Eleverne i 8. klasse tilkendegiver med egne ord, hvordan de har det med at tale om deres egen tro, hvis læreren fortæller om sin. Det er gennemgående, at elevernes holdninger skal behandles med respekt fra læreren: 'Det kommer måske lidt an på, om læreren kunne finde på at nedgøre ens holdninger på tro' (Elev 7). 'Jeg tror ikke, jeg vil have det så svært med at tale om min tro i undervisningen, men hvis der er nogen, der synes, det er en dårlig tro, så vil jeg ikke have det så godt med det' (Elev 13). Læreren kan hermed være årsag til, at man ikke ønsker at dele sin overbevisning. Hvis der opleves en nedgørelse af ens personlige tro, intimiseres eleven. Læreren må ikke gå for tæt på eleverne med sin egen religiøse overbevisning, da dette kan være for grænseoverskridende. Som samtalerne med de mennesker, der er blevet religiøst intimiseret, viser, så er det ønskværdigt at vejlede eleven, men det skal gøres uden fordømmelse. Lærerne, jeg har talt med, prøver at skabe et åbent rum for at tale om tro. Derved kan det fremføres, at disse intimiseringer kan have dårligere kår, når der skabes et trygt miljø for at dele sin tro. Daniel fortæller blandt andet om noget af det vigtigste ved hans rolle i kristendomsundervisningen er: "At der ikke nogen, der føler, de er blevet trådt på, jeg passer rigtig godt på og sørger for at alle føler sig trygge og hjemme i faget og føler at det er et sted, der er trygt i forhold til at tale om holdninger og tro'. I stedet for at intimisere eleven, kan man konfrontere eleven".

Den gode konfrontering

"Konfrontering er den gode måde at påvirke på, hvor man som lærer kan være et modspil til eleven, så vedkommende udvikler sig. Daniel beskriver blandt andet, at der kan være elever, hvis holdninger muligvis kan være overtaget fra læreren: 'Men det, jeg plejer at gøre, når det bliver tydeligt for mig, at der er en, der gentager eller kopierer mine holdninger, er at prøve at stille nogle kritiske spørgsmål til det, for at udfordre eleven på den holdning. Om det virkelig er en holdning, som er forankret, eller om det er noget, der kan skabe yderligere refleksion, som jo også er helt vildt vigtigt i faget - det der med at skabe refleksion'.

Her vælger Daniel at udfordre eleverne, så de kan reflektere videre og udvikle sig, siger hun. "De andre to lærere nævner ikke eksplicit, at de bruger konfrontation. Dog svarer Jakob på, hvad der er vigtigt i hans rolle som kristendomslærer: 'Jamen, det er jo at åbne verden. Min største opgave, når jeg står der, det er sådan set at få dem til at se verden fra andre vinkler'. Her er ikke direkte nævnt en personlig konfrontation, der er dog tale om at åbne verden, og få dem til at se andre vinkler end deres egne, hvilket også sandsynligvis vil medføre en form for modsigelse af elevernes holdninger i undervisningen, når de skal se nye vinkler".         

De tre lærere er bevidste om, at de ikke kan undgå at påvirke eleverne. "Det er dog svært at konkludere noget på den baggrund, da de ikke selv har nævnt det, siger Sara Kristensen. De har måske ikke talt om det, fordi de ikke er blevet spurgt direkte om det, men forklaringen kan også være, at man som lærer måske ikke er bevidst om eller ikke vil uddybe i et interview, mener hun.

"Man kan dog inddrage Sannes standpunkt i forhold til ikke at ville tale om sin tro med sine indskolingselever. Sanne nævner, at hun ikke vil fortælle om det, da eleverne er små, og det i højere grad er forældrene, der skal præge elevernes personlige trosliv: 'Altså, jeg tænker, at man kan godt risikere sådan at komme i klemme i forhold til forældrene, hvis det er sådan, at man fortæller om, hvad man tror på uden ligesom at.. Altså, jeg har jo ikke deres accept af det'. Dette kan ses som en form for desertering, da hun ikke vil påvirke eleverne med sit eget standpunkt, men hun siger også, at hun ikke vil nægte sit religiøse ståsted, så hendes handlen kan muligvis i højere grad ses som en hensyntagen til forældrenes ret til at påvirke eleven", skriver Sara Kristensen. Problemstillingen om, hvor grænsen går mellem en lærers ret og pligt til at påvirke eleverne og lærerens naturlige tilbagetrækning, hvor eleverne må have tid til at danne egne holdninger, er interessant, mener hun.

På spørgsmålet om, om der er nogle ulemper ved at tale om sin tro, nævner Daniel, at han forsøger at undgå at inddrage eleverne for massivt, hvis de ikke ønsker det: "Derfor tror jeg virkelig, at man skal gøre rigtig meget ud af at fortælle, at tro det er en privatsag, og det må det også gerne blive ved med at være. Man må gerne sidde og lytte med i det her fag, i hvert fald i lang tid, synes jeg, fordi det for nogen kan være meget personligt, meget privat'. "Ifølge dette udsagn vælger han at lade eleverne lytte og deltage på egne præmisser, da det kan være privat at tale om sin tro. Han tilføjer, at de dog ikke udelukkende kan sidde og følge med på sidelinjen, hvilket gør, at han på et tidspunkt sandsynligvis vælger at konfrontere eleverne, men, at han, ved at lade dem blive trygge i undervisningen inden deltagelse, viser en afart af tilbagetrækning.     

Med dette afsæt kan der argumenteres for, at hvis lærere vil fortælle om deres egen tro i undervisningen, må de tilstræbes at undgå intimisering, siger både elever og lærere. Det kan nemlig påvirke eleverne, så de ikke vil deltage i kristendomsundervisningen, og derved opnår de jo ikke de mål, som er opstillet i kristendomskundskabs fagformål eller folkeskolens formålsparagraf, understreger Sara Kristensen.

Ægthed, respekt og åbenhed

I første del af problemformuleringen spørger hun, om man som lærer bør inddrage sin egen religiøse overbevisning. Svaret afhænger af, hvordan læreren gør det, siger Sara Kristensen. Ligesom Grimmitt mener de tre interviewede lærere, at det er umuligt at være værdineutral i sin undervisning. Derfor er det vigtigt, at læreren har tænkt sit eget standpunkt igennem. Konfrontering og tilbagetrækning er gode måder. De interviewede lærere lægger vægt på åbenhed, tryghed og plads til forskellige standpunkter, og et flertal af eleverne siger, at de gerne vil tale om deres tro, men ikke ønsker at få deres synspunkter sat i et dårligt lys af læreren eller andre. Der kan altså konkluderes, "at det at vise noget af sig selv er et vigtigt element, når man er lærer. Autenticitet giver ægthed og viser engagement, som eleverne i høj grad er tilhængere af. Brugen af egen religiøsitet som lærer kan være med til at give autenticitet, da man herved henviser til noget uden for en selv, som man tillægger betydning", skriver Sara Kristensen.  

Der er ikke nødvendigvis er en modsætning mellem at fortælle om sin tro og være ikke-konfessionel, så længe man som lærer tilstræber objektivitet og ikke fastholder sin egen tro som den eneste sandhed, siger hun. Hendes samlede svar på problemformuleringens første del er altså, at man godt kan inddrage sin egen religiøsitet i kristendomsfaget, hvis man behandler elevernes overbevisninger med respekt og åbenhed.  

En ikke-konfessionel overligger

I anden del af problemformuleringen spørges der: "Hvordan kan lærerens eget subjektive engagement i givet fald være med til at støtte identitetsarbejdet hos elever i folkeskolen". Ud fra sin analyse svarer Sara Kristensen, at "lærerens religiøsitet kan bruges til at være en figur, hvis holdninger, man kan spejle og modspejle sig i, og derved gøre det nemmere for eleven at finde sit eget ståsted, da der er en fast holdning, man kan være enig eller uenig i, som er en del af de ydre betingelser, som identiteten skabes i forhold til. Det giver også mulighed for, at eleverne kan spørge ind til specifikke aspekter af troslivet og derigennem udvikle eget værdigrundlag".

Lærerens religiøse engagement kan primært bruges i udskolingen, siger hun. "Her kan det benyttes som diskussionsoplæg, mens det i indskolingen ikke bliver så relevant for identitetsarbejdsprocessen, da det primært først er i ungdomsårene, der stilles sammenhængende meningsspørgsmål".

De interviewede lærere siger, at elever i indskolingen ikke kan forholde sig kritisk til lærerens ståsted, som ældre elever kan. "Ud over at være en mur, eleven kan spille op ad, kan læreren i kraft af sin rolle som betydningsbærende selvobjekt være med til at vise, hvor eleverne kan søge hen, hvilket kan hjælpe selvets andenhenførende rettethed. Lærerens overbevisning kan vise retning for eleverne. Derudover har lærerens engagement og ståsted betydning for elevernes engagement og udvikling af egne værdimæssige standpunkter. Dette skal man som lærer være meget opmærksom på, da der skal være mulighed for at skabe sine holdninger - og derved identitet - i åbenhed".  Lærerens religiøsitet indskrænker ikke elevernes frihed til at vælge, hvad de skal tro på, siger Sara Kristensen, og lærerne mener, at det kan være med til at udfordre eleverne og styrke deres kildekritiske sans. 

Det kan give værdifulde og mangfoldige perspektiver at bruge personer fra forskellige trosretninger i undervisningen. Eleverne vil kunne spejle sig samtidig med, at de kan forholde sig kritisk til personernes udsagn, og læreren vil kunne fremstå mere objektiv, siger hun. I elevsvarene har hun dog ikke fundet tegn på, at eleverne får mere lyst til at tale om tro i undervisningen, når læreren bruger sin egen religiøsitet, så konklusionen beror alene på teoretikernes og de tre læreres udsagn, understreger Sara Kristensen. 

Når man underviser i kristendomskundskab, skal man optræde med "en ikke-konfessionel overligger", siger hun. Man kan vælge at vise, hvad man tror på og bruge det aktivt. Det er en mulighed at konfrontere - det vil sige at 'provokere' sine elever og give dem modstand, så de udvikler sig og får lov til at reflektere over deres eget standpunkt, i sidste ende kan det være med til at bidrage til elevens alsidige udvikling, mener Sara Kristensen.

"Jeg vil også pege på muligheden for at tale om problemstillingen med fagfæller, for at finde ud af, hvordan de praktiserer. Det kan medvirke til en øget åbenhed om emnet", siger hun. Men det vil være problematisk med fælles retningslinjer for folkeskolen, understreger hun. "En holdning kan føles naturlig for den ene og påtaget for den anden, så hvis autenticiteten skal beholdes - og det ikke kun skal være med henvisning til betydningshorisonter, men også til ægthed - må der være frihed til selv at vurdere".

Under alle omstændigheder er det hensigtsmæssigt at gøre sig det klart, hvad der er ens trosmæssige ståsted, så man selv er klar over fra hvilken position, man underviser, siger Sara Kristensen: "Man kan ikke være neutral, så man må reflektere over, hvor holdninger og trosforestillinger kommer fra, så det bliver en forsvarlig, gennemsigtig undervisning". 

Det er vigtigt, at læreren er klar over, at han påvirker eleverne, og at det har betydning, hvordan man agerer i samværet med dem. Lærerens tro kan være til stede i rummet som en mulig opposition eller identifikationsmulighed. Man skal også være klar over, at man må tage 'påvirkningen på sig', så man ikke forfalder til at ville undgå at påvirke eleverne, for det vil være at svigte dem, mener Sara Kristensen.   Læreren skal være opmærksom på, at hvis han vælger at fortæller om sin engen tro, skal eleverne tydeligt kunne mærke, at de kan frasige sig lærerens standpunkter. Den enkelte eleven skal altid vide, at han eller hun altid har frihed til at finde frem til sin egen overbevisning.

Da faget også skal arbejdes kritisk, som Grimmitt mener, er det også vigtigt, eleverne kan undersøge alle religiøse standpunkter kritisk, og lærerens standpunkt er selvfølgelig heller ikke er fredet, - men skal måske i særlig grad udfordres for at sikre en tilnærmelsesvis objektiv undervisning, understreger Sara Hove Klok Kristensen.

Se hele professionsbachelorprojektet: 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

De bedste professionsbachelorprojekter og pædagogiske diplomprojekter

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.256 andre er allerede tilmeldt

Religionsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Religionslærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
987 andre er allerede tilmeldt