Ny pjece skal lette overgang fra daginstitution til skole

En ny pjece fra Undervisningsministeriet og giver bud på, hvordan samarbejdet mellem daginstitutioner og skoler kan forløbe godt, når børnene skal starte i skole. Med eksempler fra forskellige kommuner vises muligheder for gode overgange.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"I Allerød Kommune indgår alle dagtilbud i skoledistriktet en samarbejdsaftale med skolen. Aftalen skal sikre:

At børnehavebørnene har været på besøg på skolen

At børnehaveklasselederen har besøgt børnehaven og hilst på de kommende skolebørn

At relevante oplysninger om barnet gives videre

At der afholdes fælles arrangementer for forældrene", lyder et af eksemplerne i pjecen.

Forslag til tværfagligt samarbejde

Pjecen er den ene af tre, som Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet udsender om skolestart. Der er en pjece henvendt til forældre, en henvendt til kommuner og en henvendt til skoler og dagtilbud, alle tre med titlen 'På vej i Skole'. Pjecerne giver forslag til tværfagligt samarbejde, dialog og aktiviteter, der kan lette overgangen fra dagtilbud til skole.

"For mange børn er første skoledag symbolet på et nyt kapitel i deres liv, fordi der nu sættes fokus på barnets uddannelse. Den er en anledning til at begynde på nye udfordringer og oplevelser. En god skolestart gavner resten af uddannelsesforløbet og resten af livet", siger undervisningsminister Bertel Haarder.

'På vej i skole' er inspireret af regeringens skolestartsudvalg og den bliver sendt til alle skoler, dagtilbud og kommuner.