Debat
3   106

Ja eller nej?

Jeg kan ikke vide det, for jeg er ikke mere praktiserende lærer. Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening anbefaler et ja til den netop forhandlede aftale, hvad vil der ske, hvis lærerne samlet set ikke følger anbefalingen? Det hele drejer sig i bund og grund om, at man som lærer vil lave god undervisning. Det, der fik mig til at forlade den praktiske undervisning, var umyndiggørelsen. Jeg kunne ikke mere få øje på det demokratiske Danmark, hvor jeg var en aktiv del af samspillet mellem undervisning-forskning-politik. Jeg er ikke et får i en flok, som politikere og forskere kan dirigere rundt. Som lærer vil jeg være medspiller i det politiske og i det forskningsmæssige, det er demokratisk, det er, hvad kampen for mig drejer sig om. At lave god undervisning, at kunne stå inde for den. Jeg vil have respekt for min demokratiske ret til at ytre mig. Når den gode undervisning ikke kan lade sig gøre - som det sker med den nye reform - vil jeg have retten til at sige fra. Jeg vil have, at politikere og forskere skal lytte til den viden, jeg som lærer har. Er det så et ja eller nej? Jeg er ikke mere en praktiserende lærer, der kan svare. Jeg kan nu bare skrive. Jeg har nedenfor skrevet om god uddannelse ud fra Gert Biestas oprørske bog.

En tragisk nødvendig bog

Pædagogik og uddannelse er underlagt en økonomisk politik, som truer god uddannelse – der er brug for oprør

Artiklen fortsætter under banneret

Om  bogen God uddannelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati.  Af Gert Biesta (Forlaget klim. 2011)

Af Lærke Grandjean

Den tragiske nødvendighed af Gert Biestas bog Good education in an age of measurement er ikke blevet mindre på de fire år, der er gået siden den danske udgivelse i Joachim Wrangs oversættelse. Tværtimod. De ekstremt dårlige rammer for uddannelse er i disse management-målingstider med alle blinkende lygter rykket helt op i det røde felt. Den manglende formålsdiskussion med den nye folkeskolereform, de nye radikal ændringer i både lærer, og pædagoguddanelserne og hele den alt-igennem-trængende økonomiske rationalediskurs. Den har som en altfortærende steppebrand bredt sig fra det frie liberale erhvervsmarked til det offentlige, herunder til det pædagogiske uddannelsesfelt og har lagt debatter om etik, politik og demokrati  øde.

Økonomisk målstyring undergraver samfundets fundament

Gert Biesta, der er professor fra Luxembourg og en af verdens førende uddannelsesforskere, pointerer denne tragedie på sin egen stille og rolige måde, som præger hele denne veldisponerede lille bog på 155 sider. Analyserende og perspektiverende stiller han klart til skue, hvordan hele uddannelsesfeltets forandringsparathed til økonomiske rationaler undergraver rationalet om, at uddannelse er selve fundamentet for samfundets overlevelse – det er her mennesker kvalificeres til arbejde, får værdier med sig i livet og bliver dannet til at tage vare på eget og fællesskabets liv.

Kritik og oprør mod uigennemtænkt lovgivning

Mange mennesker fra hele verden har opmuntret og inspireret Gert Biesta ved deres lidenskabelige arbejde med uddannelse. Disse mennesker helliger sig undervisning men begrænses af megen uigennemtænkt lovgivning, og Gert Biestas hensigt med sin bog er derfor at bidrage til kritik og oprør mod disse begrænsninger. Han mener nemlig, at der mangler et vokabularium, hvor der kan stilles spørgsmål til uddannelsens mål og formål.

Læringsbølgen skal stoppes med værdidiskussioner

For Gert Biesta er det afgørende nødvendig for at igangsætte en ny og tilbundsgående offentlig diskussion om, hvad uddannelse er til for.

Der har nemlig bredt sig en farlig læringsbølge på skoler, gymnasier og universiteter. Denne bølge bygger på viden fra resultatmålinger, evidensberegninger og ledelsesmæssige accountabilityformer – altså naturvidenskabelige og økonomiske vidensopfattelser. Men man kan ikke opnå god uddannelse ved at fortrænge normative værdispørgsmål – humanistiske vidensopfattelser. Så for at opnå god uddannelse er det nødvendigt at føre værdidiskussioner og dermed pejle sig frem til en fælles retning. Hvad vil vi opnå med uddannelse? Hvor vil vi hen? God uddannelse handler om at oversætte individuelle behov og præferencer til det fælles ønskværdige for et samfund.

I diskussionen om, hvad god uddannelse så er og bør være, skal man skelne mellem tre forskellige roller og funktioner: Uddannelse skal både kvalificere, socialisere og subjektivisere. Og først og sidst skal uddannelse medføre en sådan frihed, at den enkelte kan tilegne sig en selvstændig og kritisk dømmekraft. Den helt afgørende forskel mellem læring og uddannelse er nemlig, at man i uddannelsesprocessen skal lære at forholde sig til sine og andres individuelle behov på en indsigtsfuld, etisk og politisk måde. Dette er ikke intentionen i læringsbølgen, selvom fortalerne for målinger og økonomiske beregninger af uddannelsens effekt ellers påstår, at en sådan bølge kan bestemme retningen for borgere og samfund. Men denne påstand er en farlig virkelighedsfortrængning, som man må italesætte for at kunne komme den til livs.

Farligt at værdsætte det, der måles – i stedet for at måle det, der værdsættes

Man skal således snarere diskutere, hvordan man opnår god uddannelse – end effektiv uddannelse. Derfor skal man holde op med at forsimple uddannelsens funktioner og roller. Gert Biestas tre begreber kvalifikation, socialisation og subjektifikation handler netop om, at man skal forholde sig til uddannelse som et meget sammensat felt, hvor det er nødvendigt eksplicit at forholde sig til formålet med de forskellige funktioner og roller. Er formålet fx inden for matematikkens delområde division at skære ting i stykker – eller er formålet at dele? Dette rejser spørgsmålet om retfærdighed, altså et værdispørgsmål, som har at gøre med subjektifikation og socialisation. Hvilke muligheder har den enkelte elev for at være og blive sig selv og samtidig en del af fællesskabet – i mødet med matematikken? Herudover kan den samme elev udsættes for kvalifikationens mere resultat-målbare formål om at tilegne sig selve divisionens tekniske redskaber, fx at lære den lille tabel at kende. Pointen for Biesta er, at tidens uhæmmede og uigennemtænkte brug af data, statistikker og sammenlignende oversigtstabeller er farlig, fordi den måler på et alt for enstrenget og ensidigt fundament. God uddannelse skal indebære sammensatte, nuancerede værdidiskussioner med udgangspunkt i funktionerne og rollerne: Kvalifikation, socialisation og subjektifikation. Det er disse funktioner og rolle, der skal drøftes og måles.

Uddannelse er ikke en sygdom og eleverne skal ikke behandles som patienter

Det er en trussel mod selve det demokratiske fundament, at man i dag verden over sammenligner uddannelsesområdet med det medicinske. For der er den store forskel, at man i den medicinske forskning ofte med fordel kan benytte tekniske evidenssmetoder, fordi man skal opnå objektive, effektive resultater (så man kan finde ud af, hvad der virker mod sygdomme) – men i uddannelsesspørgsmål handler forskningsviden i høj grad om at vurdere, hvad der er ønskværdigt for et samfund. Hvilken viden skal befolkningen have? Hvad er gode borgerdyder og hvordan danner skolen til tilværelsens mangfoldighed? Fx ønsker vi jo ikke mere at slå børn, hvis de svarer forkert – det er ellers en effektiv teknik til at opnå målbare skoleresultater. Men tæv bliver man jo ikke et sundt, lykkeligt eller socialt menneske af, mener vist de fleste i dag. 

Det, der virker i medicin – virker ikke i uddannelse

Gert Biesta inddrager Aristoles´ videns- og erkendelsesopfattelse til at analysere forholdet mellem forskning og praksis, og hans pointe er, at sammenhængen mellem forskningen og den praktiske undervisning skal ses som et anliggende for visdom, etik og politik, og altså ikke blot som et teknisk evidensanliggende, som man ellers godt kan bruge i medicinens verden. Men uddannelse er altså ikke en patient, der skal op på lægebriksen til en objektiv diagnosticering.

Gert Biesta ser, med Dewey, derfor også kritisk på Descartes opfattelse af verden som udelukkende objektiv og rationel målbar. Vi erkender derimod ”som en måde at gøre noget på”. Vi får erfaringer. Det handler så om, at forskerne bruger disse erfaringer og samtidig bruger deres fantasi til at forestille sig forskellige udvidede muligheder for, hvordan vi kan gøre tingene. Disse muligheder skal forskerne så igen skabe en dialog om med de praktiske undervisere, som så herudfra skal ud og gøre nye praktiske erfaringer….og sådan skal dialogen fortsætte. Med i denne dialog skal også være politikere og borgere, for demokrati handler om, at vi alle forholder os til dette samspil mellem forskning, politik og praksis.  Vi skal stille de eftertænksomme spørgsmål  hvor vil vi hen?  Hvordan skal vi handle for at komme dér? Med hvilken viden? For hvis vi udelukkende stiller spørgsmålet om, hvad virker?  - så fortrænger vi alle de spørgsmål, der sætter gang i den demokratiske debat. Det er både farligt og dumt.

Økonomisk ansvarlighed er et middel – ikke et mål i sig selv

Med Zygmunt Bauman er Gert Biesta dog trods alt lettere optimistisk i synet på, at vi kan få en demokratisk diskussion om, hvad god uddannelse er og i fremtiden skal være. For det ligger i kortene, at hvis man vil tage politisk ansvar, så må man også sætte sine egne ”egoistiske/økonomiske” interesser lidt til side – for at have fokus på det, der er fælles samfundsmæssige anliggender. Egoismen, forstået som hvad kan betale sig for den enkelte, skal derfor holdes i ave, og den neoliberale kapitalismeansvarlighed, accountability, ser Gert Biesta derfor som apolitisk, antidemokratisk og dybt problematisk. For det er desværre blevet udbredt overalt i verden, at det er økonomien i sig selv, der er målet, når vi diskuterer ansvarlig uddannelsespolitik. Dette er en egoistisk og helt misforstået venden-op-og-ned på, hvordan man forholder sig ansvarligt til det fælles bedste i samfundet. Økonomisk ansvarlighed, accountability, er et middel til at opnå uddannelsespolitiske mål – og ikke et mål i sig selv.

Demokratisk ansvarlighed er at kritisere og protestere mod topstyring og kontrol

Heldigvis kan de fleste godt se, at livet ikke skal opfattes som et kortspil, hvor det drejer sig om at vinde over hinanden. Og i bund og grund ved vi godt, at det ikke er godt nok bare at være egoistiske og tænke på egen vinding. Det er det, der får Zygmunt Bauman, og med ham Gert Biesta, til at forholde sig lettere optimistisk. For de mener, at det at være ansvarlige for hinanden er et menneskeligt vilkår, et reelt ønske, som den neoliberalistiske kapitalismeansvarlighed, accountability, helt overser. Den verdensudbredte accountability-kultur topstyrer nemlig uddannelsesinstitutioner til ensrettede og alt for forenklede effektivitetspræstationer – for dermed at måle og kontrollere processer og her-og-nu tilfredshedsgrad hos ”kunderne i uddannelsesforretningen”. Men denne topstyring og kontrol fra stat og ministerier ødelægger de betydningsfulde tillidsforhold, der skal skabe demokratiske forhold for uddannelse. Dette vil hverken fagfolk eller borgere på lang sigt finde sig i, for der er et dybt og grundliggende ønske i alle mennesker om at være ansvarlige overfor hinanden. Som modsvar til neoliberalisternes måde at tale om ansvarlighed på drejer det sig derfor om for den enkelte – personligt og fagligt – at gribe muligheden for at være ansvarlig for vores ansvarlighed. I praksis indebærer dette at kritisere og protestere mod tidens, demokratisk set, uansvarlige topstyring og kontrol.

Pædagogisk ansvarlighed er at forstyrre det normale

Hvis man af pædagogisk og uddannelsesmæssig vej skal opøve elevernes/de studerendes evne til at være kritiske, så kræver det faktisk, at undervisere, forskere, politikere og embedsfolk opgiver at tro, at man kan styre eller skabe menneskelig subjektivitet. For det er netop friheden for den enkelte - til dels at finde sig selv i tilværelsen og dels at blive en del af samfundet på en kritisk, selvstændig måde - der gør, at man kan tale om ægte menneskelig subjektivitet. Hvis undervisere, forskere, politikere og embedsfolk derfor vil fremme kritiske selvstændige borgeres muligheder, så skal man i uddannelsen skabe rum for en åben eksistentiel pædagogik, som tør stille spørgsmålstegn ved det normale.  Man skal altså ikke blot undervise for at skabe målelige resultater, fx færdigheder i matematiske beregninger – eller for at ensrette til fx at gå i fælles takt. At undervise efter allerede angivne metoder, der er styret af fornuft og allerede vedtagne/afprøvede normer, er derfor ikke pædagogisk set nok – for undervisningen skal turde vise livet i al dets uforudsigelige, jordiske mangfoldighed.

Gert Bieste kritiserer således Kants forståelse af fornuften, som selve grundlaget for et godt, normalt samfund. Gert Biesta mener, med Hannah Arendt og Emmanuel Levinas, at man ikke alene kan tænke sig frem til alle de muligheder, der er for den menneskelige subjektivitet. Man skal derimod have modet og løbe risikoen for at se det enkelte menneske som unikt forstået sådan, at vi alle altid er grundlæggende forskellige - og derfor uerstattelige. Denne opfattelse af grundvilkåret for mennesket betyder, at man ikke på forhånd kan tale om, hvad der er normalt. Det fælles må på ny igen og igen skabes. Af os alle hver for sig sammen - og i fællesskab.

Med Foucault siger Gert Biesta imidlertid, at der er en risiko ved således at forstyrre det såkaldt normale ved at stille sig åben over for en unik menneskelig frihed. Men den risiko skal vi turde løbe.

For selvom et frihedssøgende og risikovilligt uddannelsessystem kan komme til at møde en ny Hitler eller Pol Pot – så bør vi ikke forspilde muligheden for fx at møde en ny Mother Teresa, eller Martin Luther King.

Samfundet skal oversætte individuelle behov til det fælles ønskværdige

”There is no such thing as society” udtalte Margaret Thatcher I Women´s Own Magazine I 1987, og hun fortsatte: “People have got the entitlements (rettigheder) too much in mind, without the obligations (pligter)”.  Man kan ud fra disse udtalelser fra den engelske jernlady forstå den neoliberalistiske tankegangs verdensomspændende udbredelse i de seneste årtier. Det hele handler om den enkeltes pligt til at klare sig selv – rettigheder til samfundets hjælp og understøttelse kan man kikke i vejviseren efter. I Danmark startede den offentlige sfæres nedtur med privatisering og indførelse af new Public Mangement i 90´erne. Der blev indført brugerbetaling, taxameterordninger og udliciteringer af uddannelsesinstitutioner til privat markedsføring. Problemet er derfor i dag, ifølge Gert Biesta, at borgerne er blevet ”kunder” i uddannelsesbutikken, og de stiller individualistiske krav, som ikke nødvendigvis er demokratiske krav. Kundekrav er nemlig primært motiveret af private ønsker - og det er i modstrid med de demokratiske krav til uddannelsesinstitutioner, som må være, at de skal opfylde samfundets kollektive ønsker. Det er derfor nødvendigt, at gå imod Margaret Thatchers tankegang, sådan som hun udtrykte den i 1987. Med Zygmunt Baumann mener Gert Biesta således, at det moderne, individualiserede samfund fordrer ” en styrkelse, ikke en svækkelse af den offentlige sfære”.  Det drejer sig om, at samfundets offentlige institutioner skal være deres demokratiske ansvar bevidst og oversætte/transformere individuelle behov til fælles ønskværdige mål. Skolers, gymnasiers og universiteters udfordring er derfor at bidrage til en demokratisk livsform – ved at tænke i et politisk fællesskab

Læringsmuligheder i demokrati – i uberegnelige øjeblikke

Man kan ikke lære børn og unge at være gode demokrater, siger Biesta, med Filosoffen Rancière. For demokrati er ikke noget allerede eksisterende, som man så kan få andre ind i, ved at være inkluderende. Nej, demokrati er ikke ”et regime eller en social livsform” – men snarere en fordring om lighed. Demokrati opfattes imidlertid i den moderne herskende diskurs som noget, der er permanent og normalt, men det er ifølge Biestas læsning af Rancière helt forkert. Man må derfor gøre oprør både imod, at samfundets institutioner, som fx skoler og universiteter, har en ”orden af organer, der definerer fordelingen af måder at gøre ting på” - og imod sociale relationers forsøg på at udøve misforstået demokratisk inklusion. Demokrati kan ikke forstås som allerede eksisterende institutioner - hverken samfundsmæssige eller sociale. Demokrati er udtryksformer, som politiske aktører kun kan realisere ved at forstyrre den gældende orden. Det er dog ikke meningen for Rancière, og med ham Biesta, at at skabe konstant kaos og forstyrrelse, men det afgørende er, at der kan skabes rum og tid til at diskutere og forhandle med henblik på at skabe lighed for alle. Demokratisk uddannelse handler derfor både om at understøtte gode demokratiske dyder som debat og forhandling – og samtidig om at understøtte nye forslag til politiske emner, som godt nok kan forstyrre og ruske op i de allerede etablerede forestillinger, men som måske kan bringe nye syn på lighed og frihed.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ