Statspenge til bedre arbejdsmiljø i skolerne

Staten har afsat 25 millioner kroner til forbedring af arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser. Det handler om formidling af forskning og god praksis samt et rejsehold, der kan skabe debat om arbejdsmiljø på blandt andet skoler og sygehuse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er Videncenter for Arbejdsmiljø, der står for rejseholdet. Formålet er at styrke formidlingen af forskningsbaseret viden, at gøre opmærksom på gode eksempler og at påvirke arbejdspladser som daginstitutioner, skoler, sygehuse og ældreområdet. Det kan for eksempel ske ved store temamøder for personalet, for lederne og for nøglepersoner som sikkerhedsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter eller MED-udvalg. Det udadvendte arbejde begynder for alvor i 2009, men personerne bag rejseholdet er allerede nu klar til at modtage bestillinger.

"Vi er ikke rådgivere og proceskonsulenter", understreger Rikki Hørsted, der er chefkonsulent på rejseholdet.

"Vi skal formidle viden. Vi skal ikke tage arbejdet fra rådgivere og proceskonsulenter, ligesom vi ikke har nogle kontrolfunktioner og heller ikke er akutte problemløsere. Det er ikke sådan et rejsehold, vi er".

Møder med mulighed for dialog

Rejseholdet vil gerne arrangere stormøder. Det kan være et møde, om hvordan en faggruppe kan mestre stress. Men da hovedformålet er formidling, kræver rejseholdet, at det skal være et møde for mellem 50 og 500 deltagere. Og helst for en gruppe af ledere og sikkerhedsrepræsentanter eller andre forskellige grupper, hvor der er mulighed for en dialog.

"Mindre arbejdspladser vil vi gerne pulje med nogle, der ligner dem, sådan at vi får et større forum og mulighed for debat. Vi vil gerne sætte en proces i gang", siger Rikki Hørsted.

Et arrangement kan være et møde på tre til seks timer, men man kan også bestille rejseholdet til et foredrag.

En kommune eller en lærerkreds kan for eksempel få rejseholdet ud gratis til et møde, om hvordan man fremmer trivslen. Oplægsholdere og igangsættere er rejseholdets repræsentanter, og kommunen eller kredsen skal selv stå for udgifterne til mødelokaler, eventuelt traktement og så medarbejdernes forbrug af arbejdstid for at deltage i mødet.

Rejseholdet tilbyder at arrangere personalemøder, hvor målgruppen er hele arbejdspladsen, temamøder til eksempelvis skoler, som kan samles fra én kommune eller stormøder for arbejdsmiljøinteresserede medarbejdere.

Interesserede kan henvende sig til rejsehold@vfa.dk eller til Rikki Hørsted på rih@vfa.dk eller på 39 16 53 30.

Rejseholdet vil her i vinter desuden stå bag en kampagne til fremme af trivsel på arbejdspladserne.

Læs mere