Borgerne skal kunne se, om en skole rent faktisk leverer de ønskede resultater, mener formand for regeringens produktivitetskommission Peter Birch Sørensen.

Produktivitets-kommissionen: Mål skolerne på resultaterne

Mål skolerne på resultaterne, anbefaler regeringens produktivitetskommission. Det vil gøre skolerne mere effektive, mener kommissionen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forældrene skal kunne se klart og tydeligt, om skolen leverer varen, mener regeringens produktivitetskommission, der i dag afleverer sine anbefalinger til, hvordan den offentlige sektor kan effektiveres.

Og varen er resultaterne, altså for eksempel karaktererne i dansk og matematik i afgangsprøverne i 9. klasse.

"I stedet for en masse regler for, hvordan de offentligt ansatte skal udføre deres arbejde, er der brug for klare krav til, hvilke resultater de offentlige institutioner opnår", udtaler kommissionens formand Peter Birch Sørensen i en pressemeddelelse.

"Man bør droppe mange krav til dokumentation af arbejdsprocesser og i stedet måle det, der betyder noget - resultaterne. Borgerne skal kunne se, om en skole, et plejehjem eller en børneinstitution rent faktisk leverer de ønskede resultater", uddyber han.

Stil krav om resultater

Altså: Udskift regler om processer med klare krav til resultater. Lad de offentlige ledere og medarbejdere bestemme mere selv - giv dem mere frihed - og hold dem så ansvarlige for, om de når resultaterne. Beløn dem, der når resultaterne, og stil nye krav til dem, der ikke gør, anbefaler kommissionsformanden.

Med de klare krav til resultater følger større frihedsgrader til ledere og medarbejdere - de skal i langt højere grad selv bestemme, hvordan de vil løse deres opgaver.

 "Alle regeringer taler om afbureaukratisering - men det går den stik modsatte vej. Og den kurve må og skal knækkes. Det vil motivere medarbejderne og skabe større fleksibilitet. Der er brug for at sætte regelforenklingen i system. Det kan blandt andet ske ved at bruge erfaringerne fra frikommuneforsøgene og udfordringsretten," siger Peter Birch Sørensen.

Produktivitetskommissionen opfordrer også parterne på det offentlige arbejdsmarked til at se på overenskomsterne med friske øjne, så de kan være med til at forny den offentlige sektor.

Skolechefer: Produktivitets-kommissionen rammer ved siden af målskiven

Læs mere

Læs Produktivitiets-kommissionens rapport