Når børn begynder deres sprogtilegnelse, finder voksne det ofte sødt og sjovt, når barnet udtaler ord forkert, bytter rundt på fonemerne og afprøver sproget. Men på et tidspunkt tager bekymringerne over, hvis barnet ikke rigtig kommer videre med sproget og skiller sig ud fra de andre, skriver Lise Ejg i pædagogiske diplomafhandling fra professionshøjskolen Via.

Som specialundervisningslærer for børn i læse-skrive-vanskeligheder på en almen folkeskole har hun erfaret, hvor vigtigt det er, at "det fonologiske fundament støbes så solidt som muligt for at undgå de nederlag, det uomtvisteligt giver de børn, der ikke får gang i læsningen og skrivningen i tide," fortæller hun.

Logopæden som samarbejdspart

Problemformuleringen for det afsluttende PD-projekt lyder: "I lyset af tidens tendens til konsultativt arbejde analyseres og diskuteres logopædens muligheder inden for forebyggende, foregribende og indgribende indsatser i relation til førskolebørn i fonologiske vanskeligheder."

Det er en gammeldags tanke, at logopæden er eksperten, der løser et problem uden for barnets vante rammer og uden involvering af barnets øvrige voksne, skriver Lise Ejg og fokuserer på samarbejdet som en vigtig faktor inden for det logopædiske virke og det dysfonologiske område.

Hvis inklusionen skal lykkes, kræver det tværfagligt samarbejde, så barnet, der er i vanskeligheder, kan være i sit vante miljø så meget som muligt.

Forældrenes rolle som aktive medspillere er i projektet inddraget ud fra generelle betragtninger, og i den behandlede case om Ida vil det, skriver hun, være relevant at inddrage barnets forældre og stuepædagog/sprogvejleder i en samarbejdskontekst, fx på baggrund af VækstModellen, hvor man i fællesskab undersøger, hvordan alle de voksne omkring Ida konkret kan støtte hendes sproglige udvikling i hverdagssituationer. "Ved en kontinuerlig indsats sker der hurtigere en automatisering af den fonologiske genkendelse og repræsentation, som derved vil gøre hende så parat til skolestart som muligt."

Af bekendtgørelse nummer 356 fra Undervisningsministeriet fremgår det, at drøftelser med skole og hjem samt andre med kendskab til barnets særlige behov, skal finde sted på PPR's initiativ før skolestarten for eventuelt at igangsætte specialpædagogisk bistand til barnet. Hvis barnet har fonologiske vanskeligheder, vil det være relevant med et samarbejde med skolens, så ikke kun den kommende børnehaveklasseleder men også læsevejlederen kan være særlig opmærksom på det barn, der i børnehaven har fået, og måske stadig får, logopædisk bistand. På denne måde vil der kunne arbejdes forebyggende og foregribende med barnets skriftsproglige tilegnelse, så en egentlig specialundervisning forhåbentlig kan undgås.

Klassificering bestemmer undervisningsmetoden

Logopæden skal kunne navigere i forskellige domæner i forskellige kontekster inden for dysfonologi, og hendes indgribende arbejde skal baseres på et højt fagligt niveau på baggrund af en procesanalyse, som er foretaget ved hjælp af valide test, skriver Lise Ejg Kristensen i sin konklusion og refererer til ny forskning, som peger på, at man med en differentialdiagnostik kan klassificere barnet inden for fire grupper af fonologiske vanskeligheder. På den baggrund kan man så vælge den undervisningsmetode, der er dokumenteret til at have bedst effekt.

Ved hjælp af klassificeringen bliver det også lettere for logopæden at vurdere om, og i givet fald hvornår, der skal sættes ind over for barnet. Og ved at arbejde sammen med dagtilbuddet - repræsenteret ved leder og sprogvejleder - har logopæden gode muligheder for at arbejde forebyggende og foregribende.  Og samarbejdet kan med fordel struktureres på grundlag fx VækstModellen, hvor alle kan bidrage med handlemuligheder i intentionen om at støtte barnet bedst muligt.

Hele diplomprojektet kan findes til højre under EKSTRA: Logopædens rolle og opgaver inden for dysfonologi