Lærer Dorthe Lambertsen har en urtekniv i baglommen, en skruetrækker i sokken og to køkkenknive i tasken, da hun fredag morgen stormer ind i en søvnig 9.x på Vadgårdskole i Søborg. Klassen skal arbejde med Det Kriminalpræventive Råds materiale »Natten er 99 procent fri for kniv«, og til den lejlighed har Dorthe Lambertsen bogstavelig talt bevæbnet sig til kamp mod de unges fordomme.

»Hvad er der sket, siden vi havde samfundsfag sidst?« spørger Dorthe Lambertsen ud i klassen. Lange teenagearme begynder at skyde i vejret.

»Der er blevet affyret skud i Høje Gladsaxe. Mine forældre er ikke længere trygge ved, at jeg færdes derude«, svarer en elev.

Eleverne bor i et område præget af bandekriminalitet. Politiet patruljerer jævnligt og har indført visitationszoner for at undgå skudepisoder. Dorthe Lambertsen ved, at det fylder i elevernes hverdag, og blandt andet derfor har hun valgt at bruge det obligatoriske forløb om ungdomskriminalitet til mate-rialet, der baserer sig på social pejling om unges brug af kniv.

Social pejling er en sociologisk metode til undervisning, der baserer sig på, at unge ofte har overdrevne forestillinger om, hvad der er normalen blandt jævnaldrende. Ved at konfrontere de unge med virkelighedens billede, kan metoden bruges i arbejdet med emner såsom rygning, alkohol og vold. Et aarhusiansk forsøg med social pejling har for eksempel nedbragt antallet af unge, der har været i konflikt med politiet, med 50 procent.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd tror hver tredje unge, at det er almindeligt at gå med kniv, selvom det i virkeligheden kun er én procent af unge, der har kniv på sig i nattelivet. Det er den overdrevne forestilling, som Dorthe Lambertsen baserer sin undervisning på i forløbet hos 9.x.

Konfrontation med virkeligheden

»Nu skal I bare se, hvad jeg har på mig i dag«, siger Dorthe Lambertsen, mens hun trækker knivene frem fra tøj og taske. Imens forklarer hun, at selvom medierne fortæller om stigninger i antal af knivdrab, så er det meget få, der faktisk går med kniv. Alligevel tror mange unge, at det er almindeligt udbredt. Elevernes snak og øjne bliver større, i takt med at deres lærer trækker våbnene frem, og griner og småsnakker, mens Dorthe Lambertsen sender knive og skruetrækker rundt.

I dag er første gang i et forløb på seks lektioner over tre uger. Det første, eleverne skal igennem, er en diskussion af deres tanker om nattelivet, som de bagefter skal sammenholde med virkelighedens knivstatistik. Som afrunding på dagen skal de udleve et knivdilemma gennem et rollespil. Det tre uger lange forløb skal munde ud i, at eleverne til slut laver deres egen kampagne, for eksempel med plakater, som hænges op i lokalområdet.

Elevernes diskussion starter med knivene i hånden.

»Tænk at stikke den her ind i et andet menneske. Det er fandeme noget, jeg aldrig kunne finde på«, siger eleven Jesper, mens han vejer skaftet i hånden.

Forløbet skal forebygge

Selvom eleverne i 9.x endnu ikke er begyndt at feste i det københavnske natteliv, så har lærer Dorthe Lambertsen valgt forløbet for at sikre, at eleverne engang går til bylivet med realistiske og trygge forventninger.

»Det er mit indtryk, at eleverne siden 8. klasse har eksperimenteret med alkohol, fester med videre, men ingen af dem er begyndt at gå i byen i København. Alligevel er det en måde at gøre eleverne klar til ungdomslivet på ved at tage udgangspunkt i deres eget verdensbillede«, fortæller hun.

De daglige oplevelser, hvor blandt andre store søskende bliver stoppet i visitationszoner, gør tilstedeværelsen af våben og vold fremtrædende i de unge elevers hverdag.

»Forløbet skal afdramatisere og lære dem at bruge deres sunde fornuft. De sætterer for eksempel spørgsmålstegn ved, om banderne kan finde på at skyde på dem, hvilket ikke er realistisk«, siger Dorthe Lambertsen.

Elever går ind i rollen

Efter et gruppearbejde om knivstatistik og summen mellem eleverne skal 9.-klassen op af stolene og tænke selv.

»Her har vi en bar«, siger Dorthe Lambertsen og trækker rullebordet med bærbare computere frem foran klassen. Hun peger elever ud, mens hun snakker.

»Lizette står bag baren, mens Mai og Anna hænger ud og bestiller drinks. Så nærmer Mark og Andreas sig pigerne«, fortæller Dorthe Lambertsen ud over klassen. Snakken er forstummet, og der lyder spredte grin, mens deres klassekammerater stiller sig foran den fiktive bar. Dorthe Lambertsen afbryder sig selv i talestrømmen.

Dorthe beskriver et dilemma. Begge drenge vil have den ene pige, og der opstår diskussion. Til sidst trækker en af drengene skruetrækkeren frem.

»Hun er min«, råber eleven Andreas, mens han retter værktøjets spids mod sin kamme­­rat.

Her bryder lærer Dorthe ind og samler klassen til diskussion. »Hvordan kunne det her være undgået?« spørger hun.

»De skulle begge have haft våben«, »ingen af drengene burde have kniv på sig« og »pigerne kunne have skredet ind« er blandt elevernes forslag, og de diskuterer både for og imod de forskellige udfald af dilemmaet.

Dorthe Lambertsen samler op på klassen, inden klokken ringer ud. Hun er glad for elevernes gåpåmod og evne til at se på de positive sider ved nattelivet.

»Som voksen kan man nemt komme til at påvirke de unges verdenssyn, og som lærer har jeg ikke mulighed for at vide, om min tankerække er den samme som deres. Deres ræsonnement er ofte rigtigt og kan være helt anderledes end mit. Som en elev eksempelvis sagde: Hvis nu der bare er ti knive mindre i nattelivet, så gør det en forskel«.