Ny rapport: Almindelige lærere skal også undervise i specialklasser

Inklusion kræver større samarbejde mellem speciallærere og almenlærere, konkluderer en ny undersøgelse fra Eva. Specialklasserne skal fysisk ligge tæt på almenklasserne, og lærerne skal tage timer i hinandens klasser.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

10.000 færre elever i specialklasser i 2015 end i 2013. Hvis det mål skal nås, skal der handles, og derfor har Skolerådet bedt evalueringsinstituttet Eva undersøge, hvilke muligheder folkeskoler med tilknyttede specialklasserækker har for at udvikle inkluderende læringsmiljøer. Resultatet foreligger nu i form af rapporten "Specialklasser i folkeskolen - På vej mod mere inkluderende læringsmiljøer" (se link til højre), hvor især sparring lærerne imellem er på dagsordenen. Almenlærere og speciallærere skal arbejde tættere sammen og lægge deres forskelige fagligheder ind i konkrete undervisningssituationer. "Det er vigtigt på et tidspunkt, hvor vi bestræber os på at inkludere børn i almenundervisningen. Det er allerede i gang på mange skoler, men der er brug for mere af det, hvis vi skal udvikle skolernes og lærernes kompetencer til at koble specialpædagogik og almenpædagogik", siger Lotte Hedegaard-Sørensen, ph.d. og lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet. Hun har siddet med i rapportens ekspertgruppe og bidraget til undersøgelsens analyser og konklusioner.

Samarbejde styrker inklusion Formand for Skolerådet Jørgen Søndergaard er enig med Lotte Hedegaard-Sørensen i, at timer i hinandens klasser er en måde at få en praksiserfaring, som skolerne i langt højere grad bør udnytte.  "Målet er, at eleverne fra specialklasserne skal indsluses i de almindelige klasser. Det handler med andre ord om at reducere tilgangen til specialklasser og styrke inklusionen i de almindelige klasser. Og det kræver et styrket samarbejde", siger Jørgen Søndergaard og fortsætter med en opfordring:  "Det er et opgør med traditioner, hvordan man normalt har delt opgaverne imellem sig. Den tradition skal skolerne arbejde sig væk fra, hvis inklusionen skal lykkes". Hvis skolerne vælger at følge rapportens anbefalinger, betyder det, at lærere fra almenklasser skal etablere samarbejde med lærere med en anden faglighed. Der er forskel på lærere, der arbejder med almindelig undervisning og lærere, der arbejder med elever i komplicerede undervisningssituationer. "Rapporten sætter ord på de specialpædagogiske kompetencer, der er brug for. De er ikke udtryk for helt anderledes kompetencer end dem, som lærerne kender fra almenundervisningen, de er bare særligt fokuserede i specialundervisningen", siger lektor Lotte Hedegaard-Sørensen. Blandt de vigtigste er relationskompetence, struktur og forudsigelighed og situeret professionalisme.  

   Specialklasser skal frem i lyset Udover et øget samarbejde påpeger Eva's undersøgelser også specialklassernes fysiske placering tæt på almenklasserne som positivt for samarbejdet om inklusion. Det samme gør Jørgen Søndergaard, som dog samtidig anerkender, at ikke alle skoler er indrettet, så de gode hensigter kan lykkes. Men så må skolen planlægge sig ud af det. "På de skoler, hvor specialklasserne er mindre synlige, må man iscenesætte møder og have en plan så lærerne fra almenklasser får undervisningstid i specialklasserne og omvendt. Under alle omstændigheder er der brug for kompetenceudvikling, og her kan praksiserfaring være en fordel frem for teoretisk viden." Udover at være en fordel for lærernes samarbejde er den fysiske nærhed også positivt for elevernes indbyrdes forhold. Fælles frikvarter og timer på tværs nedbryder fordomme om specialklasseleverne og styrker tolerancen blandt både elever og lærere. "Målet er, at lærerne i almenklasserne på sigt skal kunne rumme både de elever, som er der i forvejen, og de elever, som kommer og har specielle behov. Udfordringen er ikke at ødelægge klimaet i klassen, og vidensdeling og undervisning i hinandens klasser er en måde at imødekomme udfordringen på", siger Jørgen Søndergaard.

Han vil ikke sige noget om, hvorvidt rapportens konklusioner flytter noget i forhold til, hvordan man gennemfører en succesfuld inklusion, men han mener, at der er potentiale.  

Læs mere

Rapporten "Specialklasser i folkeskolen"