”Jeg håber ikke mine børn bliver inkluderet”…. udtalte en mor i P4 sidste lørdag.

”Hvad!?”, må mange have tænkt. Inkluderet betyder vanligvis ”blive en del af”, ”være med i fællesskabet”. Så hvorfor ville hun ikke ønske det?

Som psykolog gennem 17 år i det kommunale, vidste jeg jo nok at hun henviste til hele den folketingsbesluttede inklusions-dagsorden, som for blot knapt et år siden blev det store fokus for alle i og tæt på Folkeskolen, herunder pædagogisk psykologisk rådgivning, PPR.

På baggrund af store udgifter til specialundervisningen og med det sympatiske ønske at flest mulige elever skal være en del af almenfællesskabet – dvs. have deres undervisning i almenklasserne - er Folkeskolen blevet bedt om at muliggøre at inkludere 97 % af en årgang i 2020. I praksis vil det sige, at en del elever, der før gik i specialklasser eller specialskoler, skal ind i den almindelige undervisning, med støtte i et eller andet omfang.Dette ligger aktuelt et stort pres på folkeskolen og er en stor faglig udfordring for alle de involverede, og gives der ikke de rette rammer og vilkår en temmelig problematisk øvelse. Lærerne er den faggruppe, der i dagligdagen primært skal løfte opgaven, i tæt samarbejde med pædagoger og klassens forældre, der bliver en vigtig del af at et barn skal føle sig som en del af, trods deres vanskeligheder. De relevante parter, skolerne, sfo’erne og eks. PPR er godt i gang med opgaven.

Moderens lidt pudsige formulering grunder i bekymring for at hendes børn kan blive glemt og mistrives, såfremt de fra at være sammen med 7 - 8 andre børn med 2 lærere – og evt. en pædagog, skal være i en klasse med 25 andre, og med en lavere voksennormering.

Denne udfordring synes afgørende også at bringe ind i debatten om lærernes arbejdstid. Lidt overraskende at den ikke har været det før, da man fra flere undersøgelser ved – eks. Mandag Morgen og Trygfonden i juni 2012 - at op mod 70 % af alle forældre mener, at inklusionsdagsordenen er den største udfordring for Folkeskolen i dag – og hvis den ikke lykkes – potentielt kan være den, der producerer skoletrætte og frustrede børn og unge med en stribe nederlag i bagagen, eller får (endnu) flere forældre til at vælge Folkeskolen fra til fordel for Privatskoler,

For at lykkes med inklusion skal der, som regeringen har beskrevet i rapporter før projektets igangsættelse, og som KL har beskrevet i udgivelsen ”de 7 pejlemærker for PPR” fra januar 2013, ske såvel en uddannelsesmæssig oprustning af lærerne, i kombination med jævnlig mulighed for sparring med og rådgivning fra konsulenter og psykologer i PPR. Endvidere skal der være ekstra tid til mødevirksomhed med forældrene da vi ved at fælles forståelse og fodslag er afgørende , når man skal hjælpe et barn med særlige behov i faglig, social og personlighedsmæssig udvikling.Til dette kræves der tid, som ikke er specifik undervisning, men en opgave man kunne kalde ”opgaver i tilknytning til undervisningen”.

Ambitionen med de 97% betyder at det kan være børn, der i udgangspunkt er hårdt ramt følelsesmæssigt, socialt, adfærdsmæssigt eller hvad angår muligheden for at tage læring ind af mere hjernemæssige årsager eks. beskrevet som havende ADHD, ADD, Autisme eller Tourettes syndrom. Alle vanskeligheder, der kræver at læreren – ud over de 25 andre elever - skal have et helt særligt øje for, hvordan man er sammen med netop dette barn. Man skal lykkes med at tackle dem personlighedsmæssigt på en givtig måde – ”fange dem på det rigtige ben”. Dette kan man som lærer eller pædagog ”have i sig”, men mange vil skulle udvikle på det, da det ikke blot handler om at kunne håndtere det specifikke barn, men håndtere det specifikke barn med vanskeligheder – sammen med alle de andre børn.Dette, der som oftest kaldes relationskompetence, er iflg. forskning den enkeltstående faktor, der går igennem alle store undersøgelser som den mest betydningsfulde for elevernes udbytte af undervisningen. Lærerne ønsker ofte – som enkeltpersoner eller som team – at få supervision omkring dette psykologerne i PPR. Dette er tid, hvor man i sagens natur ikke kan undervise.

Lærerne skal selvsagt også undervise børnene med særlige behov på den rigtige måde, hvad angår fagstoffets indhold og form. Dette kan man få overordnet sparring til fra skolens kompetence-center, el. PPR. Men det er klart at undervisnings-planlægningen gælder hver enkelt time. Lige som det gælder alle de andre børn i klassen, der samlet typisk har et fagligt spænd på op til 5 år i en almindelig klasse.Nu er det jo ikke en ny opgave for lærerne at skulle differentiere deres undervisning. Dette blev et krav i 1993. Differentiering er ikke blot at give eleven matematik-stykker på deres eget niveau, eller tilfældige læseopgaver på det lix-trin der nu er deres.. Differentiering betyder at den enkelte lærer skal sørge for at alle eleverne arbejder med det samme tema/indhold, men på præcis det niveau og med præcis den metode, der gør at de kan tage mod læring. Inklusionsdagsordenen har tilføjet en ny pind til lærernes opgaver. De skal udover den differentierede undervisning og at skabe differentierede læringsrum, gøre det på en måde så det ”inkluderede” barn, ikke får oplevelsen af at føle sig forkert eller for anderledes – dvs. blive udstillet som anderledes og dermed et potentielt mobbeoffer. Respekt for den opgave.

Forberedelsen til dette kræver tid. Og det kræver med garanti sparring og supervision. Det kræver skoleledelse, der ser sine lærere og kender deres styrker og svagheder. Det kræver godt teamwork på skolerne og det kræver at vi alle trækker vejret dybt inden vi skælder ud over lille Bennys manglende læring. Lærerjobbet er på den måde i disse år ved at blive omskrevet eller udvidet.

Behovet for differenting, tid til rådgivning, supervision og teamsamarbejde går som en rød tråd igennem de anbefalinger KL selv giver i de 7 pejlemærker. At KL så kun 2 mdr. efter - med de nye ønsker om mere undervisningstid for den enkelte lærer - nedprioriterer tid til opgaver i tilknytning til undervisningen, kan selvsagt undre en samarbejdspartner, der kender til inklusionsprocessernes mange nuancer og del-opgaver.

Regeringen v. Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini har valgt den inklusionsdefinition, som psykologen Rasmus Alenkjærs bygger sin forskning og forfatterskab på. Han definerer at inklusion kun kan siges at være reel og lykkes såfremt flg. tre forhold er opfyldt for det enkelte barn.

• Der skal både være TILSTEDEVÆRELSE i gruppen.
• Der skal være DELTAGELSE i fællesskab og læringssituationer.
• Der skal ske LÆRING for det enkelte barn.

Tak for det Antorini. Det er det selvfølgeligt mest ordentlige, når man ønsker at børnene skal lykkes i almenskoleregi. Det er en stor ambition og opgave når vi ved hvad børnene kan bakse med af vanskeligheder af som nævnt både indlæringsmæssig, kognitiv, følelsesmæssig, social og personlighedsmæssig art.For år tilbage sad de samme børn i klasserne, men fik ofte lov til at blive glemt – kunne være der uden deltagelse og læring til følge. Vores børne- og undervisningsminister har heldigvis ønsket noget andet.

I diskussionerne omkring lærernes arbejdstid har journalisterne forståeligt nok spurgt, hvorvidt man da ikke kan se at der kræves mindre tid til forberedelse til en gymnastiktime i indskolingen ift. undervisning i tysk eller samfundsfag i udskolingen. Jo, man kan som lærer da nok vælge blot at tage en fløjte med til en gang rundbold eller høvdingebold. Men FORDI at netop de praktisk-musiske fag, eks. idræt kan være der hvor barnet med særlige behov kan få social læring og succesoplevelser, OG fordi man her kan arbejde med vigtige personlighedsmæssige kompetencer som sam-spil, og eks. at kunne rumme sejre/nederlag er det et vigtigt fag i inklusionsøjemed. MEN fordi faget typisk stiller krav til ovenstående kompetencer og at kunne forstå fælles regler er det vigtigt at læreren i inklusionens forventning, får forberedt sig således at alle kan deltage på hver deres præmisser, så alle udfordres og dygtiggøres. Og så barnet bliver en del af det fællesskabende og har deltagelses-oplevelse. Alternativet er den hårfine balance til at det ikke lykkes og at barnet i stedet i disse fag bekræftes i isolation, evt. ved ikke at kunne forstå reglerne eller håndtere sit temperament og med nederlagsfølelse til følge.Skal et barn med særlige behov deltage succesfuldt også i gymnastik-undervisningen kræver det tid til forberedelse.

Det er nævnt at der oftest er tildelt en pulje støttemidler til opgaverne, men det er ikke det samme som at stamklasselærerne kan læne sig tilbage. Da der både i gymnastik, dansk, matematik etc. skal være sammenhæng ml. indsatsen for det inkluderede barn og stamklassen, er det vigtigt at stamklasselærerne også har overskud til at inddrage evt. støtteperson i dagens opgaver.

Det er således vigtigt at bringe hele inklusionsdagsordenen ind i debatten om lærernes tid til forberedelse. Det er vigtigt fordi forskningen fortæller os at kvaliteten af undervisningen er vigtigere end kvantiteten (Allerup, 2012). Dette gælder i særdeleshed børn med særlige behov, da undervisningen nu i højere grad får specialpædagogiske aspekter. (Se eks. rapport fra Clearinghouse, bestilt af B.- og U.-ministeriet jan. 2013).

Man kunne bruge et helt indlæg på at argumentere for nødvendigheden af at give tid til opgaver i tilknytning til undervisningen, for at lærerne og pædagogerne ikke knækker halsen på opgaverne, og for at de øvrige børn i den danske folkeskole ikke skal lide under inklusions-bestræbelserne, men netop få udbytte af at være sammen med børn med andre forudsætninger. Børn, der måske har uendelig svært ved nogle ting, men kan bidrage aktivt og fællesskabende med andre.

I nærværende indlæg er der fokuseret på og forsøgt beskrevet, hvorfor tid til samarbejde i teamet, tid til møder med forældre, tid til sparring med PPR og at lærerne får mulighed for uddannelse på feltet. Men allermest at læreren har mulighed for at forberede sig tilstrækkeligt til hvert enkelt dagligt møde med både de 3-4 stk. med helt særlige behov, men også de 23 andre, der jo heller ikke er en homogen gruppe. Børnene har brug for de aspekter, der er nævnt ovenfor - på hver deres måde. Som en fællesnævner har de dog alle særligt brug for at møde FORUDSIGELIGHED OG TYDELIGHED, hos dem der skal undervise dem. Du ved, jeg ved og alle der underviser ved, at man er mere forudsigelig, selvsikker og tydelig når man er velforberedt

Såfremt lærernes opgaver i tilknytning til undervisning nedprioriteres til fordel for ansigt til ansigt tid, netop nu, hvor der netop er brug for det modsatte, udfordres hele inklusionsprojektet mere end det kan bære. For skolen som sådan, og allermest de lærere, der i dagligdagen skal løse opgaven, vil det ikke bare være et dagligt pres. Sikres det ikke med den nye læreraftale, at der er tilstrækkelig tid til forberedelse, kan det derimod bedre karakteriseres som værende pres med pres på. Da den svenske ”Ørebro”-undersøgelse fortæller os at lærernes trivsel er et vigtigt aspekt i elevernes udbytte af undervisningen, er det vigtigt at forholde sig til det.

Dette indlæg har ikke til hensigt at gå ind i den del af konflikten,der omhandler hvorvidt skolelederen har eller ikke har tilstrækkelige frihedsgrader, hvad angår styring af den pædagogiske indsats, men alene til formål at pege på nødvendigheden af at lærerne får den tilstrækkelige tid til opgaver i tilknytning til undervisningen. I særdeleshed i en inklusionsdagsorden. De rammemæssige vilkår skal være i orden.

ER DER de rigtige rammemæssige vilkår, opleves det fra PPR´s side, at vi i Danmark har en lærerstab, der på loyal og forbilledlig vis påtager sig endnu en opgave oven i Pisa-krav og trinmål. Lærere der forsøger at imødekomme os forældre, der i stigende grad kommer med krav til, at de skal se hvert enkelt af vores børns potentialer og sårbarheder og møde dem på det. Tak for at I gør det.Samtidig har vi i PPR de psykologer og konsulenter, der kan klæde skolens lærere, pædagoger og ledere på til opgaverne, og derved understøtte skolens rolle i sammen med hele klasssens forældergruppe at skabe inkluderende fællesskaber.De to forhold tilsammen gør, at vi i udgangspunktet kan være optimistiske på inklusionsdagsordenens vegne – både hvad angår de inkluderede børn og deres øvrige klassekammerater. Og moderen, der blev nævnt i indledningen, vil kunne tro på at også hendes 2 børn ville lykkes i fællesskabet i almenklassen.

Det kan dog få meget utilsigtede og uoverskuelige konsekvenser for den danske Folkeskole, såfremt den nye overenskomst ender på en måde, hvor vores børn og unges lærere ikke har tilstrækkelig tid til alle de beskrevne opgaver i tilknytning til undervisningen og at kunne forberede sig på den daglige opgave det er at favne en mangfoldighed af børneslagser og samtidig sikre at de hver især udvikler sig fagligt, socialt, og trivselsmæssigt.

Med venlig hilsen

Niels Morre

Psykolog, specialist i klinisk psykologi og børnespykologi og formand for de kommunalt ansatte psykologer i Danmark.