Debat

Åbent brev til undervisningsministeren: Kære Antorini – jeg er så træt!

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er arbejdsløs lærer, og jeg ville næsten give min højre arm for at få et job! Jeg er så frustreret over, at jeg ikke kan få et arbejde! Derfor bliver jeg så ked af at læse, at du vil til at ansætte andre faggrupper i skolen for at klare inklusionsopgaven! Kære Antorini, hvad med os ledige lærere? Hvad med simpelthen at ansætte mennesker i folkeskolen, som har brugt fire år på at uddanne sig til at løfte denne opgave? Jeg forstår simpelthen ikke, hvad en tømrer kan gøre for inklusionen i folkeskolen! Antorini, hvorfor tror du ikke på de uddannede læreres evne til at løfte inklusionsopgaven? Hvorfor er det nødvendigt at ansætte en tømrer for at hjælpe de ældste drenge med at blive bedre inkluderet? Tror du ikke, at der findes lærere, som er i stand til at se ud over kanten på læsebogen og igangsætte alsidig og differentieret undervisning, som kan inkludere de børn? For mig at se kan det ikke forsvares at ansætte alle mulige andre faggrupper i skolen, når så mange lærere er arbejdsløse. Uanset hvordan du vil forsvare denne forsøgsordning, så ændrer det ikke på, at jeg sidder tilbage med en følelse af ikke at være god nok til at varetage et job, jeg har uddannet mig til. Hvor er jeg ked af, at jeg ikke kan få et arbejde! Jeg ville nemlig meget gerne bruge mine kompetencer på at være en del af den lærerstab, der skal løfte en stor opgave med at inkludere specialområdet. Jeg ville gerne vinke farvel til dagpengene, arbejde for min løn og tage min del af ansvaret i samfundet. Men i stedet for sidder jeg som 30-årig og venter ... venter spændt på hvornår jeg får lov til at være med på arbejdsmarkedet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget