Skolen i samfundet
0   657

Projektleder på LP-modellen har sagt op

Projektleder Pia Guttorm Andersen, der har undervist i LP-modellen på UC Nordjylland, har sagt op. Hendes arbejdsvilkår ændrede sig for meget, da projektchef Ole Hansen blev fyret i november. Direktør på UCN fortæller, at LP-modellen kører videre som hidtil.

Fra 1. april arbejder Pia Guttorm Andersen ikke længere med LP-modellen på UC Nordjylland (UCN). Hun har sagt sin stilling op, og det samme har en kollega, der arbejder med LP-modellerne i gymnasierne. Pia Guttorm Andersen har ellers tidligere arbejdet med undervisning i LP-modellen og udvikling af arbejdet med modellen i Danmark.

"Mine arbejdsvilkår ændrede sig meget, da der kom ny ledelse på UCN efter- og videreuddannelsesafdeling Act2Learn. Som jeg ser det, har ledelsen ikke længere indsigt og interesse i at køre LP-modellen videre som Danmarks største udviklingsprojekt. Det er forretningsinteresser, der styrer nu", siger Pia Guttorm Andersen som begrundelse for sin opsigelse.

Artiklen fortsætter under banneret

"I det seneste, der er meldt ud fra UCN, læser jeg, at LP-modellen betegnes som et koncept. Et forretningskoncept. Vi har tidligere netop bevidst arbejdet for, at LP-modellen ikke var et koncept, som man kunne lægge ned over en skole".

Handler om troværdighed

Projektet med LP-modellen begyndte i 2007, og i dag er der mere end 550 skoler, der arbejder med modellen.

"Man kan sige, at det er en helt klassisk fortælling om en organisation, der ændrer stil med en ny ledelse. Det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver dårligt, men det betyder, at jeg ikke længere kan se mig selv i organisationen. For mig handler det om troværdighed. Om hvad jeg vil lægge navn til", siger Pia Guttorm Andersen.

Hun fortæller, at hun fik mange ekstra opgaver, da Ole Hansen blev fyret som projektchef fra UCN på grund af besparelser.

Ole Hansen er nu ansat i en anden afdeling under Aalborg Universitet. Det nyoprettede Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis (LSP). LSP er oprettet som et samarbejde mellem UCN og Aalborg Universitet og skal blandt andet forske i LP-modellen. Også Thomas Nordahl er tilknyttet LSP.

LP-modellen fortsætter

Professor Thomas Nordahl, der står bag LP-modellen, fortæller til folkeskolen.dk, at han bad om en genforhandling af sin kontrakt efter projektchef Ole Hansens fyring i november.

"Jeg holdt møde med UCN dengang, og de forsikrede mig om, at der var styr på tingene", siger Thomas Nordahl.

"Jeg er da lidt bekymret for fremtiden, fordi de to personer, der har været vigtige for udbredelsen af LP-modellen i Danmark nu ikke længere er ansat på UCN. Det er et stort projekt, der mister de to medarbejdere, der har stået for udviklingen længe. Men jeg håber da, at UCN kan leve op til kontrakten. Jeg har fået en mail fra UCN med navne på de personer, der tager over, og det forholder jeg mig til. Så vores kontrakt kører videre", siger Thomas Nordahl.

Også direktør for UCN Søren Samuelsen forsikrer, at det videre arbejde og kurserne i LP-modellen vil fortsætte som hidtil.

"Kontrakten for LP-modellen blev opsagt i december, men efter en genforhandling trak Nordahl opsigelsen tilbage. Så LP-modellen kører som hidtil. Og vi har ansat en vikar fra det eksterne kompetencenetværk omkring LP-modellen til at undervise fremover", siger direktør for UCN Søren Samuelsen, der nu er ansvarlig for arbejdet med LP-modellen i Danmark.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ