Da man først i 1970 -erne gik over til at undervise i formskrift, var der efter nogle år en del lærere, der pegede på, at det havde en negativ indflydelse på elevernes evne til at stave. Det var i en tid, da man tog stavefejl alvorligt. Men det var også en tid, der væltede rundt på alle skolevaner, og hvor de fleste mente, at vigtigere ting stod på spil, og derfor slog de fleste det hen.
Når jeg allerede dengang blev optaget af emnet, skyldtes det, at jeg skrev kandidatopgave om læseundervisning, og at jeg i mit arbejde som skolepsykolog derefter mødte mange børn, der fortalte om deres problemer, der ofte skyldtes nederlag i læsning. Desuden udarbejdede jeg læremidler til både almindelige klasser og specialundervisning. Det førte altsammen til fordybelse i emnet.
At læse vil sige at opfatte et utal af visuelle informationer, der skal transformeres til noget auditivt. Det skal så struktureres i helheder og derefter sammenholdes med hukommelse og erfaring. Og det skal foregå automatisk!
Skråskriften aktiverer hjernen
Nogle børn lærer at læse, uanset hvilken undervisning de får, mens nogle få såkaldt ordblinde kan have et livslangt problem. Mellem disse to grupper findes en stor gruppe, som er afhængig af den rette undervisning. Disse børn er risikobørn i læsemæssig henseende, men vi skal gerne beholde dem i normalklassen og helst undervise dem, så de aldrig opdager, at de var risikobørn. Nogle har svært ved at få styr på de visuelle detaljer, nogle på de auditive. Derfor må vi som lærere præsentere flere indgangsveje til stoffet, så flere områder i hjernen aktiveres og muligvis koordineres. Det er det, kursivskriften eller skråskriften kan bruges til. Da eleverne selv skal omkode tegnet, bliver de derved fra begyndelsen bevidste om, hvad de egentlig ser. Og den auditive sans opøver de ved fra start at lytte til de enkelte ord og høre og skrive stavelserne sammenhængende.
De to bogstavformer træner perceptionen
Det er det, at børnene bliver bevidste om, hvad de sanser, der er vigtigt. Det drejer sig om perception, det at sanse noget, sammenholde det med egne erfaringer og indordne det. Det er det, man overser, når man tror, det er lettere for børn at nøjes med ét sæt bogstaver og efterligne de trykte, når vi skriver. Det er altså ikke skrivningen i sig selv, der er sagen. Det er det, at de to former for bogstaver giver opgaver og træning i perception. Vi ved ikke, hvem der har brug for den træning, men det ser ud, som om det er en stor gruppe. Når man i 70 ´-erne havde prøver i læsning og stavning, viste resultaterne næsten altid en normalfordelingskurve med få elever i den meget dygtige gruppe, få i den dårlige og de mange i midten. Den kurve er nu blevet erstattet af to toppe, en gruppe med dygtige og en gruppe, der har problemer. En polarisering, der skaber usikkerhed og utilfredshed. For mange forstår med god grund ikke, hvorfor de havner i den dårlige gruppe. Mange af de såkaldt vanskelige børn, bliver vanskelige, fordi de reagerer på nederlag.
Når jeg anbefaler en ny start på læseindlæringen med vægt på skriveprocessen er det, fordi vi måske ad den vej kan få en stor gruppe børn tilbage i normalklassen. Det skal understreges, at børnene skal arbejde uden for megen lærerindblanding. Læreren skal ikke skovle visdommen ind i dem. Hjernerne skal i gang med selv at udforske tingene. Alle kan lide at lykkes med at finde ud af noget. Så får man selvtillid og mod på at undersøge videre. Det, at få mod på at gå videre i læreprocessen, kalder vi også motivation, og det, der motiverer, afhænger af den enkeltes erfaringsverden. Opgaven skal lige akkurat være af en sådan sværhedsgrad, at der opstår en forventning hos barnet om, at det nye kan indlemmes i det, barnet kan i forvejen. Hvis det lykkes, får barnet selvtillid. Alle ved, at det er vigtigt; derfor roser vi dem. Men falsk ros bliver gennemskuet, og barnet bliver usikker og mister respekten for den voksne. Derfor er det så vigtigt, at barnet får de rigtige opgaver. Får et barn med auditive vanskeligheder til opgave at stave et ord, har han måske ikke spor viden eller erfaring at hæfte opgaven op på.
Fra frabralke over far-brek til fa-brik
Her et eksempel: en dreng fra 6. klasse, henvist til psykologen på grund af adfærdsvanskeligheder (som viste sig at være begrundet i stor vrede over ikke at være fagligt på niveau med kammeraterne), viste sig at have auditive vanskeligheder. Han blev bedt om at skrive ordet fabrik. Resultat: frabralke. Så blev han bedt om at sige ordet, mens han klappede stavelserne og derpå skrive det. Resultat: far-brek. Han blev bedt om at lytte til ordet og skrive igen. Resultat: fabrik.
Drengen gik i 6. klasse og kunne ikke stave. Men der er jo ikke spor i vejen med hans muligheder for at lære det. Han vidste jo i virkeligheden ikke, hvordan ordet lød. Han havde nemlig aldrig lært at analysere ordet i stavelser. Han havde ikke nogen baggrundsviden at hæfte opgaven op på, så hvilke bogstaver skulle han vælge? Men da han lyttede bevidst, kunne han udmærket finde frem til stavemåden.
Læsningen skal forberedes før 1. klasse
Forskellige lytteøvelser kan der leges med i børnehaveklassen. Man kan f.eks. snakke volapyksprog og udtale ordene i stavelser. Der skal også fortælles eventyr og snakkes om, hvad der mon foregik der, og det fysiske skal trænes både grovmotorisk og finmotorisk. Der skal også knappes frakker og undervises i almindelig opførsel, og der skal arbejdes med forældrene. Børnehaveklassen er et enormt vigtigt år. Så er det jo bekymrende, når sprogforsker Ole Hansen d. 27 maj i år udtaler i Weekendavisen: ”De ressourcer, som pædagogerne har til rådighed, matcher slet ikke opgaven. ”- Det er nok rigtigt, for opgaven er enorm. Så det var måske en ide at få folk, som virkelig ved noget på de områder, til i fællesskab at lave en oversigt over, hvad der bør arbejdes med og med tillæg af ideer og lege til det hele. Man kan ikke både være pædagog og videnskabsmand og forfatter. Der skal hjælp til pædagogen, så vi i 1. klasse kan modtage børn, der er bedre forberedt til en krævende skolegang.
Det kan være en katastrofe for et menneske ikke at få den rette læseundervisning, for man risikerer, at man ikke får lov at uddanne sig til det, man har lyst til, hvad enten det drejer sig om at blive mekaniker, frisør eller kirurg.
Små børns tid er kostbar. Det er et stort ansvar at bruge løs af den.