Skolemøbler er for dårlige

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Møblerne i klasserne skal passe til den enkelte elev. Det er faktisk vigtigere for børn end for voksne, mener Ole Juhl, leder af Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Hvordan skal skolemøbler være, for at elever får bedst mulige arbejdsstillinger?

»Møblerne skal passe til elevernes størrelse!«

Lever møblerne op til det?

»Gennemgående, nej. Det er nærmest børnene, der skal passe til møblerne. Man bruger den samme højde i borde til en klasse, men eleverne er jo meget forskellige i for eksempel højde. Til et lokale køber man tit møbler, der kan indstilles. Men det er jo ikke de samme, der er i den klasse hele tiden. Og så skal Brian sidde ved det bord, som passer til Lone, og Brian er altså en halv meter højere«.

Hvordan er kravene til møbler i skoleklasser i forhold til voksnes arbejdspladser?

»Jeg ved ikke så meget om kravene til voksnes arbejdspladser. Men jeg ved, at der findes nogle standarder, det, der hedder dansk standard, som man skal overholde, når man køber nye skolemøbler. Men det er ikke krav, du kan kassere gamle møbler på«.

Hvad betyder det for elevernes udbytte af undervisningen, at møblerne er i orden?

»Hvis ikke man sidder bekvemt på et møbel, så sidder man uroligt og prøver at finde nye stillinger. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt for koncentrationen. Når det er børn, så er det måske endnu værre. Fordi deres kroppe er mere bøjelige og præges og formes af de dårlige møbler. Hvis et højt barn skal sidde ved små møbler, vil det påvirke barnets ryg. Mere voldsomt, end det ville gøre med en voksen«.

Powered by Labrador CMS