Anmeldelse

En uddannelse i udvikling

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidsskriftet Kvan giver fingerpeg om nye tendenser i læreruddannelsen

Om kort tid kommer et nyt kuld lærere ud fra de 18 seminarier. Men der er stor forskel på, hvor i landet man er uddannet.

En læreruddannelse fra Haslev er ikke det samme som en fra Skårup eller Jelling Seminarium.

Og sådan kunne man blive ved.

Læreruddannelsen på de forskellige seminarier har udviklet sig meget, siden man i 1991 indførte en struktur, der gav de enkelte seminarier en pose penge til at lave uddannelse for. Dermed lagde man flere beslutninger ud til de enkelte institutioner.

Den nye lov om læreruddannelse betød flere nye fag og dermed flere eksaminer, og debatten stoppede ikke. Men selv om de første lærere med den nye uddannelse først dimitterer til sommer, har undervisningsministeren bebudet, at han vil stille forslag om en lovrevision, så der bliver færre fag og mere tid til fordybelse, og alle venter nu spændt på ministerens næste udspil.

Med bogen 'Udvikling i læreruddannelsen' har Kvan-redaktionen skabt et godt udgangspunkt for diskussionen.

Lektor Helle Faurschou Hviid beskriver i artiklen 'Internationalisering af læreruddannelsen' et meget spændende internationalt program, man har valgt at lave på Haslev Seminarium.

Niels Revsgaard, der er kursusinspektør på Odense Seminarium, fortæller historien og tankerne bag læreruddannelsen for tosprogede, der begyndte sidste år på hans seminarium.

I den lille men interessante artikel 'Prøve, prøve og atter prøve' beskriver praktikleder Niels Jørgen Christensen baggrunden for de forsøg med nye evalueringsformer, man har i gang på Jelling Seminarium.

Ud over artikler om nye initiativer er der i bogen også indlæg, der rejser mere filosofiske spørgsmål omkring ideer og strukturer på seminariet.

'Udanner vi lærere i læreruddannelsen?' spørger Bonnie Andersen, og gennem interview med lærerstuderende forsøger hun at komme et svar på spørgsmålet nærmere.

- Bredt sagt må seminariets undervisning undlade at fastholde den studerende i en traditionel skoletænkning (én lærer, én klasse, ét fag), men gøre sig kvalificerede overvejelser over indholdet i begrebet læreregnethed samt finde løsninger for, hvordan undervisning kan støtte den studerendes udvikling af 'lærerkvalifikationer', skriver Bonnie Andersen i den afsluttende kommentar.

'Udvikling i læreruddannelsen' indeholder mange spændende og brugbare artikler for folk med interesse for læreruddannelsen i teori og praksis.

En god bog med analyser og argumenter, der kan bringe diskussionen videre.