ET PAR DAGE efter begravelsen begynder Marie-Louise i skole igen. Hun er nervøs. Hun kan huske, hvor hurtigt alle på skolen ved, at en elev har mistet sin mor eller far.

»Alle glor, når jeg kommer«, tænker hun.

Marie-Louise har ikke lyst til at gå derhen alene, så sorgkonsulenten Gitte Ullstad tager med hende. Gitte har allerede været i klassen for at tale om, hvordan man skal reagere, når én har mistet. Hvordan det gælder om ikke at undgå Marie-Louise, men at turde give hende et klap på skulderen og spørge til, hvordan hun har det.

Gitte har ikke fortalt, hvad Marie-Louises far døde af. Kun få i familiens omgangskreds ved, at han var alkoholiker. Marie-Louise, hendes lillesøster Anne-Sofie og mor vil ikke have, at folk skal tænke dårligt om far.

De andre har diktat, da hun kommer ind i klassen. Da hun træder ind i lokalet, bliver hun mødt med kram fra alle. Det er meget sødt, synes Marie-Louise. De er også flinke til at spørge, hvordan det går. I begyndelsen. Efter en uge er det, som om de har glemt, at far er død, synes hun. Ingen spørger rigtigt til det længere.

Marie-Louise føler sig ensom. Glemt. Udadtil prøver hun at virke okay, men indadtil er hun ked af det. Ked af, at de andre ikke længere spørger hende, hvordan hun har det. Ked af, at de virker ligeglade.

Hvorfor siger de ikke noget? Bare et eller andet i stedet for at sige ingenting. Hvor svært kan det være?

»NÅ, SÅ SKETE DET«, tænker Lis, da hun får at vide, at Marie-Louises far er død.

Lis er Marie-Louises klasselærer. Det har hun været siden 1. klasse. Det er sket nogle få gange før i løbet af de 28 år, Lis har været lærer på skolen, at en af hendes elever har mistet en forælder. Lis deltager som en naturlig ting i begravelsen. Hun føler, hun bør være der for Marie-Louise.

Marie-Louise er god til det faglige og én, de andre gerne vil arbejde sammen med. Hun er vellidt i klassen, men typen, der helst vil have én veninde, hun kan være sammen med, har Lis bemærket.

To uger inden faren døde, holdt Lis møde med blandt andre Marie-Louises mor. Da de stod og talte sammen efter mødet, fortalte moren pludselig, at Marie-Louises far var alkoholiker. Han lå på sygehuset, og hun vidste ikke, om han ville overleve.

Nyheden kom som en bombe for Lis. Familien virkede dybt harmonisk. Et sødt og rart menneske og en god far, som elskede sine døtre. Det var det indtryk, Lis havde af den mand, som nu viste sig at være alkoholiker.

Det er svært at finde lejlighed til at tale med Marie-Louise om farens død, da hun begynder i skole igen, synes Lis. Det kræver, at de finder et privat rum, hvor de kan snakke sammen på tomandshånd. Marie-Louise vil ikke tale om det foran hele klassen.

Når klassen taler om alkohol i timerne, har Marie-Louise det forfærdeligt, lægger Lis mærke til. Hun er skrækslagen for, at nogen skal finde ud af, at hendes far drak. Når de er alene, taler de godt sammen også om alkoholmisbruget. Lis far havde også et alkoholproblem.

Det sker bare alt for sjældent, at de to er alene. Alle de andre elever skal jo også undervises. Derfor er hun glad for, at Gitte er der til at hjælpe Marie-Louise. Lis kan dog ikke lade være med at føle, at hun ikke får gjort nok i forhold til det, hun gerne vil.

Eleverne har det på samme måde, kan Lis se. Lis fortæller Marie-Louise, at det ikke er, fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan. De ved ikke, hvordan de skal gribe det an. På trods af at Gitte har talt med dem om det.

MARIE-LOUISE OG ANNE-SOFIE taler fortsat regelmæssigt med Gitte efter begravelsen. De laver en mindekasse af en tom skotøjsæske. I den lægger Marie-Louise billeder af far sammen med en af hans gamle skolebøger, fra da han gik i skole i Tyskland, hans gamle legetøjsbiler, nogle tegninger og en deodorant. Den eneste gave, som hun har fået kun af ham.

Hun putter også en lille glasramme i mindekassen. I rammen er et af de blade, som hun plukkede af træerne uden for sygehuset, sidste gang de besøgte ham, inden han døde.

Anne-Sofie spørger, om hun må lægge en tom ølflaske i sin mindekasse. Det må hun ikke. Kun gode minder må komme i skotøjsæsken, siger Gitte.

Familien får overstået julen. Den første uden far. I februar begynder Marie-Louise i en sorggruppe i Kræftens Bekæmpelses regi oppe i Hillerød. Der skal hun gå i alt ti gange hver anden tirsdag med et nyt tema hver gang.

Mor og Gitte overtaler Marie-Louise til at begynde i sorggruppen, men egentlig har hun ikke lyst. Hun har set noget om det i fjernsynet. Alle sad og tudede. Det gider hun ikke.

Men der er også en anden grund.

De andre børn har mistet deres forældre på grund af kræft eller noget andet helt almindeligt. Hun frygter, at de andre skal stemple hende, fordi hendes far døde som følge af alkoholmisbrug. Når hun har fortalt andre det, er de blevet tavse og har opført sig underligt.

MARIE-LOUISE RYSTER. Hun skal fortælle sorggruppen, hvad hendes far døde af. Hun har skubbet det så længe, hun kunne. Fortalt mor, at hun ikke synes, det er sjovt at gå i sorggruppen. At hun ikke gider gå der mere.

»Stop bilen. Jeg vil ud«, har hun sagt de andre gange, de er kørt derop.

I dag har hun lyst til at hoppe ud af bilen tusind gange på vej til Hillerød.

Men der er ingen vej udenom. Mor foreslår godt nok, at hun da bare kan sige, at far er død af kræft, men Marie-Louise synes ikke, hun kan lyve om det.

De skal først ud i små grupper. Marie-Louise kommer i gruppe med to drenge. Det er de andre to, der skal begynde med at fortælle deres historie. Den ene græder uafbrudt. Det smitter. Mens hun lytter, overvejer hun, om hun skal lade være med at fortælle det. Måske skulle hun bare løbe sin vej?

Det bliver hendes tur. Hun tøver.

»Min far var Øhhh Han var alkoholiker«, stammer hun.

Det er, som om de to drenge ikke har hørt, hvad hun sagde, synes hun, for de siger bare: »Nå, okay«.

Var det bare det?

Da Marie-Louise skal fortælle sin historie til hele gruppen, klapper de to voksne, da hun er færdig. De har længe prøvet på at få hende til at sige højt, at far var alkoholiker.

»Nu siger du det denne gang, så er det overstået. De andre kan godt forstå det, og der er ikke nogen, der siger noget«.

Marie-Louise kan ikke lade være med at grine, da de klapper.

Pludselig er de to timer i sorggruppen ikke længere lange at komme igennem. Nu kan hun slappe af og lytte til, hvad de andre fortæller. De andre gange har Marie-Louise bare siddet og frygtet, at hun skulle sige, hvad far døde af. Nu er det faktisk rart at lytte til de andre. At kunne nikke og sige:

»Sådan har jeg det også«.

jabrahamsen@dlf.org