Pædagogik
0   301

Afskeden

Marie-Louises far døde den 18. september 2002. De efterfølgende dage var lange at komme igennem. Især begravelsen var slem

FAR ER DØD. Han døde i går. Marie-Louise har stadig svært ved at forstå, at det er sandt. Hun bruger hele dagen på bare at gå rundt derhjemme. Laver ikke rigtig noget. De første smser fra klassekammeraterne tikker ind på mobilen. De må have fået det at vide af Lis i dag i skolen.

Der er mange ting, der skal ordnes, nu hvor far er død. Lejligheden i Fredensborg skal tømmes for mad. Her boede han de sidste knap to år, efter at mor bad ham om at flytte, fordi han på trods af et utal af behandlingsforløb ikke kunne lade være med at drikke. Det var i den tid, han for alvor blev syg.

Artiklen fortsætter under banneret

De næste dage er lange, selv om der er nok at se til. Der er hele tiden gæster i huset. Bedemanden kommer på besøg. Til både Anne-Sofies, mors og Marie-Louises store overraskelse er bedemanden en ung kvinde. Hun har kataloger med, så de kan vælge kiste og urne. De bliver enige om en helt enkel, hvid kiste. Urnen skal være grøn. Far var et naturmenneske, så den grønne farve passer godt til ham, synes de.

Senere kigger præsten også forbi for at tale om begravelsen. Det er Kirsten. Hende, Marie-Louise går til konfirmationsforberedelse hos. Det er rart, det er én, hun kender, synes Marie-Louise.

Mor har bedt Gitte om at komme. Gitte er kommunens sorg- og krisekonsulent. Hendes job består i at hjælpe børn i kommunen, som rammes af sorg. Mor har fået Gittes nummer af Anne-Sofies klasselærer. Hun kommer kørende i sin lille, grå bil fredag formiddag. To dage efter far døde. Det er vigtigt at komme hurtigt ud, ved Gitte af erfaring.

Hun taler med pigerne efter tur. Først taler hun med Marie-Louise. De går op på hendes værelse og sætter sig i sofaen. Hun spørger, hvordan Marie-Louise har det. De snakker om, hvad der er sket, og hvad der nu skal ske.

Det er rart at tale om det her med en fremmed, synes Marie-Louise. Gitte kan hun fortælle ting, som hun ikke kan tale om med mor. For eksempel at mor græder meget. Hun føler, at Gitte forstår hende.

Marie-Louise får fortalt en masse ting. Pludselig er halvanden time forsvundet ud i det blå. De aftaler, at Gitte skal komme igen om to-tre dage, hvor de skal en tur op på kirkegården for at se, hvor far skal ligge.

SAMMEN MED MOR har pigerne fundet et gravsted ved siden af et egetræ bagerst i den nye afdeling af kirkegården. De overvejer også to andre steder, men de er næsten sikre. Her skal far ligge.

»Jeg vil begraves under et egetræ«, sagde far engang ved middagsbordet, da de tilfældigvis talte om døden. Begraves, blive til jord og komme tilbage til naturen, s om han udtrykte det.

Far elskede naturen. Han elskede at fiske og at gå på jagt. Sammen med nogle kammerater fra jagtforeningen havde han en båd nede i Nivå Havn, som de tog ud at fiske i. Han var også med i marinehjemmeværnet oppe i Helsingør. Det kunne han godt lide.

Lige så højt som han elskede naturen, lige så højt elskede han pigerne. Og de ham. Anne-Sofie havde det tætteste forhold til ham. Hun var mere en drengepige, der godt kunne lide at tage med far på jagt eller ud at fiske. Det gad Marie-Lou-ise ikke. Hun var mere som mor.

Det, Marie-Louise elskede mest ved ham, var hans humor. Han var god til at få hende til at grine, og hun følte sig tryg, når hun var sammen med ham. Hun så op til ham, og hun var meget stolt af ham.

Indtil han begyndte at drikke og blev syg.

Den far savner hun ikke. Rask og frisk. Det er den far, hun helst vil huske. Det er ham, hun vil savne.

Det er underligt at tænke på, at det er her ikke under det egetræ, hvor han så gerne ville ligge, men dog ved siden af han skal tilbringe evigheden.

Gitte er med oppe at se gravstedet. Hun synes også, at de skal vælge gravstedet ved siden af egetræet. Så sådan bliver det.

SOLEN DANSER på himlen, mens de begiver sig op imod kirken. Det har været varmt og solrigt, lige siden far døde en uge tidligere. De har dog svært ved at nyde det fine vejr. Ingen af dem har taget sort tøj på, selv om far skal begraves i dag. Sort er simpelthen for trist.

Der er en halv time, til begravelsen begynder, da de ankommer til Nivå Kirke. Umiddelbart efter dukker de første gæster op. Mor begynder at græde. De taler lidt med gæsterne, inden de går ind i kirken. De sætter sig op på første række, helt oppe ved kisten. Den er pyntet med hvide blomster og snebær. Der ligger mange blomster både ved kisten og ned ad midtergangen.

Omkring 50 mennesker er dukket op for at sige farvel til far. Det er ikke første gang, Marie-Louise er med til en begravelse. Da hun var mindre, var hun med til oldemors begravelse, men den kan hun ikke rigtig huske.

Da kirkeklokkerne ringer, græder mor igen. Og igen, da kirkerummet fyldes med triste trompettoner. Men hun er ikke den eneste. Alle har svært ved at holde tårerne tilbage. Det er voldsomt at se så mange voksne græde så meget.

Marie-Louise er en af de få, der ikke græder under begravelsen. Hun har for travlt med at tælle alting i kirken. Først de hvide blomster. Så de røde. De blå. Pærerne i lysekronerne og træbjælkerne i loftet. Alt tæller hun. Det er et trick, hun har lært af Gitte. Det får hende til at tænke på noget andet. Og så spiser hun vingummier. Dem har hun taget med i en blød pose, som ikke knitrer. Endnu et af Gittes gode råd. Den eneste gang, hun hører efter, hvad præsten siger, er, da hun taler om far. De synger salmen »Lysets engel går med glans«, som Marie-Louise har valgt. Den kender hun fra konfirmationsforberedelse.

Så er det tid til at tage endelig afsked. Mændene i familien rejser sig og går op for at bære kisten ud af kirken.

Først da bliver det for meget for Marie-Louise. Hun åbner for sluserne. Hendes øjne er så fyldte med tårer, at hun ikke kan se, hvor hun går. Hun er nær ved at falde over dørtrinnet, da de går ud mod den ventende rustvogn.

Hun siger et sidste farvel, inden bagklappen lukkes. Det er slemt at se den sølvgrå rustvogn trille lige så langsomt væk fra kirken for at køre til krematoriet.

For nu er far definitivt væk.

Afsluttes i næste nummer af Folkeskolen

Marie-Louises historie

Den 18. september 2002 mistede Marie-Louise Hinz-Holdt sin far. Hun deler skæbne med tusinder af andre børn. Hver dag mister mere end ti danske børn deres mor, far eller en af deres søskende.

Her er Marie-Louises historie. En historie om tab, sorg og om at komme ud på den anden side. Marie-Louises historie er blevet fortalt til journalisten igennem en række interview med Marie-Louise selv, hendes mor Gitte Hinz-Holdt, hendes klasselærer Lis Paludan og sorg- og krisekonsulent i Karlebo Kommune, Gitte Ullstad.

Første del blev bragt i Folkeskolen nummer 22.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ