0   149

Aftalens spil

Lærerpakken blev lavet bag ryggen på Finansministeriet. Optællingen var arbejdsgivernes ønske, men Danmarks Lærerforening accepterede

Forhandlinger om lærerpakkens tilblivelse er historien om magtfulde embedsmænd, tvivlende politikere, møder, der officielt aldrig har fundet sted, personlige relationer, en hemmelig adresse i København, magtkampe mellem staten og kommunen og usædvanlige alliancer.

Forhenværende direktør i Kommunernes Landsforenings uddannelsesafdeling, Niels Peter Thomsen, er arkitekten bag lærerpakken fra 1992. Men uddannelsesdirektøren blev bakket op af sekretariatschef Hans Ole Frostholm, Danmarks Lærerforening, og sekretariatschef Max Haugaard fra Lærernes Centralorganisation, da arbejdstidsaftalen fra 1992 blev skruet sammen.

Artiklen fortsætter under banneret

Det var Kommunernes Landsforening, KL, der ønskede optællingen, der siden skabte uro på grund af medfølgende bureaukrati. Men lærerforeningen strittede ikke imod, fordi det passede DLF, at man på den måde kunne dokumentere, hvor meget lærerne egentlig arbejder.

Det kommer frem i bogen Forligsmagerne , der er skrevet af arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen.

Folkeskolen har læst afsnittene om lærerpakken og bringer her sammendrag og citater fra det, der kaldes 'århundredets lærerhandel', og som siden skabte turbulens på det offentlige arbejdsmarked.

Mafiastrategien

Festugen i Århus er i fuld gang. Århus' socialdemokratiske borgmester, Thorkild Simonsen, forlader aldrig byen, når der er festuge, og derfor blev det første politiske møde om lærernes fremtid holdt på rådhuset i Århus.

Inden da havde embedsmænd fra Danmarks Lærerforening, DLF, og Kommunernes Landsforening, KL, været godt i gang med at udtænke planen for en ny arbejdstidsaftale og en overflytning til kommunal ansættelse.

Hans Ole Frostholms og Max Haugaards plan var at få KL til at lave et tilbud, som lærerne ikke kunne sige nej til. KL vil gerne have lærerne og dermed ansvaret for yderligere 60.000 ansatte og sagde derfor ja på mødet under festugen til, at man i dybeste hemmelighed arbejdede videre med planen.

Men det skulle ske bag om ryggen på Finansministeriet og de øvrige politiske baglande.

Processen om lærernes kommunalisering begyndte for alvor den 7. september 1989. Den 27. marts 1992 blev aftalen underskrevet i Finansministeriet.

Hemmelige møder

I løbet af de tre og et halvt år foregik et spil, hvor personlige relationer, magt og styrkeforhold blev af afgørende betydning for lærernes fremtid. Det meste foregik via uformelle kontakter, hvilket i organisationsverdenen betyder, at 'møderne aldrig har fundet sted', og alle kan holde kæft med tilbagevirkende kraft.

De tekniske møder blev holdt i KL's regi på en dækadresse i det indre København. KL havde officielt sygemeldt deres ledende projektfolk i den tid, de hemmelige forhandlinger fandt sted.

I DLF's politiske og administrative inderkreds var det opfattelsen, at tjenestemandsansættelsen og placeringen i det statslige system ikke kunne opretholdes, og derfor skulle der forhandles. I den sammenhæng hører det med, at den gamle tjenestetidsaftale var blevet sagt op som led i overenskomstforhandlinger i 1987, hvor man frem til OK 91 skulle lave nye arbejdstidsregler for lærerne.

Over de hemmelige forhandlinger hang skyggen af et politisk indgreb, men også at kommunerne var begyndt at spare på lærerstillingerne. Skulle der rationaliseres, gjaldt det for DLF om at handle, mens lærerne kunne få noget for at medvirke til en rationalisering.

Desuden var DLF træt af at have både Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL som modparter, når der blev forhandlet.

Det, man forhandlede om i sensommeren 1989, var, at lærerne skulle sige ja til en ny arbejdstidsaftale, en overgangsordning for de tjenestemandsansatte og en fratrædelsesordning.

Betænkelig formand

Ved at fjerne reduktioner ville der blive frigjort millioner af kroner, der som led i Mafiastrategien skulle komme lærerne til gode. Lærerne skulle have et tilbud, de ikke kunne sige nej til.

Martin Rømer var længe betænkelig ved at slippe tilknytningen til staten. Men sidst i september 1989 orienterede han alligevel daværende finansminister, den konservative Palle Simonsen. Martin Rømer fortalte finansministeren, at man mente, at man kunne blive enig med KL om nye arbejdstidsaftaler og en overflytning af lærerne.

Palle Simonsen blev særdeles overrasket og bad om betænkningstid, men inden han fik svaret, havde den konservative partifælle Henning Dyremose overtaget Finansministeriet.

Møderne på KL's dækadresse i Københavns indre by blev intensiveret, og der var gode udsigter til en aftale. Problemet var imidlertid Finansministeriet, hvor det fra uformelle kontakter kom frem, at en kommunalisering af lærerne ville være en 'helvedes dårlig idé'.

I Finansministeriet mente man, at KL ville betale alt for meget for at overtage lærerne. Det springende punkt var, at rationaliseringsgevinsten skulle tilfalde lærerne 100 procent. Det normale i Finansministeriets verden var maksimalt ti procent til medarbejderne og resten til statskassen.

14. december 1989 kontaktede Thorkild Simonsen Henning Dyremose, hvor han bad ham tage stilling til kommunaliseringen. Thorkild Simonsen skitserede en løsning, der i løbet af en kort årrække ville betyde kommunale besparelser.

Finansministeren sagde nej, men de hemmelige forhandlinger fortsatte alligevel. I forbindelse med arbejdstidsaftalen kom den såkaldte XYZ-model på bordet. Den ligner den nuværende UFØ-model.

Den 21. december var der atter møde i projektgruppen. Kort forinden holdt Hans Ole Frostholm møde med Martin Rømer og den nye næstformand Vibeke Poulfelt. Formandskabet mente, at det var for tidligt at fremlægge en fælles plan for finansministeren, fordi lærerforeningen først i november havde fået kongressens egentlige mandat til at forhandle med KL om en kommunalisering af lærerne.

Hvem der reelt fik kolde fødder, da finansministeren sagde nej, vides ikke. Men mødet den 21. december blev det sidste i 1989 af de såkaldte papirløse forhandlinger.

Tilbage var, at KL og DLF havde opbygget et stærkt tillidsforhold, hvilket irriterede Finansministeriet med Henning Dyremose i spidsen.

Hovedstyrelsen holdt hen

I januar 1990 blev Henning Dyremose orienteret i form af en statusrapport fra KL. I Finansministeriet mente man stadig, at fratrædelsesordningen var for fordelagtig, ligesom pensionen for fremtidens overenskomstansatte lærere var for høj. Desuden var det fortsat utilstedeligt, at rationaliseringsgevinsten skulle tilfalde lærerne.

Thorkild Simonsen argumenterede for sagen og holdt fast i, at der på sigt ville blive tale om besparelser, fordi kommunerne kunne tilpasse ressourcerne.

'Mødet endte med, at Thorkild Simonsen fik en regulær skideballe, der var af en sådan karakter, at han selv afbrød mødet efter 20 minutter' hedder det i Forligsmagerne .

I DLF var man forundret over statusrapportens mange detaljer. Finansministeriet vidste nu for meget, hvilket også kunne betyde, at for meget slap ud.

'LC/DLF-forhandlerne havde holdt kortene tæt til kroppen ud fra det synspunkt, at der ville gå panik i DLF's kompetente organer, hvis enkeltelementer slap ud. Der måtte foreligge et samlet resultat, hvis man skulle slippe igennem med de nødvendige indrømmelser. Martin Rømer havde indtil da haft held med at holde hovedstyrelsen hen med brede formuleringer.'

I april 1990 kom der dog et udspil fra finansministeren. Som udgangspunkt måtte det adskille sig fra det, som DLF og KL var tæt på at enes om.

Det opererede dog med XYZ-modellen, men med fuld tilstedeværelsespligt, og dermed kom Finansministeriet med et tilbud, lærerne nemt kunne sige nej til.

Efter måneders stilstand i forhandlinger fandt de offentlige arbejdsgivere sammen i juli måned. Samtidig var der nye kontakter mellem KL og DLF om, hvorvidt man skulle gøre et nyt forsøg. Det skulle i givet fald være færdigt til oktober 1990, så der kunne holdes urafstemning inden kongressen i november.

Overfladisk enighed

Fra 3. til 5. oktober blev der holdt døgnlange tekniske møder på kursusejendommen Kollekolle i Nordsjælland, og det kom frem, at enigheden mellem DLF og KL fra 1989 var noget overfladisk.

'Enigheden byggede på sand', mente Peter Bramsnæs, som var blevet KL's forhandlingsleder. Den konstatering bragte stat og kommune tættere sammen.

'Konklusionen på det samlede forløb fra sommeren 1989 til efteråret 1990 er, at når man først var gået bag om ryggen på Finansministeriet, skulle KL og DLF ikke have ladet sig standse, men have ført spillet til ende', skriver Jesper Due og Jørgen Steen Madsen.

Efter Kollekollemødet endte det alligevel med et møde mellem Henning Dyremose og Martin Rømer, men 'lærernes formand følte sig angrebet af finansministeren og svarede igen på en måde, så det lykkedes ham at fornærme ikke bare politikerne, men også embedsmændene'.

Fredag den 5. oktober 1990 var der indkaldt til sofamøde hos finansministeren. Thorkild Simonsen, Martin Rømer og Henning Dyremose sad i sofaen, hvor der blev diskuteret på det mere uformelle plan, mens teknikerne arbejdede udenfor. I Lærernes Centralorganisation var man af den opfattelse, at ministeriet havde givet sig selv ret i 28 af de 30 knaster, man var enige om var tilbage.

Søndag den 7. oktober midt i kirketiden sad Martin Rømer atter i sofaen hos Henning Dyremose med det såkaldte 7:30-papir, der var blevet færdigt om morgenen forud for mødet.

Hans Ole Frostholm og Max Haugaard ventede i et andet lokale. 'Begge embedsmænd havde en entydig negativ holdning. De anbefalede et nej. Martin Rømer mente derimod, at konsekvenserne ved et sammenbrud var uoverskuelige, og derfor gik han ind i sofaen og sagde ja, uden at han på forhånd havde sagt til de to embedsmænd, hvad han ville gøre. (. . .) Det var en paradoksal situation, at sekretariatscheferne, der i øvrigt begge var kendt som pragmatiske embedsmænd, skulle være dem, der vendte tommelfingeren nedad, mens formanden, der ofte blev beskyldt for at være konfliktsøgende, var den, der var pragmatikeren. Det var også paradoksalt, at de to embedsmænd, der fra starten var dem, som gik helhjertet ind for kommunaliseringsstrategien, hvorimod Martin Rømer var mere skeptisk, endte med at gå imod forhandlingsresultatet.'

Det dobbelte mandat

Om mandagen blev hovedstyrelsen kaldt til møde, hvor Martin Rømer bad om mandat til at forhandle om forbedringer. Hovedstyrelsen så det såkaldte 7:30-papir, men der lå også et andet fra klokken 22:57, hvor visse af forhindringerne var ryddet af vejen. 'Hvis hovedstyrelsen gav ham mandat, havde han nærmest indrømmelserne hjemme på forhånd med arbejdsgivernes 22:57-papir.'

Der tegnede sig tilsyneladende et flertal for et ja. 'Udvalgte hovedstyrelsesmedlemmer blev et efter et kaldt op på formandskontoret til skridtbank med en våd Søndags-Berlinger. (. . .) Max Haugaard lagde op til en taktik, hvor man sendte arbejdsgivernes seneste tilbud til urafstemning uden hovedstyrelsens anbefaling. Så ville man formentlig få et nej-flertal på omkring 2/3 eller mere, og det ville styrke ledelsen i den efterfølgende nye forhandlingsfase.'

Det var i samme omgang, at Max Haugaard og Hans Ole Frostholm forud for hovedstyrelsens afgørende møde skriftligt anbefalede Martin Rømer et nej. 'Det var et usædvanligt stærkt skridt af to embedsmænd, men de ønskede begge at holde ryggen fri', mener arbejdsmarkedsforskerne.

'Hovedstyrelsesmødet blev genoptaget, og det var tydeligt, at mange var bange for at tage stilling. De blev ved med at stille spørgsmål til Max Haugaards fremstilling, og denne gang skinnede det tydeligt igennem, at han anså situation for håbløs. (. . .) Efterhånden fremgik det, at det komfortable flertal ikke ville blive så konfortabelt endda. (. . .) Det vil sige, at foreningens ledelse risikerede at blive splittet i to næsten lige store halvdele i så afgørende et spørgsmål. (. . .) Der var behov for et pusterum, så man kunne gøre situationen op. (. . .) På dette afgørende punkt går vores kilder i sort. Men det er ikke vanskeligt at rekonstruere, hvad der sandsynligvis skete. (. . .) Der var måske ikke anden udvej end at sørge for, at flertallet forsvandt. Den paradoksale, men ikke desto mindre logiske udvej for DLF's øverste ledelse kan meget vel have været, at den valgte at lade sig stemme ned. (. . .) En kneben vedtagelse med et sandsynligt flertal på 15-12 kunne dermed vendes til et flertal imod på 14-13', konkluderer Jesper Due og Jørgen Steen Madsen.

Dermed blev århundredets lærerhandel aflyst, selv om flere ifølge bogen mener, at det skete på et konstrueret resultat.

Nye tilfældigheder

På baggrund af endnu en tilfældighed i 1991 kom der skred i tingene i 1992. Igen blev de uformelle kontakter genoptaget bag Finansministeriets ryg.

I efteråret 1991 holdt Danmarks Skolelederforening møde i Odense. Niels Bertelsen fra KL og Max Haugaard var der, og de begyndte at snakke om, hvad der gik galt i august 1991, hvor forhandlingerne for tredje gang var brudt sammen.

De to embedsmænd kom på god bølgelængde og mente nok, at man kunne finde de rette kompromiser.

På det politiske plan bekymrede det Martin Rømer og DLF's ny næstformand, Jørn Østergaard, at Thorkild Simonsen snart skulle gå af som formand for KL. Der skulle handles nu, fordi der var en gensidig tillid Thorkild Simonsen og Martin Rømer imellem.

Efter embedsmandsmødet i Odense tiltog de tekniske forhandlinger. Samtidig blev der lavet en ny aftale for Speciallærerforeningen af 1981 mellem Finansministeriet, Amtsrådsforeningen og Lærernes Centralorganisation med Max Haugaard for bordenden. Den aftale fik afgørende betydning for kommunalisering af lærerne. Blandt andet fordi der indtil da var stor uenighed om antallet af undervisningsdage. Lærerne sagde 200, arbejdsgiverne mente 220, som det kendes fra det øvrige arbejdsmarked. S-81-aftalen sagde 220, men 25 procent kunne samles, så der reelt blev aftalt 200 arbejdsdage om året, og XYZ-modellen kom på bordet igen. Den hed nu UFØ-modellen.

Diskussionen om ressourceneutraliteten blev også genoptaget på de uformelle møder mellem KL og DLF.

Finansministeriet havde i mellemtiden bevæget sig langt i retning af at acceptere DLF's udlægning af ressourceneutralitet.

'På et tidspunkt under embedsmandsdrøftelserne spurgte Max Haugaard: Betyder det, at der er de samme penge i systemet før og efter gennemførelsen af nye tjenestetidsregler? Departementschef Søren Christensen svarede ja. Betyder det også, at der er det samme antal personer før og efter, var Max Haugaards næste spørgsmål. Der blev en lang pause. Stilheden sænkede sig over lokalet. Ja, svarede Søren Christensen så endelig.'

Aftalt spil

I februar 1992 blev der holdt en række fredagsmøder på Max Haugaards kontor. I møderne deltog kun Hans Ole Frostholm, Peter Bramsnæs og Max Haugaard, og ganske hurtigt kom forligsmulighederne på bordet.

Arbejdsgiverne holdt fast i en pensionsordning på 12 procent, men kompromiset blev, at lærerne kunne købe sig til noget mere.

Da Martin Rømer hørte om fredagsmøderne var han skeptisk i forhold til at nå en aftale. Han troede ikke på det, men mente, at møderne skulle fortsætte.

I KL's absolutte top var der også tvivl. 'Peter Bramsnæs vendte sonderingerne med den administrerende direktør Peter Gorm Hansen. Her var der tilsvarende skepsis. Peter Gorm Hansen troede simpelthen ikke på noget, hvor Max Haugaard var involveret. Han blev ved med at sige til Peter Bramsnæs: Der må være noget, du har overset. Der må være en tappehane et eller andet sted.'

Men embedsmandsforhandlinger fortsatte. Nu skulle aftalen sælges.

Embedsmændene lavede en nøje plan for fremlæggelsen af forligsskitsen. Først skulle Martin Rømer og Thorkild Simonsen holde møde. Dernæst skulle Martin Rømer bede om et møde med Henning Dyremose og Thorkild Simonsen og der formelt forelægge forligsskitsen.

14. marts 1992 var aftalen rent teknisk stort set på plads.

'Det afgørende politiske møde blev holdt på Martin Rømers kontor. (. . .) Fra KL deltog Peter Bramsnæs, Peter Gorm Hansen og Thorkild Simonsen. Fra DLF/LC deltog Martin Rømer og Max Haugaard og Yvonne Hindsberg i Hans Ole Frostholms fravær.' Det var på forhånd aftalt, at Peter Bramsnæs skulle gennemgå aftalen. 'Der var bemærkninger her og der, og da gennemgangen var færdig, nikkede de to politikere til resultatet. Der var enighed. (. . .) Men inden træerne voksede ind i himlen, opstod der pludselig en komplikation. Det skulle afgøres, hvem der skulle formidle denne enighed videre til finansminister Henning Dyremose.'

Af embedsmændenes notater fremgik det, at det var Martin Rømer, der skulle gøre det, men parterne gik fra hinanden uden afklaring, og først senere faldt det på plads, at det skulle Martin Rømer gøre, og så kørte det aftalte spil videre.

Det blev temmelig indlysende for Finansministeriets embedsmænd, at der var tale om aftalt spil.

Embedsmændenes værk

På to punkter var det klart, at Henning Dyremose ville stå af. Pensionen måtte ikke overstige 12 procent, og fratrædelsesordningen for lærere for 40- til 59-årige var for dyr, og det kunne Henning Dyremose derfor ikke lægge navn til.

Forligsskitsen blev sendt tilbage til embedsmændene, og der opstod et speget spil, fordi alle vidste, at der var tale om et færdigt forlig.

Problemerne med pensionen og fratrædelsesordningen blev ordnet ved at dele aftalen i to. Da det fremover var kommunernes ansvar, ville staten ikke blande sig.

Få dage senere, torsdag den 26. marts 1992, var aftalen på de 470 sider, der fik navnet lærerpakken, næsten på plads. 'Papirerne blev gennemgået, og det var fortrinsvis Peter Bramsnæs og Max Haugaard, der førte ordet. Søren Christensen sagde ingenting.'.

Fredag den 27. marts 1992 skrev Martin Rømer, Henning Dyremose, Thorkild Simonsen og daværende formand for Københavns Lærerforening, Aase Ciccia, under.

'Samlet kan man karakterisere den afsluttende fase i lærerforhandlingerne som et karakteristisk eksempel på et forløb, hvor det er embedsmændene, der spillede den største rolle. (. . .) En illustration af den betydelige vægt, embedsmandssystemet har i det samlede aftalesystem. (. . .), konkluderer Jesper Due og Jørgen Steen Madsen.

Forliget medførte en heftig debat for og imod lærerpakken. Ikke mindst optællingen og Ø-tiden delte lærerne i debatten inden urafstemningen.

'Optællingssystemet var arbejdsgivernes krav, men blandt forhandlerne på lærersiden var der også en vis tilfredshed med, at man fik sådan et system. Det var nemlig forudsætningen for at komme af med en ikke-tidssvarende akkord, de 231 timer. Når alt ud over den nye kasse på 100 timer skulle optælles, ville det blive synliggjort, hvor meget lærerne reelt havde påtaget sig.'

Forligsmagerne

Folkeskolen s artikel bygger på afsnit fra bogen 'Forligsmagerne' - De kollektive forhandlingers sociologi. Bag de lukkede døre i det offentlige aftalesystems overenskomstforhandlinger 1987-95, DJØFs Forlag.

Forligsmagerne er på 1.100 sider og koster 850 kroner.

Bogen er skrevet af arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen, der med bogen vil give en anderledes indsigt i overenskomstforhandlingernes anatomi.

Bogen er baseret på 120 interview med 66 personer. De nævnte personer i bogen har set manuskriptet inden bogens trykning.

- Det var udelukkende faktuelle oplysninger, der blev rettet til, og ingen har forsøgt at udøve censur, siger Jesper Due.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet