Anmeldelse

Frøken Ignora eksploderer / Frøken Ignora i skolegården / Frøken Ignora og stjernehimlen / Frøken Ignora bliver forelsket / Frøken Ignora og Georg sætter deres præg på verden

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frøken Ignora kan man ikke ignorere. Hun er charmerende, levende og livsklog. Ignora er en af de bedste litterære figurer, der har set dagens lys i en selvlæsningsserie til 2.-3. klasse.

Meget kort fortalt er Ignora en lille rødhåret pige, der bor alene i et vandtårn, fordi hendes far er død, og hendes mor er rejst væk. Forfatteren har tydeligvis hentet inspiration fra både »Pippi Langstrømpe« og »Folk og røvere i Kardemommeby«, men Frøken Ignora formår alligevel at være sin helt egen.

Fortællingerne om Ignora er fyldt med daglige gøremål og filosofiske tanker, og de handler overordnet om hendes livsbekræftende forsøg på at forstå sig selv og sin omverden. Bøgerne er skrevet i et koncentreret lyrisk sprog, der forener dagligdags hændelser og store følelser. Tematisk omhandler bøgerne blandt andet venskab, ensomhed, kærlighed, savn, død, drillerier og meningen med livet. Både sprogligt og tematisk er bøgerne i direkte øjenhøjde med børnene, og de mange huller i teksterne appellerer til meddigtning, samtale og eftertanke.

Først kunne Ignora ikke lide Nina.

Så kunne Nina ikke lide Ignora.

Men pludselig en dag var de hjerteveninder, og deres hjerter snoede sig ind i hinanden og havde det rart.

Teksterne understøttes desuden fornemt af både Charlotte Pardis fabulerende tegninger, der finurligt spiller med og imod teksten, og bøgernes usædvanlige format, smalt og højt som det vandtårn, Frøken Ignora bor i.

Opfordringen herfra skal lyde: Læs bøgerne, brug dem i skolen og bliv klogere på livet sammen med Ignora og eleverne