Anmeldelse

Sæt spor til den mundtlige prøve - ny udgave

Fastforankret fodfæste ved den mundtlige danskprøve

Det kan godt være, at du er rutineret. Det kan også være, at du skal føre en 9.-klasse til prøve for første gang. Uanset erfaringsgrundlag får man som dansklærer et indsigtsfuldt og overskueligt materiale, når der sættes spor til den mundtlige eksamen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er unægtelig endnu en usikker prøvesommer, vi går i møde. Danmarks Lærerforening har i skrivende stund netop indgivet sine anbefalinger til Undervisningsministeriet, der peger i retning af regulerede prøver, blandt andet med forslag om interne censorer på skolerne og andre tiltag, der giver mulighed for prøveafvikling under de forudsætninger, vi er underlagt i dette semester.

Fakta:

Titel: Sæt spor til den mundtlige prøve - ny udgave

Forfatter: Birgitte Therkildsen, Birthe Christensen

Pris: 223,75

Sider: 88

Type: Elevbog

Forlag: Dansklærerforeningen

Pris: 411,25

Sider: 48

Type: Lærerguide

Man må antage, at de fleste dansklærere forventer en prøve i en eller anden form, og derfor vil "Sæt spor til den mundtlige prøve" af Birgitte Therkildsen og Birthe Christensen være værd at bruge tid på for at skabe sig det fornødne overblik over den efterhånden mangefacetterede prøve i mundtlig dansk. Forfatterne viser, at dette kan gøres både inspirerende og tydeligt, og som dansklærer får man en fuldstændig afklaring af teksttyper, genrer, fordybelsesområder, synopser eller perspektiveringer. Intet er udeladt.

Bøgerne erstatter ikke prøvevejledningen, hvoraf den seneste er fra november 2019. De uddyber den sådan, at man som lærer grundigt kan formidle prøvens indhold og retningslinjer til eleverne. Bid i øvrigt mærke i, at materialet ikke kun er forbeholdt dansklærere på 9. årgang, men lige så vel bør læses af dansklærere i udskolingen generelt, så man har viden om, hvor undervisningen skal pege hen.

"Sæt spor til den mundtlige prøve" indgår i Dansklærerforeningens Forlags "Sæt spor"-serie, der generelt kan anbefales og består af en lærerguide og en elevbog. Begge dele i et layout, der giver læseren lyst til fordybelse. Her gives en række teksteksempler i relation til opgivelser og forskellige fordybelsesområder.

Lærerguiden er delt i to dele, hvoraf første del giver indsigt i prøven og uddyber prøvevejledningen. Anden del er en konkret vejledning til elevbogens indhold, der ved første øjekast kan synes forholdsvis omfattende, men hvor man hurtigt ser, at bruges bogen systematisk, ligger der her et solidt funderet og på alle måder anvendeligt materiale, der kan føre eleverne frem til prøven og under alle omstændigheder give dem forudsætninger for at forstå prøven på flere niveauer.

Elevernes arbejde tager udgangspunkt i konkrete tekster, der selvfølgelig efterfølgende kan indgå i klassens opgivelser, og forfatterne viser efterfølgende, hvordan der kan arbejdes prøverelateret med teksterne, og hvordan teksterne kan indgå i både smalle og brede fordybelsesområder. Begreber, der uddybes både i prøvevejledning og i lærerguiden. I lærerguiden finder man bagerst nogle kopiark med blandt andet overbliksskema og opsamlingsskema til eleverne, som hjælper dem til overblik over tekster, genrer, medier og modaliteter.

Ud over en fremhævelse af materialets anvendelighed generelt - det skal egentlig bare købes, hvis budgettet kan bære - så var jeg i gode hænder i lærerguidens gennemgang af elevbogen. Som dansklærer bringes min brede faglighed i spil, når jeg skal arbejde med kortdok, reklamekampagner eller noveller. Jeg kommer vidt omkring, og jeg vil ikke undlade at bemærke, at eksempelvis kortdok ryger på min liste over kommende fordybelsesområder.

Det glæder mig desuden, at Birgitte Therkildsen og Birthe Christensen konstant fodrer mine elever med fagtermer, der kan tages direkte med til eksamen. Jeg plejer at sige til mine elever, at det skal være tydeligt, om de er til fysikprøve, historieprøve eller danskeksamen. Vi skal kunne høre, i hvilket fag vi befinder os, og her bliver fagtermerne vores byggeklodser. Ellers ender vi med en 20 minutter lang snak om "noget", og det bliver upræcist.

"Sæt spor til den mundtlige prøve" giver rent faktisk eleverne mulighed for at sætte sig eftertrykkelige spor ved det grønne bord, og materialet giver dig som lærer de bedste forudsætninger for at vise dine elever, på hvilke stier sporene skal sættes.