…sig dermed NEJ til den igangværende afskaffelse af demokrati, pædagogik og undervisning (sådan som det er foregået globalt, i de seneste årtier med nyliberalismen, indledt af Margaret Thathers politik ”There is no alternativ” i 1980 ´erne).

Biestas nye bog om uddannelse ”World-centered Education. A View for the Present” er den 6. i hans verdensberømte værk om uddannelse og menneskelighed.

Men hvorfor er Biestas stemme så vigtig i kampen for en menneskelig uddannelse? Dette spørgsmål er omdrejningspunktet i bogen  om hans værk og tænkning: ”Uddannelse for en menneskelig gfremtid. Gert Biestas pædagogiske tænkning” (Klim/2017 ).  https://www.akademikerbladet.dk/boeger/uddannelse-for-en-menneskelig-fremtid

Biestas hovedærinde kan udtrykkes meget kort (med Adorno): ”For at Auschwitz ikke skal gentage sig, er den allerførste fordring uddannelse” (1966). Det er på denne baggrund, at Biesta vælger en helt anden kurs end fx Dannelseskursen, Den børnecentrerede kurs, Fagkursen, Læringsskursen eller andre gængse kurser. Han opfinder simpelthen sin egen kurs, nemlig The World-centered Education.

Biesta vil ikke være med til at bruge tvang, sådan som der fx henvises til i dag med det nærmest indiskutable Pædagogiske Paradoks, om at tvinge til frihed. Biesta taler imod tvang og taler i stedet om magt. Lærerens magt til at forstyrre. Han mener simpelthen – og dette er den blodrøde tråd i hele hans værk –  at tvang fører til en objektivisering af børn og unge, med det formål at tilpasse dem i en større sags tjeneste, nemlig samfundstjenesten.

Denne objektivisering af børn og unge, elevgørelsen, har været en åben ladeport til at  tvangsindføre den nuværende læringsskole med læringstvangen. Men Biesta viser med hele sit værk, at tvang og objektivisering er uønskværdig; og det modsatte af det, han vil.

Han formulerer det således: Pædagogikkens og undervisningens hovedopgave og ansvar er at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i verden på en voksen måde, som subjekt.

Ifølge Biesta skal læreren altså ikke være en service-person i elevernes læringsprocesser. Læreren skal derimod genopdage undervisningen, gå op på ´podiet´ igen og tage den magt, som følger med det at være en autoritet, der kan forstyrre eleverne.

Det eksistentielle arbejde i uddannelse kan didaktisk og pædagogisk meget forkortet illustreres med nedenstående tredelte proces, hvor det grundliggende er, at Biesta ønsker at fortrylle, at forføre, at elektrificere barnet/den unge til at ville tage imod undervisningens gave; Biesta selv benævner dette med, at læreren skal adressere barnet/den unge til at komme ind i verden som en unik person.

Det eksistentielle arbejde i uddannelse:

(1) FORSTYRRELSE. Forstyrrelse af barnets/den unges ønsker om at være alene med sig selv, med det formål at åbne et rum, hvor barnets jeg kan træde frem.

(2) SUSPENSION. ”Ophævelse” af tid og sted (filosofisk ment), med det formål at skabe indhold og former til at møde verden, sig selv og barnets/den unges ønsker i forhold til verden.

(3) UNDERSTØTTELSE, med det formål at hjælpe barnet til at (for)blive i ´mellemzonen` og altså ikke ryge ud i yderzonerne med enten overmod eller opgivelse. (Undervisningens genopdagelse 2017)

Nedenfor angiver jeg de 5 bøger, som Biesta indtil videre opfatter som sine vigtigste i sit samlede værk. Heri vil man kunne danne sig en baggrundsforståelse for hans nye bog, men man kan også begynde med denne nye 6. bog ”World-centered Education, A view for the present”, som formodentlig snarest vil blive oversat til dansk.

(1) I Læring retur. Demokratisk dannelse for en menneskelig fremtid (Biesta 2012, anden udgave) udfoldes idéen om, at børn og unge skal have mulighed for at ´komme ind i verden´ som ´unikke´, væsener via en ´forstyrrelsens pædagogik´: Jeg mener (…), at det at lade spørgsmålet om menneskets menneskelighed stå radikalt åbent, og lade det besvare igen og igen kan hjælpe os til at forblive årvågne, specielt over for forsøg på at begrænse hvad det vil sige at være menneske og leve et menneskeliv” (Biesta 2012: 138).  

(2) I God uddannelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati (Biesta 2011) viser Gert Biesta, at pædagogiske processer foregår i tre overlappende domæner, og for at skabe god undervisning, skal man som lærer finde den rette balance mellem disse tre. Didaktik i sig selv kan aldrig erstatte den ansvarlighed, det er at få selve formålet i fokus: For det første gjorde distinktionen mellem disse tre domæner det muligt for mig at hævde, at spørgsmålet vedrørende god uddannelse altid bør angribes i relation til, hvad man ønsker at opnå – der er aldrig noget godt eller ønskværdigt ved uddannelsesmæssige processer og praksisser i sig selv – og pegede også på, at uddannelse som fænomen aldrig er endimensional i sine intentioner og ambitioner. (Biesta 2014: 188).

(3) I Demokratilæring i skole og samfund (Biesta 2013) beskriver Biesta, at demokratiets grundlæggende værdier: retfærdighed, frihed og lighed er i dagens Europa er overtaget af markedets værdier. Den enkeltes evne til at sno sig og udnytte enhver situation på en rentabel måde – det er den neoliberalistiske markedstankegang. Det er denne problemstilling, der er udgangspunktet for Gert Biestas politisk, kritiske bog om demokratilæring i skole og samfund. Han kritiserer, at politikerne kryber for det neoliberalistiske mantra om, at alt kan gøres op i (lærings-) økonomi; i syv veldokumenterede kapitler viser han, at demokrati intet har at gøre med kynisk, økonomisk beregning.

(4) I Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik (Biesta 2014) videreføres tænkningen om, ”at uddannelsesmæssige processer og praksisser ikke er maskinelle” (Biesta 2014: 189). Gert Biestas pointe er, at vi bør omfavne den indlejrede svaghed i, og den medfølgende risiko for, at uddannelse måske slet ikke virker: "Den diskussion, jeg fremfører i denne bog, er, at uddannelsens svaghed ikke bør forstås som et problem, der bør overvindes, men snarere bør forstås som selve den ´dimension´, der gør uddannelsesmæssige processer og praksisser uddannelsesmæssige.” (Biesta 2014: 189).

(5) I Undervisningens genopdagelse (Biesta 2017) taler Biesta om ”Subjekt-hed som hændelse og ikke som besiddelse”. Hans perspektiv er at befri undervisningen fra læring og om at åbne for eksistentielle muligheder for subjekt-hed og uudgrundelig livsfylde. Alt sammen noget, der ikke primært består i at lade sig akkompagnere af selvstændigt ’producerede’ meninger om hvad som helst. Pædagogikkens og underviserens hovedopgave og ansvar er derimod ”at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i verden på en voksen måde, som subjekt.” (Biesta 2017: 28

Lærke Grandjean