Regeringen har sat penge af til ekstra lærere i folkeskolen næste år. Kommunerne er ved at lægge budgetter, men mangler stadig en udmelding om, hvilke regler, der gælder for at få pengene.

Lærermillioner på spil i kommunale budgetforhandlinger

Finanslovspartierne har sat 400 millioner af til flere lærere i kommunerne i 2021. Slaget om pengene står i disse uger i kommunernes budgetforhandlinger. I Aarhus er pengene sikret, mens der er mere usikkerhed om de ekstra lærerstillinger i Tønder.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Regeringen, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet har indgået en aftale om penge til, at kommunerne kan ansætte flere lærere. I år er der afsat 275 millioner kroner. Det stiger til 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. fra 2023 og frem.

Kort før sommerferien indgik partierne en udmøntningsaftale, der skal sikre, at pengene faktisk går til ekstra lærere og ikke forsvinder i kommunekasserne. Men aftalen gjaldt for det første år. Partierne skal den 29. september mødes for at tage hul på, hvordan rammerne for næste års udmøntning skal være. Samtidig er der budgetforhandlinger i 98 kommuner landet over.

Rød blok indgår aftale, der sikrer, at finanslovspengene går til flere lærere 

Når det gælder pengene til ekstra lærere, er det svært for kommunerne at holde sig inden for nogle rammer, som de faktisk ikke kender endnu, siger konsulent i Danmarks Lærerforening Lars Blom Salmonsen.

"Det er svært at diskutere, hvad der er okay i budgetterne, før man har udmøntningsaftalen. I 2020-udmøntningen står tydeligt, at der skal ansættes ekstra lærere. Man skal ikke lave kompenserende besparelser. Politisk er det aftalt, at pengene skal bruges til ekstra lærere, men vi kender ikke den præcise 2021-udmøntning endnu", siger Lars Blom Salmonsen.

Aarhus: Pengene til ekstra lærere næste år er sikret

I Aarhus har man allerede landet en budgetaftale. Her er rådmand for børn og unge Thomas Medom glad for, at det er lykkedes at sikre, at pengene fra staten går til ekstra lærere. De 34 millioner som Aarhus får til ekstra lærere næste år kommer skolerne til gode og ikke kommunekassen, fortæller han til folkeskolen.dk

"Der er en mulighed for, at man kan spare nogle af de andre penge som er afsat til folkeskolen rundt om i kommunerne. I Aarhus har vi et finansieringsbidrag, hvor alle har skullet smide 0,75 procent af budgettet. Det har vi fået taget et opgør med, så det er nu sikret, at vi bruger alle pengene på ekstra lærere. Alt i alt er vi oppe på et årligt løft af skolerne i Aarhus på 53 mio. kr.".

Tønder: Vi risikerer, der ikke kommer flere lærere

I Tønder ser formand for Tønder Lærerkreds Henrik Jakobsen nogle budgetmæssige udfordringer, der gør, at pengene fra staten ikke nødvendigvis slår helt igennem i form af ekstra lærere.

"I Tønder vil gerne spare en halv million på det lokale budget i tværgående besparelser. Et forslag er, at noget af det personale, der er på kulturskolerne og biblioteker, vil man sætte ind og undervise i folkeskolen. Det giver i hvert fald i et regneark mulighed for at spare nogle lærere. Når man er med i den pulje, hvor man får ansat ekstra lærere, kan man så spare en lærerstilling med den ene hånd og så udvide med en stilling med den anden hånd? Men som udmøntningsaftalen er i år, vil der være en risiko for, at det ikke går, for der er revisorpligt til at pengene går til ekstra lærerstillinger", siger han og tilføjer:

"Pengene fra staten er tænkt til at øge lærerstaben i folkeskolen, flere hænder til at løfte opgaven, og med besparelsen i Tønder risikerer man, at der ikke sker den forøgelse".

Budgettet i Tønder er endnu ikke vedtaget.