Debat

Hold modet oppe – trods tåbelig leder i Berlingske

Det er simpelthen for dumt, det der står i Berlingskes leder. Glem den hvis du kan, og brug påsken til at samle kræfter. Der bliver brug for dem til at få hverdagen i gang igen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Berlingskes leder 2. april trækker den gamle traver, ”lærerbashing”, ud af stalden i en situation, hvor vi har brug for at bakke hinanden op og hjælpes ad. Det tyder i bedste fald på dårlig situationsfornemmelse, men man frygter også, at der er tale om ignorance grænsende til decideret dumhed.

Der fremføres en helt urimelig kritik af lærerne og folkeskolen i stil med, at lærerne nu ikke har arbejdet i to uger og derfor har haft masser af tid til at udtænke, hvordan skolerne skal åbne på en sikker måde dagen efter påske.

Lederen er udtryk for total mangel på indsigt i lærernes og skolernes opgave. Såvel den kæmpeopgave lærerne har løftet med nødundervisning, som den enorme opgave der ligger med at åbne skolerne igen på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Mange lærere er blevet kede af det på grund af den leder – men jeg håber, at alle lærere på trods af dette enkelte totale fejlskud vil huske på den enorme anerkendelse der generelt er i samfundet af lærernes indsats. Den anerkendelse har vi brug for, for at have mod til det arbejde der forestår, og den kan en enkelt tåbelig leder i Berlingske ikke ødelægge.

Lederskribent Mette Østergaard påstår fx, at undervisningen har været udliciteret til forældrene under nedlukningen. Det er forkert – hvilket såvel ministerielle bekendtgørelser som talrige opslag og historier på twitter og facebook bevidner. Lærerne har undervist, så det fløjter derudaf.

Lederen kritiserer, at lærerne skal holde ferie. Mette Østergaard har ikke fulgt med! Ferieafvikling op til påskeugen er sket imod lærernes vilje – og fra nogle kommuners side er lærerne blevet sendt på ferie midt i at de var i gang med undervisningsforløb. Det er sket i større respekt for sparekrav end for elevernes undervisning og for den vigtige sociale opgave, som lærerne har varetaget i disse uger. Der har været utallige henvendelser til Danmarks Lærerforenings kredse fra lærere, som er meget kede af at skulle svigte deres elever, fordi de er blevet tvunget på ferie, for at kommunen kunne spare nogle få kroner. Derfor er det en decideret hån mod lærerne, når Berlingskes leder bruger den situation imod lærerne. Berlingske er ellers ofte en stærk fortaler for besparelser i det offentlige, men når konsekvenserne viser sig, så slår man løs på dem, der forsøger at passe deres arbejde på trods af besparelserne. Ynkeligt!

Og lederen er et udtryk for en total mangel på indsigt i den opgave det er, at åbne skolerne igen efter nedlukningen. Det handler ikke om at forberede undervisningen, som Mette Østergaard påstår. Det handler om at kunne gøre det så sundhedsmæssigt forsvarligt som muligt.

De tre dage op til helligdagene er normalt skolelukningsdage, og det er aldrig en hindring for, at lærerne kan starte undervisning på dag ét efter ferien. Det er det heller ikke denne gang. Undervisningen kan begynde når som helst, for det normale lærerarbejde er fortsat under nedlukningen og dermed også forberedelsen til opstarten efter påske.

Så når skolerne og lærerne skal have tid til at forberede skolernes åbning efter denne påske er det for at tage de rigtige sikkerhedsforanstaltninger efter nedlukningen. De sikkerhedsforanstaltninger skal laves efter sundhedsmyndighedernes anvisninger, og de anvisninger er ikke kommet endnu.

Det er simpelthen for dumt, det der står i Berlingskes leder. Glem den hvis du kan, og brug påsken til at samle kræfter. Der bliver brug for dem til at få hverdagen i gang igen.

Powered by Labrador CMS