Tillidsrepræsentanter skal forhandle løn i København

Københavns Lærerforening bliver uden tvivl leverandør af årets bombe på Danmarks Lærerforenings kongres. Med et snævert 5-4-flertal har bestyrelsen for Københavns Lærerforening besluttet som forsøg at lade tillidsrepræsentanterne forhandle en del af lærernes løn.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det har aldrig været KLFs kop te at uddelegere forhandlingskompetencen vedrørende løn til skoleniveau. Bestyrelsen har imidlertid efter en nøje analyse måttet sande, at en bevarelse af den nuværende forhandlingsmåde ville være meget resursekrævende", forklarer Københavns Lærerforenings formand Jan Trojaborg i KLFs blad KK med henvisning til, at politikerne på Københavns Rådhus har besluttet, at skoleinspektørerne skal stå for forhandlingerne af ny løn for lærerne. Der er 80 skoler og institutioner i København, og et flertal i bestyrelsen har altså vurderet, at det var for dyrt at etablere et sekretariat i Københavns Lærerforening, der ville være i stand til at varetage 80 forskellige forhandlinger.

Det er Danmarks Lærerforenings klare politik at bevare aftalekompetencen i de lokale lærerkredse.

Jan Trojaborg understreger over for folkeskolen.dk, at Københavns Lærerforening er en selvstændig lærerforening, selvom de københavnske lærere også kollektivt er medlemmer af Danmarks Lærerforening. KLF er ikke bundet af Danmarks Lærerforenings politik, men Jan Trojaborg understreger også, at det bestemt ikke er sådan, at københavnerne gør en dyd ud af at skille sig ud. Der har i øvrigt været fortilfælde også med den såkaldte decentrale løn, som Københavns Lærerforenings generalforsamling gerne ville benytte sig af på et tidspunkt, hvor DLFs kongres sagde nej.

Uddelegeringen af forhandlingskompetencen sker som forsøg i år 2003. Herefter skal forsøget evalueres, og medlemmerne kan hente forhandlingskompetencen tilbage til KLF ved en urafstemning.