Som følge af tilslutningen til PISA (DK med fra år 2000) og de utallige efterfølgende virkninger har grundskolen i mange år haft store vanskeligheder ved at arbejde med det egentlige formål for øje, som det er beskrevet i folkeskoleloven og friskoleloven: At eleverne efter skolegangen skal kunne indgå i et demokrati som det danske med folkestyre. I den dannelsesproces er skolefagene tiltænkt en rolle som tjenere for en højere sag - de skal ud fra hver deres vinkel understøtte det alment dannende formål.

Takket være skolepolitiske beslutninger, der er truffet på baggrund af PISA-resultaterne, er det hele vendt på hovedet: Nu er fagene målet i sig selv, og i særdeleshed er det gennemsnitskaraktererne på skolerne, der fokuseres på. De forskellige fags gennemsnitskarakterer på en skole lægges sammen og kommer til udtryk i et enkelt gennemsnitstal for alle fag. Det hele sættes op på rad og række med en rangordning af skolerne til følge. Dette ene tal bliver brugt til at vurdere skolernes evne til at løfte fagligheden. Medierne er medansvarlige for denne forsimpling af skolevirkeligheden, når de gladeligt og helt ukritisk offentliggør ranglister mm. Det burde være en væsentlig opgave for den 4. statsmagt at forholde sig særdeles kritisk til forenklede tal, der bruges til at påvirke samfundets grundskoler. Men det sker ikke.

Det er helt fint med karakterer til den enkelte elev i udskolingen, så både eleven, skolen og hjemmet har en vurdering af, hvordan det står til i forhold fagligheden i de enkelte fag. Det er vigtigt, at alle elever bliver så dygtige fagligt, som konteksten, de indgår i, giver mulighed for. Det er der nok bred enighed om. Problemerne opstår først, når systemet forlanger, at tallene i en klasse lægges sammen med den hensigt at danne gennemsnitstal. Det er en uanstændig måde at bruge vores børns karakterer på. Vi reducerer børnene til objekter, der kan sammenlignes uden at tage højde for individet og de forskelle, der er. Eleverne møder op i skolen med forskellige forudsætninger og evner socialt, vidensmæssigt, interessemæssigt osv. Nogle skoler har mange elever, der har det svært med fagene, mens andre har det stik modsat. Skolen arbejder og virker ikke som en marmeladefabrik, hvor der kommer tomme glas ind i den ene ende, som derefter fyldes og etiketeres ud fra devisen: Alle glas indeholder præcis det samme og smager derfor fuldstændig ens. Vi må væk fra den forenklede og formørkede måde at anskue vores børn på.

Undervisningen i grundskolen er desværre reduceret ved en omdannelse til et læringsregime: Læringsmålstyret undervisning er et af de største indhug i den demokratiske dannelse til dato. Metodefriheden er under pres, og den digitale undervisning afløser den livgivende samtale i undervisningen.

Det er også et kæmpe problem, at faget pædagogik er så godt som udryddet på læreruddannelsen. Det fag, hvis genstand er dannelse, undervisning og opdragelse, hvor lærerstuderende tidligere gennem 3-4 år fik masser af tid og rum til at studere og tænke over, hvorfor vi holder skole, og hvor de fik dyb indsigt i dannelsesteorier og undervisningens indvirkning på eleverne. Denne afakademisering af lærerstanden er dybt problematisk. Det er helt useriøst og uansvarligt i et demokrati at fjerne substansen i lærernes uddannelse, når det samtidigt er lærerne, der skal stå for den demokratiske dannelse af de kommende generationer i grundskolen. Bedre går det ikke i kommissionen for lærernes arbejdtidsaftale, der netop er kommet med en anbefaling om, at lærerne skal have en endnu mere praksisorienteret, mesterlæreragtig uddannelse(!) Lærere og pædagoger skiller sig netop ud ved at skulle arbejde efter et formål (demokratisk dannelse) og ikke et professionsstyret mål. Deres opgave er at påvirke børn og unge, hvilket kræver, at man ved, hvad man gør, og hvilken mulig virkning det medfører. Uddannelsen må derfor nødvendigvis have et tungt element - pædagogik som teoretisk fag - der klæder dem ordentlig på til opgaven. Alt andet er at spille hasard med fremtiden.

Vi har vores demokrati præcis så længe, vi værner om det. Demokrati er en aftale mellem en gruppe mennesker om, at tillid, ligeværd og samtale er grundlaget for sameksistensen. Det er en stor opgave at passe på den aftale. Vores grundskolers opgave skal ses som (eller skulle ses som) samfundets forsøg på at hjælpe næste generation hen til en frihed, hvori de forhåbentlig tilvælger demokratiet (bliver sindelagsdemokrater ifølge Hal Koch). Følgerne af den nuværende lærings- og sammenligningskultur kan blive katastrofal for demokratiets natur på lang sigt. Vil demokratiet blive reduceret til en flertalskultur, hvor flertallet tromler mindretallet frem for en tillids- og samtalekultur, hvor det bedste argument må afgøre en sag?

Der skal et meget stort opgør til for at få genetableret tilliden og samtalen, så vi igen kan arbejde seriøst og ansvarligt på at få sindelagsdemokratiet forankret i de næste generationer. Det bliver svært, for når først kontrol (f.eks. new public management) har overtaget magten, kræver det virkelig mod og vilje til - i det mindste - at få en bedre balance mellem kontrol og tillid. Men det er en nødvendig øvelse, hvis sindelagsdemokratiet skal overleve og udvikles. Tør vi det - kan vi det - vil vi det?