Anmeldelse

Pædagogers faglighed i skolen

Pædagogernes uklare rolle i skolen under lup

Pædagoger i skolen skal både motivere eleverne til at lære og holde skolens krav på afstand for at skabe trivsel. Det er ikke let, viser denne bog, som både lærere, pædagoger og skolepolitikere burde læse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Målet med folkeskolereformen var at udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan. Folkeskolereformen betød højere faglige krav til undervisningen. Eleverne skal i dag kunne det, de før reformen skulle kunne et år senere.

Fakta:

Titel: Pædagogers faglighed i skolen

Forfatter: Sofie Sauzet

Pris: 199

Sider: 179

Forlag: Samfundslitteratur

Dette har indflydelse på pædagogernes arbejdsliv. I dag har fuldtidsansatte pædagoger arbejde to steder: i skolen og i skolefritidsordning/fritidshjem eller eventuelt i et klubtilbud.

Forfatteren til denne bog, Sofie Sauzet, adjunkt, er ph.d. og forsker i pædagoger i skolen, ligesom hun underviser i skole- og fritidspædagogik på pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen i København. Sofie Sauzet har i et forskningsprojekt undersøgt pædagogernes faglighed ved at dykke ned i undersøgelser foretaget af BUPL og Danmarks Evalueringsinstitut, Eva. Undersøgelserne bygger på fem folkeskoler i fire forskellige kommuner.

Bogen behandler det tværprofessionelle samarbejde og ser på skolens organisation, fritids- og skolepædagogik, barnet, læreren og pædagogen. Pædagogen er her udfordret af, at skolens aktiviteter er bygget op sådan, at eleverne skal deltage, mens børnene i skolefritidsordningen/fritidshjemmet har aktiviteter i kan-tid. Børnene vælger at lave, hvad de vil, når de vil.

I alle kapitler er der fortællinger fra feltarbejdet især i skolen, hvor der zoomes ind på forskellige pædagogiske situationer. Lærerens rolle er klar. Læreren skal undervise. Pædagogens rolle er mere uklar.

Pædagogen ved ofte ikke, hvilke opgaver vedkommende kommer til at påtage sig i løbet af undervisningen. Pædagogen skal fokusere på elevernes trivsel og de bløde værdier: kammeratskab og personlig udvikling. Det kan rumme mange og meget forskelligartede opgaver, og de er ofte situationsbestemte. Pædagogerne støtter børn i udsatte positioner, de motiverer eleverne til læring. De holder skolens krav på afstand et øjeblik.

En forudsætning for at lære er elevernes engagement, trivsel og relationer. Det er ofte et problem, at pædagogen ikke har været med i planlægningen af undervisningen og heller ikke evaluerer timen med læreren.

Det spændende ved undersøgelsen er, at der bliver fokuseret på pædagogernes faglighed. Faglighed er, at man har viden, forudsætninger og kompetencer inden for et bestemt fag. Den understøttende undervisning giver pædagogerne mulighed for, at deres faglighed bliver bragt i spil. Rammen for pædagogernes arbejde og aktiviteter indeholder her de læringsaktiviteter, der kan sammenkædes med folkeskolens fag og obligatoriske emner.

Pædagogisk faglighed er vigtigt for det arbejde, der bliver praktiseret af både lærere og pædagoger. Bogen giver anledning til mange gode overvejelser over det tværprofessionelle samarbejde og skolens organisationsformer. Et krævende samarbejde på skolerne om et ”fælles tredje” er nok et ønske, alle har, men er det muligt at udføre det uden tid til og efteruddannelse af alle?

Et af bogens mest interessante afsnit handler om de mange tiltag, der har været i folkeskolen fra 1990'erne og frem til skolereformen i 2013, blandt andet affødt af resultaterne fra Pisa. Det blev besluttet at fokusere på det målelige udbytte af elevernes læring. Den målstyrede skole indførte test af eleverne og konkurrerer nu på faglige resultater.

Jeg håber, at bogen vil blive anvendt på pædagog- og læreruddannelsen. Det er endvidere mit ønske, at skoleledere og medarbejdere bruger noget af deres arbejdstid til at drøfte den viden, bogen formidler. Og mit ønske er, at den også vil blive læst af skolepolitikere.