Anmeldelse

En praksisbog for især specialklasselærere

Har du brug for et idekatalog til øvelser, som kan få barnet til at sætte ord på sine tanker og følelser? Så er denne bog noget for dig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogens primære område er omsorgssvigtede børn og deres evne til at mentalisere. Men man kan sagtens læse med, selv om man ikke arbejder terapeutisk med målgruppen. For flere af bogens øvelser kan sagtens bruges i en skolesammenhæng.

Fakta:

Titel: Mentalisering

Forfatter: Janne Østergaard Hagelquist

Pris: 400

Sider: 259

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Udgangspunktet for bogen er det traumatiserede barn, som er et barn, der ikke har fået det basale med i udviklingen, især i samværet med moderen. Barnet er derfor bagud i forhold til at udvikle evnen til at mentalisere. Det betyder, at barnet for eksempel kan have svært ved at sætte sig ind i andres følelser og behov.

Hvad er det så at mentalisere? Mentalisering er fokus på mentale tilstande hos sig selv og andre. Så når vi mentaliserer, har vi fokus både på egne og andres følelser. Hvordan kan vi aflæse os selv og andre i de handlinger, vi foretager os? Mentalisering er altså at se sig selv udefra og den anden indefra. Når de mentale tilstande hos et barn er baggrunden for adfærden, skal vi som professionelle kunne se ind bagved. Altså mentalisere. Endvidere skal barnet via mentalisering kunne lære at se de andre børns perspektiv og kunne regulere sin egen adfærd i denne sammenhæng.

Peter Fonagy skriver i forordet, at der er et stort behov for at kunne lære at mentalisere i dagens samfund. Vi er meget på sociale medier, der er ingen mesterlære, og børn socialiseres primært af hinanden. Så spejlingen hos forælderen og evnen til at lære at aflæse andre, som grundlægges i de nære relationer, er i fare.

Omdrejningspunktet for bogen er Storm-modellen. Storm står for: Sikkerhed - Tænk traumer - Opbyg evner - Resurser - Mentalisering.

Dermed bliver mentalisering endemålet for det traumatiserede barn, som ikke har evnen. Man starter i modellen med sikkerhed som grundfundament og bygger efterhånden ovenpå.

Bogens indledende teoretiske afsnit er letlæselige og har gode referencer direkte til de talrige praktiske øvelser i del fire. På den led hænger bogen rigtig godt sammen. For eksempel er der gode oversigter over ideer til behandling af stress og søvnproblemer med mere. Der er her lange lister over, hvad man kan gøre.

Det er samtidig en ikke uvæsentlig pointe, at illustrationerne til øvelserne på forbilledlig vis giver mig en fornemmelse af, hvad øvelserne drejer sig om. Endda uden at læse teksten først. Øvelserne i del fire ligger som en sand perlerække, som får mig som garvet specialklasselærer til at sige til mig selv, at jeg skal huske at bruge den og den øvelse. Illustrationerne er børnevenlige og dermed et godt udgangspunkt for mange gode snakke i klassen. Både med akut opståede problematikker og i mere planlagte forløb.

Så min varmeste anbefaling herfra, hvis man er lærer i en klasse, hvor der er mange børn, der er udfordrede i forhold til at kunne aflæse andre børn og sætte ord på, hvordan de selv har det følelsesmæssigt.