Af Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs.

Der verserer en personalesag, som blandt andet vi er en del af (ja, der er faktisk flere end DS og MJ). Denne sag har fået sit eget liv på de sociale medier. Blandt andet på FB, hvor Thomas Rømer startede den. Nuvel. Vi klandres for, at ikke have taget debatten, men at vi i stedet er gået til ledelsen. Men hvad er det for en manege, man inviteres ind i?

Lad os illustrere, hvad en bloglæsers forsøg på at gå i dialog med Thomas Aastrup Rømer om emnet afstedkommer. (Kollegaer af vores, der har ytret sig i sagen – i forsøget på at lave en balance og rydde op i de værste mislæsninger - har fået lignende tur). Nedenstående sætning er klippet ud af et lidt længere indlæg, som man kan læse på http://www.thomasaastruproemer.dk/:

”Jeg ville også pænt betakke mig videre debat, hvis jeg var Staunæs m.fl. Jeg ville ikke tro på, at der kunne komme en god dialog ud af det med det oplæg. Jeg tror også jeg ville føle mig angrebet og beklikket og jeg ville faktisk ikke have lyst til at træde ind i den ramme, som du har afsat for dialogen”.

Thomas Aastrup Rømer svarer:

”Min analyse af Staunæs’ og Juelskjærs tekst er helt efter bogen og er ikke engang i nærheden af at overtræde nogen som helst grænse. Men hvis du har det synspunkt, vil jeg da håbe for dig, at du undgår at komme i kontakt med kritiske processer i dit arbejdsliv, selvom det vil gøre mig bekymret på vegne af dit fags kvalitet. Det, der er tale om her, er, at SJ ikke KAN svare. Derfor tyer de til den her gang småtotalitær adfærd og reducerer offentlig kritik til noget, de kalder for ”cyberbullying”. Du bør gennemtænke dit kritikbegreb efter min opfattelse? Måske har du skrevet noget om det? Så vil jeg gerne se de og måske kritisere det :-)”

Sådan. Så er man ellers inviteret til ”dans”. På Thomas Aastrup Rømers hjemmebane. En bane, som nogle kalder ”ytringsfrihed”, andre kalder ”universitetets sande dyder” (altimens TAR hyldes som noget nær en frihedskæmper). Men det er en hjemmebane, som rigtig mange mennesker betakker sig for at få en svingom på. Heriblandt den person, som formaster sig til at gøre TAR opmærksom på, at det måske ikke er den fedeste dans, han har gang i. Måske bryder man sig heller ikke om hans træsko, der tramper på ens fødder, og musikken er måske også vel skinger. Ja måske skader han hele fænomenet ”dans”, med sin facon. Men TAR står på sit: han har ret til at udpege hvem han vil danse med, og hvad dansen er, og de som takker nej, ja de er selv ude om det, de må tage hvad der kommer……

Så ja, vi har sandelig tøvet (en akademisk dyd). Og vi undrer os stadig. Over TAR og over dem, som står og klapper, hujer, altimens de skriver ”nu har jeg jo ikke læst den kritiserede tekst, men….”. De står rundt om TARs hjemmebane og venter på at vi træder ind.

Men dér kommer man nok til at vente forgæves. For lige meget hvor mange gange TAR og hans følgere peger på banen og siger, at det er her, vi skal træde ind for ellers er vi ikke rigtige akademikere, rigtige forskere, sande kritiske tænkere – men derimod nogle ynkelige, dumme fjolser ”som ikke KAN svare og derfor tyer til småtotalitær adfærd…”, ja så træder vi ikke derind. Ikke fordi vi ikke kan, men fordi vi ikke vil ind på TARs bane som han har ’gjort klar til os’. Og det er faktisk både legitimt og forståeligt at takke nej til TAR.

Vi tøver og overvejer, om der mangler en bredere offentlig stemme af vores i forlængelse af de videnskabelige tekster, vi skriver. Om vi oftere bør debattere offentligt. Om der er et formidlingsniveau vi ikke når så ofte, i vores arbejdsliv. Så det tænker vi over – om der er måder som konstruktivt og sagligt kan imødegå forvrængninger, mislæsninger, forvekslinger af analyser og standpunkter, sammensværgelsesteorier og ’motivforskning’ (TARs udsøgte specialiteter), sådan som de kan leve, når de står uimodsagt. Det tænker vi over, men vi farer ikke ud. Og i vores forskningsprogram diskuterer vi, om vi skal lave flere akademiske debatarrangementer end dem vi allerede bidrager til, og om et af dem ikke skal tage et konstruktivt afsæt i sagen her.

Paul Virilio har i bogen ”Cyberworld – det værstes politik” analyseret de mulige negative konsekvenser af nettet og hvordan internettet er mere end frihed, og har sit eget indbyggede potentiale for uheld. Den stigende hastighed der udfordrer den akademiske metier, der traditionelt er langsommelig, tvivlende og grundig. Hvordan refleks bliver refleksions afløser: På Facebook kan man hurtige ’like’, man bliver hurtigt en del af noget, som andre allerede har liket.

Så vi tøver og tænker over, hvordan vi kan bidrage på måder, der tjener kritik, forskning og også den folkeskole, som er gidslet i denne ophedede debat.

Ja, vi vil gerne kritik, vi er FOR kritik og dialog (kan man dog andet, end være for dette?), men vi er ikke for det spil, som Rømer spiller, hvor det synes mere at handle om aggressivt at score point, selv hvis det indebærer (mis)læsninger eller reduktioner eller karikaturer. Det er en danseform som Rømer nyder, men vi ikke. I vores virke er vi FOR konstruktiv kritik, respektfuld dialog. At konsekvensen så for nogle bliver, at vi misligeholder kritikkens væsen (sådan som de definerer kritik), ja det er så deres sag. Der er andre værdige måder at befolke et kritisk universitet på. Et der værdsætter eftertænksomhed, grundighed, åbenhed og respekt for andre positioner og tilgange. Måske endda til tider udviser lidt evne til selvkritik eller refleksion over egne begrænsninger, i stedet for i en tilbagevendende litani at dømme de andre totalt uduelige. Og som med samme eftertænksomhed, grundighed, åbenhed og respekt for andre positioner går i dialog med de forskningsfelter (her folkeskolen) som forskningen forholder sig til.