DLF stævner Odense Kommune i Erik Schmidt-sagen

Odense Kommune uddelte en tjenstlig advarsel til lærer Erik Schmidt – blandt andet for "negative holdninger" på interne møder på skolen. Danmarks Lærerforening ønskede en tjenstlig undersøgelse af sagen, det har kommunen afvist. Sagen er principiel, så Lærerforeningen stævner nu kommunen. (Opdateret med kommentar fra Erik Schmidt)

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sagsanlægget mod Odense Kommune handler om krænkelse af ytringsfriheden.

"Den her sag er principiel og handler om alle læreres ytringsfrihed. For medarbejdere skal selvfølgelig ikke straffes og trues med fyring, fordi de stiller kritiske spørgsmål. Og det er bekymrende, at Odense Kommune på den måde forsøger at give ansatte mundkurv på. Og det siger jo alt, at kommunen efter gentagne henvendelser afviser at lade en uvildig dommer indlede en tjenstlig undersøgelse af sagen. Så nu må vi have det prøvet i retten, så vi forhåbentlig kan få en dom for, at advarslen er uberettiget og en klar krænkelse af ytringsfriheden," siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening i en pressemeddelelse.

En undersøgelse for fagbladet Folkeskolen har tidligere påvist, at kun hver fjerde lærer tør ytre sig offentligt om skolens forhold, og den tendens er farlig, mener lærerformanden:

"Vi hører desværre mere og mere, at der breder sig en tavshedskultur i skolen. Medarbejderne frygter simpelthen for deres jobmuligheder, hvis de udtaler sig kritisk om forholdene på skolerne. Og det bliver vi simpelthen nødt til at tage et opgør med. For når der er alvorlige problemer, så skal det jo frem i lyset, så vi kan få det drøftet og få skabt forbedringer," siger Anders Bondo Christensen.

Tilføjet kl. 12:18: "Jeg er sikker på, at de har valgt at trække sagen i langdrag for at gassen kunne gå af den, og at opmærksomheden kan forsvinde fra sagen", siger Erik Schmidt selv. Han ville have foretrukket, at sagen blev kørt i det tjenesteretlige system.

"Jeg ville have det foretrukket en undersøgelsessag, det synes jeg er mere relevant for den her type sag. Men det vil Odense Kommune ikke,  og på grund af sagens principielle karakter, fortsætter vi. Det er jeg helt afklaret med", siger Erik Schmidt, som efter at have været til tjenstlig samtale selv valgte at sige sit job op ved udgangen af sidste skoleår.

Tilføjet kl. 13.55: Odense Kommune oplyser via forhandlingschef Nina Korch Hult, at de ikke har nogen kommentarer til stævningen.

Med jobbet som indsats: Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel for "negative holdninger".