Anmeldelse

Ung og ordblind

Ung og ordblind på efterskole

Her er det unormale pludselig det normale, og den personlige og sociale selvtillid kan bygges op, ofte med markante faglige udviklingsløft til følge. Sådan opleves det for mange unge ordblinde at gå på efterskole, og det kan man læse veldokumenteret om i en ny bog fra Roskilde Universitetsforlag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Ung og ordblind" har to hovedspor. Det ene handler om tiden på efterskole, og hvad eleverne får ud af efterskoleopholdet. Det andet handler om overgangen fra efterskolen til videre uddannelse.

Fakta:

Titel: Ung og ordblind

Forfatter: Tilde Mette Juul, Thomas Brahe, Niels-Henrik M. Hansen

Pris: 199

Sider: 181

Forlag: Roskilde Universitetsforlag

Efterskolerne udgør en særlig ramme, idet eleverne bor på skolen. Hele tiden er de tæt på andre unge, og lærerne møder de i andre sammenhænge end til undervisningen. Samtidig er alle elever i samme båd. Det opleves som befriende og giver et trygt læringsmiljø, mener de unge selv. I grundskolen oplever de unge at være en belastning, men på efterskolen at de rent faktisk er en resurse. De bliver mødt, hvor de er.

Forfatterne har konstrueret tre elevtyper: De trygge unge, de udsatte unge og de søgende unge. De trygge unge har haft et godt socialt netværk i folkeskolen, oplevet åbenhed om deres udfordringer og har et relativt godt selvværd. De har ikke udpræget negative skoleoplevelser med i bagagen. De oplever nu, at deres egen indsats gør en forskel. De udsatte unge har generelt en ringe opbakning hjemmefra, dårlig oplevelse af grundskolen - både socialt og fagligt. Efterskolen hjælper dem til at se sig selv i uddannelse eller på arbejdsmarkedet. Socialt får de en oplevelse af at tilhøre et fællesskab. De søgende unge har en relativt stærk familiebaggrund, men negative oplevelser fra grundskolen både socialt og fagligt. Disse unge får ligeledes meget ud af efterskolen. Især det, at alle har samme problemer, giver dem tryghed.

Denne bog er interessant læsning for mange undervisere og forældre. Den giver klare og dokumenterede bud på, hvordan efterskolerne kan løfte ordblinde unge.