Et af tegnene på paradigmeskiftet inden for den pædagogiske tænkning er, at indlæring har mistet forstavelsen og er blevet til læring. I løbet af ganske fåår blev den tidligere forståelse af undervisning som en proces, der udgik fra en oftest talende lærer, som kunne lære fra sig og dermed bibringe eleverne mere eller mindre af den viden, hun havde erhvervet sig, afløst af en forståelse af, at det snarere forholder sig sådan, at elever lærer sig noget, og at læreren derfor skal tilrettelægge situationer og være inspirator for, at disse processer kan finde sted.

Knud Illeris har skrevet en fremragende afhandling, der med århundredets tre markante teoretikere Piaget, Freud og Marx som eksponenter gennemgår en lang række læringsteorier og indplacerer dem i en slags polariseringsmodel imellem de tre dimensioner kognition, psykodynamik og samfundsmæssighed. Dermed tilfredsstilles den læser, der er mere metavidenskabeligt og komparativt-teoretisk orienteret.

Bogen kan også betragtes som en lærebog, og bag dens opbygning ligger klare pædagogiske kriterier for rækkefølgen og gennemgangen af væsentlige teorier om læring. Forfatteren undlader dog at behandle behavioristiske tilgange til læring, fordi de efter hans opfattelse kun omhandler en meget begrænset side af læringen.

Endelig kan bogen læses som en debatbog, og forfatterens erklærede mål er gennem påvisning af læringens kompleksitet i spændingsfeltet mellem de ydre samfundsmæssige vilkår og de indre psykologiske betingelser at imødegå de mange forenklede læringsopfattelser, der ligger til grund for de aktuelle politiske og administrative beslutninger, der træffes i forbindelse med 'moderniseringen' af uddannelsespolitikken.

Læringen kan efter forfatterens definition referere til resultaterne af de læreprocesser, som tidligere var det traditionelle resultat af en indlæring, det vil sige varige adfærdsændringer som indlæring af ord, symboler, motoriske færdigheder, holdninger og følelsesreaktioners tilknytning til visse foreteelser.

Læring kan imidlertid også omfatte de psykiske processer, der finder sted i det enkelte individ, og for det tredje kan læring og læreprocesser henvise til de samspilsprocesser, der foregår mellem individet og de materielle og sociale omgivelser. Endelig kan læring i dagligsproget optræde synonymt med undervisning og dermed gentage den gamle forestilling om, at læring er et resultat af, hvad der er blevet undervist i. Hvilket jo mere er en mulighed end en sandhed.

Illeris har opbygget bogen i overensstemmelse med rækkefølgen af de tre store. Først 'kognitive læreprocesser' med udgangspunkt i Piaget blandt andet med præsentation af Batesons læringsteori. Derpå 'Læring og følelser', hvor Freud og de aktive sider af læringen behandles. Illeris beskriver her nogle interessante ligheder og forskelle i Piagets og Freuds forudsætninger og tænkning.

I kapitlet 'Personlighedsudvikling og refleksivitet' indføres personligheden, som også indgår i læringens kompleksitet, og som i de seneste årtier har fået en stærkere placering i samfundets krav til uddannelserne med egenskaber som selvtillid, fleksibilitet og kreativitet. Især Ziehes og Giddens behandling af denne problemstilling tages op.

Dernæst følger et spændende kapitel med titlen 'Når tilsigtet læring ikke finder sted', hvor begreber som modstand, forsvar, afvisning, blokering og fordrejning præsenteres og problematiseres. I kapitlet 'Samspilsprocesser, social læring og socialisering' sættes fokus på læringens samspil med den samfundsmæssige og sociale dimension. Her gennemgås Frankfurterskolen, Hannoverskolen og Lorenzers socialisationsteori.

Kapitel 8 handler om læring og erfaring. Dewey, Negt og erfaringspædagogikken i Danmark diskuteres ud fra den tese, at erfaring omfatter både læringens kognitive, psykodynamiske og socialt-samfundsmæssige sider.

I fortsættelse af Piagets tænkning fremsættes i kapitlet 'Læringsforløb, læringsspring, stadier og modeller' en analyse af betydningen af læringsspring eller akkomodationer. Hvis livsbetingelserne ændres, vil en assimilitiv indlæring komme til kort, og der vil opstå behov for en akkomodation, som hos Rogers kaldes signifikant læring, hos Argyris double loop eller hos Vygotsky overgangen fra den nærmeste udviklingszone til en ny. Det er forfatterens postulat, at det enkelte menneske ikke har svært ved at foretage sådanne spring, men at mængden af dem gør det reelt uoverkommeligt. Dermed er præsentation og diskussionen af, hvordan læringen finder sted, afsluttet.

I de to sidste kapitler fokuseres først på læringens rum forstået som hverdagslæring, mesterlære, skoler og uddannelsesinstitutioner, arbejdslivet og kollektiv indlæring, og i det sidste, 'Læring, motivation og livsaldre', gentager forfatteren endnu en gang sit opgør med motivationspsykologiens kategorisering af motiver i organiske, emotionelle, sociale, kognitive og selvaktualiserende. Illeris påpeger, at det er påfaldende, i hvor høj grad motivpyramidens struktur fremtræder som en generalisering af motivationsstrukturen hos 'hvide, amerikanske, heteroseksuelle middelklassemænd'.

'Læring' er ikke nogen letlæst bog, men den er et vægtigt bidrag til en aktuel videnskabeligt baseret afklaring af, hvor vi befinder os i overgangen fra uddannelsessamfundet til læringssamfundet, og et tilbud til læseren om - på et bredt og kvalificeret grundlag - selv at danne sig sin egen læringsforståelse.

Læring

- aktuel læringsteori i spændingsfeltet mellem Piaget, Freud og Marx

Af Knud Illeris

228 sider, 195 kroner

Roskilde Universitetsforlag