Anmeldelse

Teamsamarbejde

Teamet i skolen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- i spændingsfeltet mellem organisation og

person

Af Kirsten Bro

Serie: Splinter fra en lærende skole

68 sider, 40 kroner

Danmarks Lærerhøjskole, Århus

Hæftet 'Teamet i skolen' henvender sig til alle lærere/skoler, der enten arbejder i et forpligtende teamsamarbejde eller overvejer at organisere sig i team. Der er inden for de sidste par år udkommet adskillige hæfter med gode råd og praktiske anvisninger på, hvorledes man opbygger, vedligeholder og evaluerer teamsamarbejdet. Dette hæfte har en mere overordnet indfaldsvinkel til det forpligtende samarbejde. Det anskuer teamsamarbejdet ud fra fire forskellige organisationsforståelser, nemlig den rationelle, den lærende, den politiske og den institutionaliserede organisation. Hver organisationsforståelse har betydning, dels for måden teamet organiseres på, dels for arbejdsformer og dels for det enkelte teammedlems personlige virke og udvikling.

Hvad enten man som skole allerede i mange år har organiseret sig i team, eller man er en skole på vej ind i et forpligtende teamarbejde, bør alle team læse dette hæfte. Klart og instruktivt gennemgås og sammenlignes karakteristika, fordele og ulemper, svagheder og styrker ved de forskellige organisationsforståelser. Hæftet er let læst og giver i kort form et fint overblik, der forhåbentlig kan hjælpe teamet på vej mod et endnu bedre samarbejde.

Hæftet er bygget op i fire store afsnit, et for hver organisationsforståelse.

Opgaven er løst meget pædagogisk og instruktivt.

Først får man en beskrivelse af den enkelte organisationsform: Hvad kendetegner den? Hvilke mekanismer udløser den? Er der fordele eller ulemper?

Dernæst gennemgås personlighedsniveauet: Hvad betyder organisationsforståelsen for den enkelte? Hvilke styrker og hvilke svagheder er indbygget i den enkelte organisationsform?

På teamniveau prøver forfatteren at give svar på følgende spørgsmål: Hvordan finder teamet retning og effektivitet i arbejdet? Hvordan sikres læring og udvikling? Hvordan forstås og håndteres interesseforskelle i teamet? Hvordan skaber teamet mening og identitet i arbejdet?

Hæftet giver ingen opskrift på, hvordan man opbygger, vedligeholder og udvikler team inden for en given organisationsform, men hvert afsnit har 'eksempler fra praksis', der ud over at give eksempler fra hverdagen også kommer med et alternativt forslag.

Hvert afsnit afsluttes med en kort konklusion: 'Hvis teamet ønsker . . . så . . .' samt nogle relevante litteraturhenvisninger.

Ulla Brun Fog