Sund skolemad virker
Et forsøg med sund frokost til 8. klasser viste positive resultater efter kun to måneder. Børnene havde mærkbart bedre blodprocenter, højere kreatininniveauer og bedre proteinmålinger efter forsøget.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er altså vildt imponerende på to måneder. Frokosten på skolen udgør jo kun 25 procent af det daglige energiindtag, og vi havde slet ingen kontrol over, hvad de ellers spiste. Jeg var da tvivlende med hensyn til, om vi overhovedet ville kunne se noget", siger overlæge Henrik Hey til Politiken.
I forsøget skulle halvdelen af de 145 8. klasseselever følge en diæt sammensat af salat, frugt og andre sunde fødevarer, mens den anden halvdel skulle fortsætte med deres normale frokostvaner.
Børnene var positive over for forsøget - ikke mindst fordi det gav gratis frokost. Men nu et par måneder efter spiser de som de gjorde før.
I forbindelse med forsøget opdagede Henrik Hey desuden, at 90 procent af børnene - særligt piger med anden etnisk baggrund - led af D-vitaminmangel.
"Selv om vi startede forsøget i september efter en lang, varm sommer, havde 10 procent af børnene så lave værdier, at man skulle tro, de aldrig havde været uden for en dør. Det er dem, hvor vi med garanti kan sige, at de en dag vil få knogleskørhed. Der er altså en lille generation af danskere, som er ekstra udsatte for at udvikle knogleskørhed, og det er temmelig rystende", siger Henrik Hey.