Når et lille forskerteam i OECD-regi besøger Danmark i ti dage, afholder 31 møder i forbindelse med besøg på otte skoler og skriver en rapport om styrkesider og svage sider ved folkeskolen, bidrager de så til oplysning eller til mytedannelse? Og når pressen i mere bastant form brygger videre på rapporten, hvad bidrager den så til? Hvilken rolle spiller myter for betydnings- og meningsdannelsen om folkeskolen, hvordan vedligeholdes de og hvad er det, der tillægges betydning? Og hvordan kan denne menings- og betydningsdannelse nuanceres, korrigeres eller brydes?

Det er spørgsmål som disse, der aktuelt rejser sig, når man har læst Niels Jægerums bog »Myter og modstand i læringskulturen«, som er en velskrevet og dybdeborende studiebog om myternes og metaforernes betydning i voksnes læring og i læreres læring i organisationen med henblik på organisationslæring og skoleudvikling.

Myten er ifølge forfatteren »farlig som en udbredt form og hverdagsforklaring, fordi den er en stærkt styrende illusion om en virkelighed, der ikke er skruet så enkelt sammen, som myten postulerer Myten som begreb i organisations- og læringskulturen kan defineres som en opdigtet, udbredt hverdagsforklaring, der i billedlig form strukturerer vores perspektiv på tilværelsen og legitimerer vores handlinger«. Myternes metaforer er både en kilde til erkendelse og et mentalt fængsel. Metaforerne lukker op for en forståelse af fænomenerne, og de lukker ned for nye tankeformer. Og »det er magten i det sociale rum, der afstikker rammerne for de passende myter«.

Det er hele dette felt, bogen fører os rundt i og ned i med brug af et omfattende teoriapparat og en mængde levende eksempler på mytedannelser og arbejde med mytedissektion i forfatterens egen virksomhed som voksenunderviser og som konsulent i organisationer og virksomheder. Det er især myter om læring, ledelse og teamorganisation, der bliver brugt som eksempler. Aflæring og omlæring bliver betragtet som betingelser for ny læring, og denne af- eller omlæring kan befordres, ved at myterne bliver formuleret og undersøgt i fællesskab. »Vi skal huske på, at et hvilket som helst organisatorisk fænomen kan anskues ud fra et utal af forskellige synsvinkler. Organisatorisk læring er at invitere til et åbent samsyn på den udbredte tænkning«. Den intellektuelle undersøgelse og refleksion betyder dog ikke uden videre ændringer i organisationen eller i deltagernes praksis. Refleksion er ifølge forfatteren et noget overvurderet fænomen. Ord gør det ikke alene. Forfatteren har især erfaringer med, at deltagerne i voksenuddannelse og udviklingsarbejde udtrykker og bearbejder myter, symboler og billeder i en billedproduktion, hvor de frembragte billeder dyberegående end intellektuelle analyser afslører de virksomme myter i deltagernes liv og i virksomhedskulturer. »De konkrete offensive handlingsstrategier bør følge i kølvandet på myteeksponeringen. Læring viser sig som det, du gør anderledes! Derfor hedder det også at gøre en forskel«.

Bogen er et godt, grundigt og inspirerende bidrag til tænkning om skoleudvikling, også på det mere nationale og globale plan, som OECD-rapporten fungerer på. Hvilke myter er denne rapport viderebringer af? Og hvilke myter er vore vurderinger af den slags rapporter udtryk for? Spørgsmålene kan passende overvejes med citatet fra bogen i baghovedet: »Det er magten i det sociale rum, der afstikker rammerne for de passende myter«.

Bogen er hermed anbefalet til studiebrug og til personlig læsning.