Skole bliver helt røgfri
Lærerne kan roligt lade cigaretter og anden tobak blive derhjemme, når de møder på arbejde på Bakkeskolen i Kolding efter sommerferien. Til den tid er det totalt forbudt at ryge på skolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som elevrepræsentant i skolebestyrelsen foreslog 17-årige Samira Zirak for godt et år siden at gøre Bakkeskolen røgfri. Selv om der er udsugning i lærernes rygerum, kan eleverne lugte røgen, når de går forbi ude på gangen på vej ned til skolens faglokaler.
Skolebestyrelsen støttede hendes forslag, og også i MED-udvalget og i sikkerhedsgruppen er alle enige om at indføre totalt rygeforbud.
"Måske synes enkelte rygere, at det er lige groft nok, men jeg har ikke hørt nogle sige det højt. Lærerne anerkender, at rygning er sundhedsskadeligt, og at de bør være forbilleder for eleverne", siger skoleleder Povl Erik Wolff.
Ud af knap 100 ansatte kan han tælle en halv snes rygere, og de har fået tilbud om at komme på rygestopkursus op til sommerferien, men det har ingen taget imod. Til gengæld har en lærer og en pædagog droppet tobakken af egen drift.
Regeringen fremlægger til oktober en rygelov, så måske er rygning forbudt i det offentlige rum fra april næste år. Men Bakkeskolen går altså foran med et rygeforbud. Og formanden for Kolding Lærerkreds, Anders Petersen, tror, det vil brede sig.
"Indfører en skole rygeforbud, vil det smitte af på andre skoler, og det vil gå relativt hurtigt. Det er den vej, vinden blæser i samfundet i det hele taget", siger Anders Petersen til DR i Vejle.