Det er bare min tissetrold vil hjælpe forældre, lærere og pædagoger med at få et naturligt sprog, når de taler kønsorganer med små børn. Den når desværre langt fra i mål.
ChristineReinwald MansoorUnderviser, anmelder og tegneserieskaber
Historien i Det er bare min tissetrold handler om et barns opdagende leg med sine
kønsdele. Men jeg blev særligt nysgerrig på bogen, fordi jeg læste, hvordan
forfatteren Nanna Munch, fremhæver i forlagets beskrivelse af bogen, at denne
bonerthed især gælder, når det kommer til piger. Som lærer har jeg nemlig selv
stået i dilemmaet om, hvordan vi bedst guidede en pige, der skjult stimulerede
sig selv i undervisningen. Derfor var min skuffelse også stor, da det gik op
for mig at der i bogen ikke indgår en eneste tissekone eller endsige nogen
pigebørn.
Annonce:
Men jeg kan kun give forlaget og forfatteren ret i, at det er et
område hvor lærere og pædagoger mangler sprog og værktøjer til at håndtere
samtalerne med børnene. Derfor har jeg også al mulig sympati med bogens sigte,
og ideen om at formidle det gennem en børnebog er også god.
Historien handler om Karl og hans to mødre. Den har ikke et
reelt narrativ, men består af en række løsrevne situationer, hvor mødrene taler
med Karl om hans tissemand og nogle situationer hvor Karl gør forskellige ting
med sin tissemand. Der er ikke
voldsomt meget dybde i fortællingen, men der er søgt en humoristisk tone og
fortællestil, som måske ville have været underholdende, hvis den havde lykkedes lidt bedre med humoren.
Nanna Munch er uddannet sexolog og pædagog og har lavet
historien som en højtlæsningsbog for de 3-7-årige. Efter min vurdering er den nok
mest for de 3-5-årige. Trods det faktum, ville bogen teknisk set måske
alligevel kunne bruges i indskolingen, men mår man ser nærmere på indholdssiden,
passer den reelt ikke så godt til de professionelle relationer mellem
lærer/pædagog og børn. Det er ellers noget forlaget skriver tydeligt i deres
omtale af bogen og som jeg så meget frem til. Hvordan den helt præcist skal
hjælpe med det, har jeg svært ved at få øje på.
Forældrene i historien leverer godt nok nogle bud undervejs på,
hvad man kan svare, når en dreng for eksempel leger
rockguitar med sin tissemand eller piller ved den under højtlæsning. Men jeg
har svært ved at se for mig, at jeg som lærer, eller at en pædagog, skulle
kunne bruge vendinger som "Nu må du passe lidt på din fine tissetrold. Det må
ikke gøre ondt på den”. Som fagperson har man nok nærmere brug for at lære
måder at guide børn til, at de er i en anden sfære i institution eller skole,
end når de er derhjemme. Så måske bogens korrekte målgruppe snarere er forældre
og deres børn.
Annonce:
Illustrationerne, der er tegnet af Nanna Munch selv, har en lidt manga-agtig stil, som passer okay til genren. Tegnestilen bevirker
dog, at Karls mødre kommer til at se utroligt unge ud – næsten som om de også
er børn.
Nanna Munch har tilsyneladende ingen uddannelse eller
professionel erfaring som illustrator, og det mærker man desværre på bogens
billedside, som ikke tilføjer synderligt til historien. Fortællingen kunne ellers
godt bruge en eller anden slags boost, for at nå i mål med sin hensigt. Billederne
gennem bogen viser præcis det samme, som står i teksten uden at tilføje ret meget. Der er dog nogle
smådetaljer, som tilføjer lidt dybde til karaktererne. For eksempel har den ene mor lange
hår på benene og på et andet billede har hun forskellige sokker på.
Man skal nok fornemme, at her er man i et afslappet hjem. Det understøttes af,
at der i deres entré er tegnet på væggen af nogen, som nok er Karl. Men der intet i billedsiden som overrasker eller undrer. Man
kan derfor ikke kigge på billederne i bogen, og faktisk opdage eller finde ud
af noget, som den der læser højt, måske ikke har opdaget ved historien endnu.
Det er ærgerligt, for hvis illustrationerne i en bog formår at fortælle mere
eller andet end teksten, åbner det en fantastisk mulighed for dialogisk læsning
mellem børn og voksne, hvor børnene tager initiativet til dialogen. Det havde
været oplagt i en bog med denne type emne.
Samlet set mangler historien et narrativ og der mangler
gode vendinger til professionelle voksne der arbejder med børn. På den visuelle
side mangler den vedkommende og nysgerrighedsskabende illustrationer, som både
børn og voksne kan spejle sig i og måske grine sammen over. Og det er synd. Nu ender den desværre på listen over bøger, som jeg
vil have svært ved at kunne anbefale nogen.