Antologien er rettet til lærere, der her kan hente forslag, statistikker, historier og kulturovervejelser, der kan puste nyt liv i den skrantende seksualundervisning.

Christian Graugaard skriver om senmoderne seksualitetsformer. Meget muntert og ret eksotisk.

Hanne-Vibeke Holst gengiver en samtale med unge om deres sexliv. De er meget selvforelskede og meget sløsede.

Lise Leonhard Hjorth skriver om mode. Damebladsartikel, kun interessant for undervisere der, hvor hun citerer kønsforskere om unges brug af moden.

Amneh Hawwa skriver om unge med muslimsk baggrund. Om præislamisk faderret og jomfrudyrkelse, der lever videre i islam (og andre religiøse sekter) og forvirrer de unge, der stilles over for dansk tradition om at vægte individets selvbestemmelsesret frem for familiens interesser. Hvis faget seksualundervisning er nyt for læreren, er der mere konkret anvisning at hente hos følgende forfattere: Bjarne Rasmussens to artikler: 'Tal om sex' og 'Tal om prævention', hvor han sammenfatter vigtige pointer fra Frederiksberg-undersøgelsen af moderne unges seksualadfærd.

I Line Kirkegaards artikel om kønsroller i 7.-9. klasse, hvor hun har sammenfattet en lang række interviews med unge.

I Elin Kristensens artikel om forelskelse, kærlighed, jalousi og lyst. Hun har også interviewet repræsentative unge.

Hos Rune Gade, der skriver om porno før og især nu i reklamer og på nettet.

Brian Linke skriver om web-sex og chatrooms. Sikkert nyt for mange lærere, der her kan få et overblik over de teknologiske scoremuligheder, som eleverne har snakket om længe.

Casper Aaen skriver om procesorienteret seksualundervisning og anviser metoder til at få eleverne til at snakke med hinanden - og få læreren til at holde kæft. Fremragende afslutning på en bog, der giver både prøvede og uprøvede lærere lidt pædagogisk fod på det ofte uoverskuelige emne.

Allersidst skriver foreningen Sex og Samfund, der har samarbejdet om udgivelsen, om sit formål. Fint nok. Flot formål. Men i disse multireligiøse tider var det måske vigtigt også at genopfriske ministeriets i 1994 udsendte formål for seksualundervisning, fordi flere af forfatterne nævner samarbejdet med forældrene. Det samarbejde problematiseres ikke i bogen. Det er en mangel. Selv garvede lærere kan få overraskende oplevelser på forældremøder, hvor forældrene tror, at formålet er til forhandling. Og tror, at læreren kan pålægges at tale pænt om arrangerede ægteskaber, faders vilje og føjelige kvinder. Eller tale grimt om lesbiske mødre, ugift sex og loven om fri abort. Nixen, bixen, de synspunkter har haft deres tid. De kan få en montre.

Læreren er blandt meget andet godt forpligtet på formålets fremhævelse af, at seksualundervisningen skal 'støtte den enkelte i udvikling af egen identitet' og 'skal i enhver henseende bidrage til, at eleverne (. . .) kan tage kritisk stilling og handle for at fremme egen og andres sundhed'.

Formålets fremhævelse af at opdrage eleverne til at være selvbestemmende individer er ikke lagt ud til lokal forhandling. Det kan vi godt slå fast på hvert eneste forældremøde. Ligesom nationens repræsentanter netop har fastslået det på FN's børnetopmøde, hvor amerikanske og arabiske fundamentalister kappedes med Vatikanet om at lukke øjnene fast i for den pige- og kvindevirkelighed, der omgiver dem. Hvor bagstræbets mørkemænd regerer, skal der fortsat ikke gives seksualundervisning. År 2002 - man tror, det er løgn.