Rapport: Støjen skal begrænses

Der er så meget støj i skolerne, at børn risikerer høreskader og får indlæringsproblemer. Det viser en ny rapport om børn og miljø, der anbefaler faste grænseværdier for støj i institutioner og skoler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En arbejdsgruppe under Teknologirådet, bestående af læger og miljøforskere, har set på sammenhængen mellem miljøpåvirkninger og børns sundhedsproblemer.

Det er der kommet rapporten 'Bedre miljø for børnene et oplæg til handling' ud af, og arbejdsgruppen har samlet 14 anbefalinger til handling, der kan forbedre de miljøproblemer, som børn udsættes for.

I rapporten fremhæves støj som et af de væsentligste miljøproblemer, som børn udsættes for. Her henvises til målinger foretaget af Arbejdsmiljøinstituttet, som viser, at støjproblemerne i skolen er mere end fordoblet fra 1990 til 2000. Rapporten anbefaler, at der fastsættes en grænseværdi for støj, ligesom den anbefaler anvendelse af lydabsoberende materialer.

Arbejdsgruppen skriver videre, at foruden risiko for høreskader, så kan støj forringe børns sprogopfattelse, sprogudvikling, indlæring og evnen til at løse vanskelige opgaver.

Dårligt indeklima i institutioner og skoler kan give mange af de samme problemer, og derfor bør der indføres en arbejdsmiljølov for børn i daginstitutioner og skoler, anbefaler arbejdsgruppen.