Hvad er det egentlig, der savnes, når vi hævder, at der er brug for mere social kompetence, og hvorfor forekommer oplevelsen af mangel på social kompetence netop nu ? Overvejelserne om disse to spørgsmål er i vores pædagogiske sammenhæng overordentlig relevante, når vi skal forklare og begrunde, at vi med undervisningen også sigter mod, at eleverne kommer i besiddelse af social kompetence. Begrebet social kompetence kan ellers godt få begrebsforstoppelsessmagsløgene til at rejse sig på den indre læsetunge, men Perssons analyse, refleksioner og konklusioner er faktisk både interessante, relevante og læselige.

Persson benytter gode eksempler, fortællinger og aktuelle problemstillinger, som både analyseres og illustreres, og de belyser de teoretiske indsigter, han trækker på. Det drejer sig især om den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffmanns studier af socialt samspil. Derved præsenterer Persson Goffmann og er i drøftelser med ham; dette samspil fungerer godt undervejs i bogen.

I starten af bogen udpeger Persson to aspekter ved den sociale kompetence, nemlig gruppeaspektet, som har at gøre med evnen til at smelte sammen med og tilpasse sig en gruppe, og relationsaspektet, som har at gøre med at kunne sammen med andre folk. Disse to aspekter drøftes i lyset af det postmoderne, det flerkulturelle, det offentlige rum, mobning, computerspil med videre. Persson får derved materiale til en fornyet definition af social kompetence, som han kalder »individets evne til at håndtere relationer mellem en selv, de andre og samfundet«. Som enhver god definition åbnes for præciserende drøftelser, blandt andet vedrørende emotionel intelligens, dannelse og etikette. Med netop disse afsluttende drøftelser førte Persson denne læser tilbage i centrum af det pædagogiske rum, men nu med fornyede indsigter om de relationer, vi som lærere agerer og også begrunder os i. Bogen anbefales hermed.