De, der tror, at børn ikke har efterladt sig spor i historien, må gerne skynde sig at tro om, eller også kan de lade sig overbevise af dette materialesæt udgivet af DUI-Leg og Virke.

Udgangspunktet var en vandreudstilling, som skulle markere afslutningen på det, den svenske reformpædagog Ellen Key i år 1900 benævnte Barnets Århundrede, nemlig det 20. århundrede. Det endelige resultat er blevet en lærerens bog og fire temahæfter, som formentlig alle er tiltænkt folkeskolens ældste klasser. I udgangspunktet en rigtig god idé, og den unge historiker Krister Hansen har været vidt omkring. Vi hører om børnearbejdet, om skolen, om legen, om børns sundhed, sygdom og død, om fremmede børn i Danmark, om børns rettigheder og ikke mindst om fremvæksten af den spirende børnekultur: Fra de tidligste børnebøger over tegneserierne, børnefilmen, børne-tv og børneteater til nutidens computerspil. Her er drenge og piger mellem hinanden, og de indsamlede erindringer tegner fine portrætter af en længst svunden barndom. Man kan diskutere, om ikke de lange linjer og de helt fundamentale ændringer i barndommen især i de sidste 25-30 år ofres på de mange emners bekostning, men der er under alle omstændigheder tale om en betragtelig udvidelse af den problemkreds, som traditionelt har karakteriseret barndommens historie, bakket op af et fint billedstof. Det er både positivt og relevant set i forhold til folkeskolens ? og muligvis også gymnasiets ? undervisning. De fire temahæfter er bestemt værd at gå efter, hvis emnet barndommens historie skulle vise sig på skemaet.

Men ingen roser uden torne. Der er tale om en utrolig usystematisk behandling, hvor nogle emner følges op i tid, andre emner standser i 1950?erne. Det er vanskeligt at se den store forskel på lærerens bog og temahæfterne, begge steder er tilgangen gennemgående opremsende og uanalytisk. Nogle emner behandles tættere på det levede børneliv, hvor andre mere har karakter af referater af en udvikling, som allerede er kendt fra den voksne verden. For eksempel bliver historien om ferielovgivningen i 1930?erne til et spørgsmål om fremvækst af Dansk Folkeferie frem for en ? set i knæhøjde ? diskussion af, hvornår børn egentlig begyndte at have sommerferie, som skulle bruges til andet end at arbejde. Mediernes fremmarch behandles uden diskussion af filmcensuren, ligesom der gås let hen over computerens indtog i barneværelset. Der er altså ikke tale om et nyt, men længe tiltrængt bud på det 20. århundredes barndomshistorie, snarere om tilløb, der bringer en del ny empiri for dagen, men ikke en forståelse af barndommens ændringer og dens årsager.

Man undres over forfatterens uvilje til at benytte sig af den tilgængelige forskning i barndommens, skolens og familiens historie. I stedet foretrækkes brede (gerne ældre) Danmarkshistorier, som stort set ikke indeholder et ord om børn ? erindringer, nationalencyklopædien (uden at det altid angives, hvilket stikord og eventuelt hvilken forfatter) og Fogtdals Illustreret Tidende. For slet ikke at tale om en kreativ udnyttelse af en række historiske portaler på nettet. Et par tjek på disse portaler viser, at der indimellem skrives direkte af, og at der tilmed digtes over teksten, så en fremstilling pludselig fremstår som citat, og det dermed ser ud, som om forfatteren har siddet med en historisk kilde i hånden. Det rykker ved troværdigheden. Og så lige en årstalsfejl: spanskrøret blev afskaffet i København i 1952 og ikke i 1949, som der står flere steder.

Lige så pinligt for forfatteren, DUI og SID?s og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmarks medie- og kulturfond, som har støttet dette arbejde, er fraværet af billedfortegnelser og helt usystematiske kildeangivelser under illustrationerne i fire af de fem publikationer. Selv fagbøger skal, efter denne anmelders opfattelse, leve op til kravet om seriøs dokumentation og vidne om, at forfatteren har sat sig grundigt ind i sit emne. Et mindstekrav må være, at lærerens bog indeholder de mest centrale og præcise referencer, hvis ikke man vil belemre eleverne med dem.