Beretninger fra det virkelige liv er godt læsestof. Jo tættere på katastrofe og død, desto mere underholdende. Og bedre endnu når historien gælder én af de kendte. Oplægget er derfor lagt til rette til den store følelsesmæssige gyser, når pigen fra 'Lykkehjulet', Maria Hirse, fortæller sin anoreksihistorie til pirrende afskrækkelse for unge piger, der står i farezonen for at blive ramt af den modbydelige sygdom, som i værste tilfælde kan koste livet. Men det er nu ikke så dumt. En af myterne om anoreksi er jo netop, at den rammer pubertetspiger med modeldrømme. Her i bogen er myten blevet til en virkelighed, der uden omsvøb skildrer det rædselskabinet af undvigemanøvrer, vrangforestillinger og selvbedrag, som sygdommen påvinger sine ofre. Denne neurotiske fokusering på vægt, mad, kalorier, opkastninger får det i bogstaveligste forstand til at vende sig i læseren, og hvad det angår kan bogen måske have en præventiv mission. Men samtidig får anorektikerens evindelige selvoptagethed og besynderlige kynisme læseren til at lægge afstand til staklen, fordi grænsen mellem sygelighed og normalitet er umådelig svær at drage. Kan hun ikke bare tage sig sammen? Hvorfor skal hun behandle andre mennesker så dårligt, når de i den grad knokler for at hjælpe hende? Er det en psykisk sygdom - eller hvad? Det må være én af anoreksiens mest ubærlige konsekvenser, at afstanden mellem den syge og omgivelserne vokser med sygdommen. Alle involverede lider mere eller mindre i det skjulte og vil hjælpe, men også skåne hinanden. Anoreksi bliver derved sammenlignelig med alkoholisme og andre misbrug med tabuiserede mønstre, ensomhed og angst hos alle parter. Stærkest i bogen står derfor morens, kærestens og lægens afmagt, da Maria fortsætter sin selvdestruktion både bevidst og minutiøst planlagt, fordi hun følger en anden stemme i sit eget hoved end fornuftens. Men bogens svaghed er, at man som læser er tilbøjelig til at fokusere mere på hovedpersonens selvcentrering end på den dokumentation over identitetskrise og gådefuld psykisk afvigelse, der skildres. Afsættet for refleksion over og undersøgelse af for eksempel myten om livsstilsfænomeners mulige effekt på pubertetspiger med lavt selvværd risikerer derfor i stedet at blive til underholdning om langsomt selvmord.

Som Maria Hirses egen livshistorie vil bogen sikkert appellere stærkt til projektopgaver om anoreksi. Dens informative og præventive effekt afhænger af, hvordan de spørgsmål, bogen ikke rejser eller besvarer, vil blive problematiseret og behandlet af elever og lærere, der øjner faren for den ukritiske konsumering af beretninger om mentale skyggesider. En afdækning af problemet spiseforstyrrelser kræver - undskyld mig - mere kød på bordet. Men det kan man også finde andre steder, for eksempel på www.anoreksi-foreningen, som giver fakta om sygdommen og gode råd til afhjælpning.