Næstved Sundhedscenter skal tydeliggøre tværfaglige opgaver

Næstved Sundhedscenter favner mange forskellige opgaver, viser en ekstern evaluering. Centrets ambitioner er høje, og i den videre implementering bør ledelsen prioritere og tydeliggøre de tværgående opgaver, anbefaler Dansk Sundhedsinstitut.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rapporten fra Dansk Sundhedsinstitut er fremadrettet og fokuserer på hvilke udfordringer, der er for Næstved Sundhedscenter i fremtiden.

"Der foregår mange forskellige projekter, og sundhedskonsulenterne i Næstved Sundhedscenter er forholdsvist selvkørende, men der er måske ikke så meget overordnet styring af den samlede projektportefølje", siger projektleder Martin Sandberg Buch, som står bag evalueringen.

Ledelsen skal prioritere opgaverne

For at sikre, at der er sammenhæng mellem vision og praksis, anbefaler Dansk Sundhedsinstitut, at sundhedscentret arbejder med få sammenhængende indsatsområder, der når driften, frem for mange enkeltstående projekter.

Undersøgelsen viser, at sundhedskonsulenterne har et godt samarbejde på tværs af den kommunale organisation. Men samarbejdet er primært med kolleger, som arbejder med hver deres afgrænsede projekter, som ikke for alvor er forbundet til de store driftsorganisationer, hvor der er mange medarbejdere. Som for eksempel ældreplejen og daginstitutionsområdet.

De interviewede fra de områder efterlyste netop hjælp til at komme i gang med at implementere sundhedspolitikken i den daglige. Det er en generel problemstilling for det kommunale sundhedsområde, mener Martin Sandberg Buch.

"Ledelsen skal træde i karakter og vise medarbejderne, hvilke rammer der er for deres arbejde. Det er direktionens opgave, at der er en samlet plan for udviklingen af sundhedsområdet i en kommune", siger han.

Det er en udfordring at være tværgående

Sundhedschef i Næstved Kommune, Dorthe Berg Rasmussen, som har bestilt evalueringen, hæfter sig ved, at evalueringen viser, at samarbejdet mellem Næstved Sundhedscenter og Næstved Sygehus om genoptræningen er velfungerende. Den enkelte borger har gavn af, at der er styr på, hvad henholdsvis sundhedscenter og sygehus skal tage sig af i forbindelse med genoptræning. Hun hæfter sig også ved evalueringens pointe om, at de tværgående opgaver skal være tydelige.

"Man kan sige, at vi består først, når vi formår at integrere sundhedsområdet som noget helt naturligt og tværgående i kommunens driftsenheder. Men det er en smaddersvær opgave, at se sundhed som en tværgående disciplin, som skal tænkes ind i alle kommunens politiker og driftsvirksomheder", siger Dorthe Berg Rasmussen.

Centret skal være en del af den daglige drift

Hun forventer, at sundhedscentret nu er ovre alle børnesygdommene og at der nu skal fokuseres på den daglige drift, hvor det er helt naturligt, at der arbejdes på tværs. I 2009 skal der for eksempel arbejdes med at uddanne personalet i de store driftsvirksomheder til sundhedsambassadører.

"De kan være med til at få sundhed og forebyggelse omdannet til praksis i deres hverdag i et hjemmeplejeteam, et bo- og nabofællesskab eller i en børnehave. Det er en måde at få sundhed og forebyggelse integreret på. Naturligvis ligger der et stor potentiale, hvis for eksempel vores flere hundrede hjemmehjælpere bliver endnu mere orienterede mod sundhed", siger hun.