Anmeldelse
Historien om musik - musikhistorie for børn
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En gennemgang af musikkens historie er som regel en problematisk vare at sælge. Tager læreren fat med pegepind, tidstavler og snak til passivt lyttende elever, dør interessen for stoffet hurtigt. Derfor er dette hæfte med aktivitetsforslag og flotte, farverige billeder meget velkomment. Det falder på et tørt sted.
Historien om musik indeholder ni afsnit, hver med en billedside, en tekstside, en tipskupon og praktiske øvelser, som jeg langt hellere vil kalde aktiviteter, samt en side med henvisninger til musikeksempler, litteratur og en oversigt over periodens komponister og instrumenter. Fra de tidligste musikfrembringelser eksemplificeret af sydafrikanske buskmænds sang og frem til nyere tids rytmiske musik, hvor eksemplet er The Beatles' 'She Loves You'.
Når store musikperioder som for eksempel wienerklassicisme bliver skildret på en enkelt side sat med store bogstaver i et børnevenligt sprog, falder en del facts af i svinget. Men det er forbavsende, hvor godt det alligevel er lykkedes at give perioderne en fin karakteristik.
De farverige, gobelinagtige billedsider i en lidt naiv streg med masser af små sjove detaljer supplerer fint teksten. Plakaterne er de ti billedsider i stort format.
Når teksten er læst eller fortalt, man har gennemgået billedet, løst tipskuponen og lyttet til musikeksemplet fra cd'en, så er tiden inde - om ikke før - til de praktiske øvelser. Forslagene er mange og gode.
Cd'ens musikeksempler er velvalgte med mange fine indspilninger, selv om det undrer mig, at Carl Nielsens 'Helios Ouverture' ikke er indspillet af et dansk orkester som for eksempel Odense Symfoniorkester. Ligesom det er utroligt, at The Beatles' 'She Loves You' ikke er den originale Beatles-indspilning, som eleverne kender.
Men bortset fra det er det et glimrende materiale. Velegnet til elever i 3. til 5. klasse. Godt, men dyrt!